20 år efter EU-landene fik en fælles valuta, rumler det igen i euroens undergrund. Den nyvalgte italienske regering har lagt et økonomisk program frem, der blæser på de stramme budgetregler for de 19 euro-lande, og der spekuleres på, om Italien skulle være på vej ud af samarbejdet for at genindføre liren som valuta.
Dermed skrives endnu et kapitel til fortællingen om, at euro-samarbejdet har været en fiasko, især for Sydeuropa. Den fortælling fik for alvor luft under den græske gældskrise for fem år siden.
Men er den rigtig? Og hvad med euroen som helhed – har den været en succes eller fiasko for Europa? Man skal ikke lede længe blandt økonomiske eksperter for at få meget forskellige bud på det.
Professor i økonomi Jesper Jespersen fra Roskilde Universitet er blandt dem, der altid har været kritisk over for euro-konstruktionen, og han er stadig ikke imponeret.
”Det korte svar er ifølge mine analyser, at landene i euro-zonen i de 20 år har haft en udvikling i bruttonationalproduktet, som i gennemsnit er cirka en procent lavere end EU-landene uden for euro-zonen,” siger Jesper Jespersen.
Men skyldes den lavere vækst så euroen eller noget andet? Hertil svarer professoren, at to ting taler for en årsagssammenhæng. Den ene er, at euro-lande skal leve op til forholdsvis skrappe finanspolitiske krav. De må hverken have meget store underskud på de offentlige budgetter eller en stor offentlig gæld. De krav har været med til at sænke den økonomiske aktivitet og dermed væksten, mener han.
Den anden afgørende ting er ifølge Jespersen, at man har undervurderet, hvor problematisk det er, at euro-lande stifter stor udlandsgæld, især hvis der kommer en international økonomisk krise. Lande som Grækenland og Spanien havde op til finanskrisen i 2008 årlige betalingsbalanceunderskud på op til 10-15 procent af deres bruttonationalprodukt. En sådan gældsætning ville have været uhørt, hvis landene havde haft deres egne valutaer.
Noget andet er, at den økonomiske udvikling inden for euro-zonen har været forskellig fra land til land. Jesper Jespersen peger på, at mens Sydeuropa er blevet presset økonomisk, har Tyskland haft en kæmpe fordel. EU’s største land, der ynder at markedsføre sig som verdensmester udi eksport, har været mere konkurrencedygtigt, og med en fast valuta som euroen har de svagere lande ikke kunnet devaluere sig til en bedre konkurrenceevne, som de kunne, dengang de havde hver deres valuta. Samme pointe trækker professor i finansiering Jesper Rangvid fra Copenhagen Business School, CBS, frem.
”Hvis andre lande som Italien, Spanien, Grækenland og Portugal havde kunnet devaluere, havde Tyskland mistet konkurrenceevne over for de lande. Så det har styrket Tysklands eksport og erhvervsliv, at de andre lande ikke har devalueret,” siger han.
Professor Peter Nedergaard fra institut for statskundskab på Københavns Universitet mener i modsætning til Jesper Jespersen, at euroen overordnet har været en fordel for europæisk økonomi.
”Den har blandt andet betydet en øget samhandel mellem landene, som følger med den stabilitet, som en fast valutakurs giver. I perioder har den også hjulpet lande til at have en lavere rente, end de ellers ville have haft,” siger Peter Nedergaard.
Han ser konflikten om euroen som et kultursammenstød mellem forskellige traditioner for erhvervs- og økonomipolitik i Nord- og Sydeuropa.
I Sydeuropa har der været tradition for at devaluere sig til bedre konkurrenceevne, mens Nordeuropa i højere grad har gennemført økonomiske reformer for at øge konkurrencen, for eksempel gennem privatiseringer.
Peter Nedergaard mener, at de sydeuropæiske lande har troet, at de kunne fortsætte uden at tilpasse sig de skrappe økonomiske betingelser, der gælder for euro-området. For de kunne se, at Tyskland og Frankrig i begyndelsen af euro-samarbejdet selv brød reglerne for budgetunderskud groft.
”Euroen er jo undfanget i synd. Dem, der skulle være politimænd for, at reglerne blev overholdt, var de første til at overtræde reglerne,” siger han.
Oprindeligt ønskede Tyskland, at den økonomisk monetære union skulle have været meget mindre, end den blev, nemlig et samarbejde mellem de nordvesteuropæiske EU-lande – det vil sige Tyskland, Frankrig, Benelux-landene og Danmark – og en sådan begrænset union ville økonomisk have fungeret bedre, mener Peter Nedergaard.
Euroen blev imidlertid til et politisk projekt, som først og fremmest Frankrig ønskede sig, fordi franskmændene var utilfredse med den tyske D-marks dominans i Europa i 1980’erne. Euroen blev Frankrigs pris for at acceptere den tyske genforening i 1990.
Peter Nedergaard stiller sig i øvrigt tvivlende over for, om den nye italienske regering rent faktisk vil blæse på de økonomiske krav i euro-samarbejdet. Det vil i første omgang kunne medføre bøder.
”I Grækenland sagde Syriza (venstreorienteret græsk regeringsparti, red.) også, at den var ligeglad med EU’s økonomiske krav, og lovede, at man ikke ville tilpasse sig dem. Men i dag er Grækenland faktisk blevet den artige dreng i klassen. Lad os se, om det også sker med Italien,” siger Peter Nedergaard.