Prøv avisen
Interview

Tjekkisk kardinal: Europa bør huske sine kristne rødder for at overvinde den eksistentielle krise

Den 75-årige ærkebiskop emiritus af Prag Dominik Duka mener, at EU bør besinde sig på de moralske og etiske værdier, vores europæiske samfund bygger på. – Foto: Ota Tiefenböck

Massivt overforbrug, migration og multikulturalisme truer vores eksistens, for Europa har glemt sin historie, kultur og rødder, advarer den tjekkiske kardinal Dominik Duka, som dermed ligger på linje med flere østeuropæiske regeringer

”Vi burde som individer vide, hvem vi er, hvor vi går fra, og hvor vi går til, for at vi fuldt ud kan leve og opfylde vores liv. I Europa er vores rødder den græsk-antikke filosofi, vores kristen-jødiske baggrund og et tilhørsforhold til den euro-atlantiske civilisation. Som troende er jeg overbevist om, at vi er på vej til Guds himmerige, som europæer er jeg mere i tvivl.”

Ordene er Dominik Dukas. Han er tjekkisk kardinal og ærkebiskop emeritus af Prag og bekymret for den seneste udvikling i EU. I hans øjne er der er tale om et opbrud og en fornægtelse af de værdier, som vores europæiske samfund bygger på, der finder sted ikke blot i Tjekkiet, men i hele Europa.

”Europa er i total kaos, og vi befinder os i demokratiets dybeste krise. Institutioner og stater har resigneret på deres opgaver, politiske partier er i krise, mens traditionelle værdier og etik er blevet et skældsord,” siger Dominik Duka og tilføjer:

”Det er, som om tanken om kontinuitet og længerevarende projekter er forsvundet fra både det politiske og samfundsmæssige liv. Det politiske liv er blevet reduceret til korte valgperioder, hvor det længerevarende perspektiv bliver glemt.”

Dominik Duka har været ærkebiskop af Prag siden 2010 og holder til i ærkebiskoppaladset skråt over for indgangen til borgen i Prag. Barokpaladset fra 1700-tallet, og paladsets smukke historiske ydre og udsmykning synes at levere et tavst vidnebyrd til hans ord. Væggene ånder af den europæiske kristne historie, som Dominik Duka mener, vi i Europa er ved at smide over bord. Heriblandt ved den massive indvandring, som de seneste år har fundet sted til Europa, og hvis konsekvenser vi ikke er i stand til at overskue. Den er efter hans mening blevet fejlvurderet af de europæiske politikere og udgør en klar trussel for Europas udvikling.

”Alle folkevandringer i historien har resulteret i blodbad og vold og dermed en kulturel og økonomisk tilbagegang. I dag har vi muligheder for at regulere udviklingen, men er ganske naive i vores tilgang. Vi er ikke i stand til at integrere så mange mennesker af en anden kulturel baggrund. Det vil kun bringe ustabilitet, frustrationer og ekstremisme med sig,” siger Dominik Duka, som dermed lægger sig på linje med sin egen regering, der sammen med de andre Visegrad-lande – Ungarn, Polen og Slovakiet – har brugt lignende argumenter i deres nej til at modtage muslimske migranter under EU’s forliste kvotefordeling.

Kardinalen blander sig ofte i samfundsdebatten i Tjekkiet og lægger sjældent fingre imellem, når han kommenterer indenrigs- og udenrigs-politiske begivenheder. Den europæiske migrationskrise er ofte et af emnerne, og Dominik Dukas udtalelser fører med jævne mellemrum til kritik. Den katolske kirke skal ifølge kritikerne ikke blande sig i politik. Det afviser Dominik Duka. Han anfører, at han også er en samfundsborger og som sådan har en demokratisk pligt til at deltage i den samfundsdebatten og give udtryk for sin bekymring.

”Jeg deltager bredt i alle samfundsmæssige aktiviteter og ser beskyttelsen af grundlæggende menneskerettigheder, frihed og kristendom som det vigtigste emner i vores civilisation,” siger han.

Dominik Duka mener, at de europæiske politikere tager fejl i deres forsøg på at løse Europas demografiske problemer med indvandring, og han er en ivrig kritiker af den tyske forbundskansler, Angela Merkels, åbning af grænserne i september 2015.

”Det er naivt at tro, at vi kan blande mennesker af forskellig kultur og religion. Der findes ingen global kultur. Vi må hjælpe i de lande, migranterne kommer fra, og ikke tømme deres lande for indbyggere, som vi ikke engang er i stand til at integrere,” siger han.

Migration er dog langtfra det eneste problem, som den 75-årige ærkebiskop ser som et bevis på, at udviklingen i Europa bevæger sig i en forkert retning. Det skyldes også skreddet i de traditionelle familiemønstre, en overdrevet politisk korrekthed og et totalt fravær af etiske værdier og historisk forstand, mener han.

Dominik Duka betegner det således som chokerende og tragikomisk, at EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, deltog ved festlighederne i den tyske by Trier i maj ved afsløring af en kæmpemæssig kinesisk Karl Marx-statue i anledning af 200-året for Marx’ fødsel.

”Den militante ateisme har i menneskets befrielses navn taget millioner af menneskeliv. Vi taler om de marxistiske økonomiske modellers manglende succes, men skal også huske den tragiske ødelæggelse af samfundet, der fandt sted dengang. Det er svært at forstå mennesker, som på den ene side er forarget over eksempelvis Stalins rolle i historien, men accepterer Marx og hans tilhængeres negative rolle,” siger mener kardinalen, som selv sad i fængsel på grund af sin tro under det daværende tjekkoslovakiske socialiststyre inden fløjlsrevolutionen og østblokkens kollaps.

Vores samtale nærmer sig sin afslutning. Klokken har for længst passeret 12, som skulle markere afslutningen af vores samtale, men det indledende spørgsmål om, hvor Europa er på vej hen, synes langtfra af være besvaret. Dominik Duka smiler:

”Jeg ved det ikke, men vi er nødt til at komme tilbage til de moralske og etiske værdier, vores europæiske samfund bygger på. Det er alt for nemt at påstå, at vi skal elske menneskeheden og hele verden, men det er straks sværere at elske sine nærmeste.”