Europa er blevet splittet mellem kreditorer og skyldnere

Europa hænger efterhånden kun sammen af grum nødvendighed, skriver George Soros, amerikansk finansmand og filantrop. Han vil oprette solidaritetshuse i Grækenland, der kan hjælpe både grækere og asylsøgere

EU's asylpolitik er brudt sammen: Flygtningene skal ansøge i det første land i EU, de kommer til, men den græske regering kan ikke behandle sagerne, og omkring 60.000 flygtninge er blevet sat i forvaringslejre under umenneskelige forhold.
EU's asylpolitik er brudt sammen: Flygtningene skal ansøge i det første land i EU, de kommer til, men den græske regering kan ikke behandle sagerne, og omkring 60.000 flygtninge er blevet sat i forvaringslejre under umenneskelige forhold. Foto: Tomas Bertelsen Denmark.

Den Europæiske Union var engang, hvad psykologer kalder for et fantastisk objekt: et ønskværdigt mål, som satte folks fantasi i gang. Jeg betragtede unionen som det konkrete udtryk for et åbent samfund et forbund af lande, som opgav dele af deres suverænitet for almenvellet og dannede en union, hvor ingen af landene dominerede de andre.

Eurokrisen truer nu med at gøre EU til noget ganske andet. Medlemslandene er delt op i to kategorier: kreditorer og skyldnere med kreditorerne ved roret. Tyskland indtager som det største og mest kreditværdige land en dominerende position. Som et resultat af den førte politik betaler skyldnerlandene betragtelige risikopræmier for at finansiere deres gæld, og det afspejler sig i deres generelle omkostninger til finansiering. Det har skubbet skyldnerlandene ud i en alvorlig økonomisk krise og stillet dem i en yderst ugunstigt konkurrenceposition, der truer med at blive permanent.

LÆS OGSÅ: Europa lige nu

Det er ikke resultatet af nogen bevidst plan, men af en række politiske fejltrin. Tyskland var ikke ude efter at få en dominerende stilling, og landet er modvilligt over for at påtage sig det ansvar og de byrder, det medfører. Jeg kalder det EUs tragedie.

Men der sker ting på det seneste, der indgyder håb. Myndighederne gør tiltag for at rette op på deres fejl. Her tænker jeg på juni-topmødets beslutning om at danne en bankunion og Den Europæiske Centralbanks plan om ubegrænset indgriben i markedet for statsobligationer. Finansmarkedet er blevet forsikret om, at euroen er kommet for at blive. Det kan blive et vendepunkt, hvis det bliver styrket med yderligere positive skridt. Desværre har det blot styrket den tyske modstand mod at give flere indrømmelser.

Et karakteristisk træk ved den tragedie, jeg taler om, er, at den (kun) nærer sig ved håb. Tyskland er villig til at gøre lige akkurat nok til at holde euroen sammen, men heller ikke mere. Det er sådan, eurozonen bliver permanent delt op mellem kreditorer og skyldnere.

Det er så dyster en udsigt, at det ikke må blive til virkelighed. Der må være en måde at undgå det historiens gang er jo ikke skrevet på forhånd. Dengang EU blot var en idé og et fantastisk objekt, blev den opfattet som et instrument for solidaritet. Nu hænger Europa kun sammen af grum nødvendighed. Det fører aldrig noget godt med sig i en relation. Den eneste måde, man kan vende denne tilsyneladende uafvendelige skæbne på, er ved at vække den solidariske ånd til live igen.

Jeg er en varm tilhænger af Den Europæiske Union som den konkrete form af et åbent samfund. Derfor har jeg søsat Open Society Initiative for Europe (Initiativet for Åbent Samfund Europa, red.) og set på måder, vi kan opnå dette mål.

Jeg indså, at det bedste sted at begynde må være der, hvor den nuværende politik har skabt de største lidelser. Og det er helt klart i Grækenland. Især de mange migranters og asylsøgeres skæbne i Grækenland har gjort indtryk på mig. Og deres kvaler kan ikke adskilles fra grækernes kvaler. Et initiativ rettet alene mod migranterne ville blot styrke den fjendtlighed, de allerede møder hos dele af flertalsbefolkningen.

Problemet så uløseligt ud, og jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle gribe det an. Men for nylig var jeg i Stockholm for at mindes hundredåret for den svenske diplomat Raoul Wallenbergs fødsel. Det vakte mine minder om Anden Verdenskrig til live den katastrofe, som EU opstod af.

Wallenberg var en helt, der reddede mange jødiske liv ved at oprette huse under svensk beskyttelse i Budapest. Under den tyske besættelse af Ungarn var min egen far også en helt. Han reddede sin familie og venner og andre. Han lærte mig at gå i flæsket på den barske virkelighed og ikke bare underkaste mig den passivt.

Det gav mig min idé. Vi skal oprette solidaritetshuse i Grækenland, der kan fungere som medborgerhuse for lokalbefolkningen, hvor migranter også skal kunne få mad og tag over hovedet. Der er allerede mange initiativer i gang, og civilsamfundet er stærkt engageret i projekterne, men problemets skala er enormt. Det, jeg taler om, er at styrke de eksisterende indsatser.

EUs asylpolitik er brudt sammen: Flygtningene skal ansøge i det første land i EU, de kommer til, men den græske regering kan ikke behandle sagerne, og omkring 60.000 flygtninge er blevet sat i forvaringslejre under umenneskelige forhold. Indvandrere, der ikke lader sig registrere og bor på gaden, bliver angrebet af banderne fra Gyldent Daggry (nationalistisk græsk parti, red.).

Norge har udtrykt interesse for flygtningenes skæbne i Grækenland og inden for EU. Sverige giver indvandrings- og asylpolitik prioritet. Norge og Sverige er derfor de første kandidater til at støtte solidaritetshusene. Forhåbentlig vil Tyskland og andre EU-lande slutte sig til dem.

For tiden yder Gyldent Daggry socialhjælp til grækerne og angriber migranterne. Det initiativ, jeg foreslår, skal tilbyde et positivt alternativ. Det skal grunde sig i solidaritet: europæisk solidaritet med grækerne og græsk solidaritet med migranterne. Det ville være en vægtig demonstration af den solidaritetsånd, der bør gennemstrømme Den Europæiske Union.