“Det er svært at erkende, at den verden, man holder af og er nogenlunde tryg ved, er ved at forsvinde,” siger hun.
Den verden, som Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa, holder af, er præget af liberale frihedsværdier og respekt for de nationale grænser. Det er den verden, som er i fare for at krakelere nu, ikke mindst på grund af krigen i Ukraine.
Lykkes Friis’ nye bog, “Tårernes Europa”, tager på mange måder udgangspunkt i et tidligere opdelt Europa, som europaeksperten også selv har oplevet.
“I sommeren mellem 2. og 3. g oplevede jeg det jerntæppe, der gik gennem Europa, og jeg vinkede til menneskene på den anden side. Den oplevelse er jeg meget taknemmelig for, for ellers havde jeg aldrig forstået, hvad det betød at være derovre,” siger den 53-årige direktør.
Lykke Friis’ forrige bog hedder “Håbets Europa” og beskriver den eufori og ja, det håb, som var kendetegnet ved Europa efter Berlinmurens fald i 1989. Det er måske derfor ikke så underligt, at ordet “håb” nu er skiftet ud med “tårer”.
“At der i dag skulle gå endnu et jerntæppe gennem Europa, havde jeg aldrig forestillet mig.”
Tysk identitetskrise
Bogens indledning er en scene fra den 27. september i år. Der er gået hul på de to Nordstream-gasledninger, som løber fra Rusland til Tyskland via Østersøen. Samme dag er Lykke Friis i Berlin, hvor hun deltager i indvielsen af en ny stiftelse, Helmut Kohl Stiftelsen, som er opkaldt efter Tysklands kansler fra 1982 til 1998. Genforeningskansleren, som han også blev kaldt.
“Symbolikken ved arrangementet på Gendarmenmarkt kunne dårligt være tydeligere: Kohl, en af fædrene for det Håbets Europa, der opstod i kølvandet på 1989, blev hædret af Merkel, som gik af få måneder, før det stod klart, at dette Europa var endeligt forvitret,” skriver Lykke Friis i bogen.
Anden Verdenskrig har i høj grad betydet noget for netop den tyske selvforståelse, mener Friis, som selv har en tysk mor.
“Tyskland kunne efterhånden sige, at landet havde lært af historien. At man ikke længere var et aggressivt land som under krigen. Men et land, som folk brød sig om,” siger hun.
“Men nu er landet i en identitetskrise. Især økonomisk, hvor landet før har haft tre grundpiller: Billig russisk energi, meget eksport til Kina, og så er det lykkedes dem at sende forsvarsregningen til amerikanerne. Nu skal de opfinde en ny økonomisk opskrift.”
Vi har forsømt Ukraine
Forliset af Håbets Europa, altså det Europa, vi så lige efter 1989, bør have lært os forskellige ting, mener Lykke Friis. Én af de ting knytter sig specifikt til Ukraine.
“At Ukraine var så afgørende et land – at det kunne få store omkalfatrende konsekvenser for vores egen sikkerhed og økonomi – indgik ikke i EU’s kalkule. Hos den brede befolkning var Ukraine heller ikke på det mentale landkort,” skriver Lykke Friis i “Tårernes Europa”.
Europas næststørste land er siden dets uafhængighed i 1991 blevet betragtet som et slags ingenmandsland, mener Lykke Friis. Ukraine er blevet set gennem et “stormagtsfilter", som for eksempel har haft indflydelse på, hvordan Vesten har forholdt sig til ukrainsk medlemskab af EU og Nato.
“Til gengæld har balterne og polakkerne opfattet Ukraine som en slags bror eller søster. I 1996 ville polakkerne optage Ukraine i EU, men der tænkte mange, også jeg selv, at det var voldsomt at optage et land, der slet ikke mindede om os,” siger hun.
“I Vesten har der siden dengang hele tiden været noget, som var vigtigere for os. Flygtningekrisen, Brexit, coronakrisen for eksempel.”
Siden den 24. februar har vesteuropæere til gengæld flaget med det blå-gule ukrainske flag og huset ukrainske flygtninge. “Ukraines kamp er vores kamp” har det lydt fra Vesten. Og pludselig gik det også stærkt med at give Ukraine EU-kandidatur.
“EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, tog tidligere på året til Ukraine for at række præsidenten, Volodymyr Zelenskyj, ansøgningsskemaet. Der var ret bred enighed om, at det skulle ske nu og her,” siger Lykke Friis, som dog forudser, at det vil tage sin tid.
“Der findes instant coffee (hurtig kaffe), men ikke noget instant medlemskab. Ukraine har for eksempel store problemer med korruption, så vi bliver nødt til at tage os tid, at se på nuancerne.”
Et større udsyn
Spørger man Lykke Friis, om de vesteuropæiske lande skulle have været mere ydmyge, lyder svaret prompte:
“Ja!”.
Ikke kun over for balterne, der lang tid før os ønskede ukrainerne velkommen i det europæiske fællesskab – og oprigtigt frygtede en russisk invasion. Men også over for resten af verden, mener Lykke Friis.
“Det er imod alle spilleregler at fjerne et land fra kortet, som den russiske præsident Vladimir Putin forsøger på, og vi har troet, at Afrika, Kina og Indien kom til at støtte sanktioner mod Rusland. Men vi har følt os overlegne, for det kommer de ikke til. Måske fordi vi har ignoreret dem i forbindelse med for eksempel klimakrisen og covid-19,” siger Lykke Friis.
“I den verden, vi kommer til at leve i, har vi brug for at få skaffet os nogle nye venner og få et større udsyn.”
Europa krakelerer
“Hvad der kommer efter den nuværende mellemstation, Tårernes Europa, afhænger i høj grad af, om vi i fællesskab formår at reagere i tide,” skriver Lykke Friis i sin nye bog.
Spørgsmålet er så: i tide før hvad?
Lykke Friis vil ikke spå om fremtiden, men taler dog om to skrækscenarier.
“Det første er risikoen for atomkrig. Det andet er, at vi giver op på Ukraine. Vi er dekadente i Vesten, og derfor kan man være i tvivl om, hvorvidt vi vil lide flere afsavn for Ukraines skyld. Så vil der ikke gå lang tid, før Putin prøver at hapse dele af det gamle Sovjetunionen. Intet taler for, at han ønsker at standse sin imperialistiske krig,” siger hun.
Siden den 24. februar og indtil nu har Europa dog været i stand til at vise samlet handlekraft.
“De første otte måneder af krigen har vi oplevet et sammenhængens Europa. Vi har truffet beslutninger. Tyskland vil bruge 100 millioner euro på forsvaret, Sverige og Finland vil optages i Nato, EU har været i stand til at levere våben,” siger Lykke Friis.
“Men nu begynder det for alvor at slå sprækker. Folk går på gaden og demonstrerer mod høje energipriser, og det er jo præcis det, Putin har satset på – den hårde vinter.”
“Tårernes Europa” viser et Europa, der er ved at krakelere, og som allerede har gjort det i et stykke tid. Lykke Friis fortæller om sin skuffelse over, at for eksempel Tyskland ikke tidligere reagerede på krigen i Ukraine.
“Jeg bliver vred, når jeg tænker på, hvorfor Angela Merkel ikke vedkender, at hun burde have gjort noget andet. Hun har endda før krigen udtalt, at hun var sikker på, at Putin ville angribe Ukraine. Hvorfor lod hun så det tyske forsvar forvitre? Hvorfor fortsatte hun godkendelsen af Nordstream 2?”, siger hun.
“Det er noget inde i mig, der krakelerer ved denne tanke. Måske især fordi jeg er halvt tysk.”
Lykke Friis bliver nogle gange spurgt, om hun ikke længere har håb for Europas fremtid.
“Det har jeg. Ikke siden 1989 har vi haft en så principiel diskussion, som handler om, at vi ikke skal tage demokratiet for givet. Vi kæmper for det, så det er håbefuldt,” siger hun.
Og så sender Lykke Friis også en kærlig tanke til Uffe Ellemann-Jensen, der var udenrigsminister, da Muren faldt:
“Det rører mig dybt, at han dør netop i år, hvor Håbets Europa er forbi. Men på trods af det nåede Uffe Ellemann at se, at vi handlede på krigen.”
Titlen “Tårernes Europa” har en dobbelt betydning for Lykke Friis. Bogen er nemlig dedikeret til hendes bror, Kåre Friis, der i marts døde af sygdommen als.
“Det er både Europas, men også mine egne tårer. Men man skal huske, at på et tidspunkt tørrer tårerne.”