Prøv avisen

Voxpop: Europa, hvad nu?

Hvad konsekvenserne er for det europæiske samarbejde og for Danmarks rolle i Europa efter briternes brexit. Vi har spurgt en række forskellige personer. Foto: Scanpix

Efter at et snævert flertal af briterne ved torsdagens folkeafstemning har sagt ja til at forlade Den Europæiske Union, er det store spørgsmål, hvad konsekvenserne er for det europæiske samarbejde og for Danmarks rolle i Europa.

Per Stig Møller, tidligere udenrigsminister og medlem af Folketinget for De Konservative:

”De tilbageværende 27 EU-lande har brug for at se hinanden i øjnene og beslutte, om de vil fortsætte - og hvis det er det, de vil for alvor, må de finde ud af, hvorfor der er så stor skepsis over for EU i deres befolkninger. Og hvad der skal til for at løse den. Man kan ikke bare blive ved med at marchere hen over så store skeptiske vælgergrupper.

De burde tage på et fire dages krydstogt på Middelhavet, langt væk fra alle nysgerrige, og få talt i bund. Store problemer løses ikke på topmøder. De løses gennem uformelle samtaler.

Mit gæt er, at vi vil se et EU med en kerne på 9-14 lande, der vil styrke deres samarbejde og træffe de store beslutninger. I periferien vil ligge de øvrige 13-18 lande, som så kan hoppe med på de beslutninger, de synes om, og lade resten ligge.

Noget andet er, at nej’et udstiller det problematiske forhold mellem det repræsentative og det direkte demokrati. Vi ser igen og igen, at store flertal i de nationale parlamenter bliver underkendt, når sagerne bliver sendt til folkeafstemning.”

Ritt Bjerregaard, tidligere socialdemokratisk minister, medlem af Folketinget og EU-kommissær:

”Der er ingen tvivl om, at en britisk udtræden vil svække EU. Men det vil ikke være den store ulykke for EU. Man må huske, at Storbritannien først er kommet til senere i det europæiske samarbejde og nok så meget af handelsmæssige årsager. Briterne var ikke med til at grundlægge og opbygge fællesskabet, og de har aldrig rigtig været vilde med den europæiske idé. Så det er ikke en drivkraft eller bærende sokkel under det europæiske projekt, vi siger farvel til.

Det er klart, at man ikke kan udelukke, at det britiske nej vil føre protester med sig i andre lande, men det er en udfordring, de nationale politikere bør tage på sig. Når man ser, hvem der har stemt nej i Storbritannien og hvem, der ellers er modstandere af unionen, er det i høj grad udsatte grupper, som er blevet ramt af den stigende ulighed. De føler, at de er blevet glemt og svigtet af de etablerede politikere, og EU er det nemmeste sted at vise sin protest.

Det er deres bekymring, der skal tages alvorligt – og det skal være de nationale politikere, der gør det. Problemet ligger i forholdet mellem politikerne og folket og kan ikke løses af eksperter i Bruxelles.”

Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie:

”Jeg er meget pessimistisk på EU’s vegne. Forsøget på at skabe en statslignende institution var i forvejen mislykket, men nu står det lysende klart for alle. Jeg forudser ikke, at EU bliver nedlagt, men unionen kommer ikke i fremtiden til at spille nogen rolle i international politik.

Man kan se frem til et Europa som ramme om en løs koalition af nationalstater, der fortsat vil handle med hinanden, men ikke stå sammen politisk. Det kommer kun til at gå én vej, og hvis man havde en lignende folkeafstemning i Frankrig, ville resultatet blive det samme, og inden længe vil det samme være tilfældet i Tyskland.

En kyniker vil sige, at Tyskland har holdt sammen på Den Europæiske Union for at komme tilbage i det gode selskab efter Anden Verdenskrig. De har troet på projektet og ofret penge på det, men nu ser man en stigning i tilslutningen til det EU-skeptiske og flygtningekritiske Alternative für Deutschland.

Hvis Tyskland vælter, så er løbet kørt, men det går i den retning. Danmark kommer også til at gå i briternes fodspor, fordi vi fejlagtigt tror, vi minder om dem.”

Sir Christopher Meyer, britisk samfundsdebattør og topdiplomat med en fortid som ambassadør i USA og Tyskland:

”En britisk udmeldelse kan resultere i at, den hårde kerne i EU med Tyskland og Frankrig i spidsen beslutter sig for, at der skal gøres noget ved den frie bevægelighed. De vil bruge resultatet af den britiske folkeafstemning til at sige, at det er i deres interesse at ændre vilkårene, og så vil det være en helt andet union end den, briterne har stemt nej til.

Og med briternes nej til EU vil USA geopolitisk fortsætte tendensen med at flytte interesse og loyalitet til Tyskland.

USA har altid haft en interesse i at støtte europæisk integration – og ikke mindst at briterne sad i hjertet af beslutningerne for at varetage den angelsaksiske tilgang til økonomien. Amerikanerne har altid frygtet, at middelhavslandene inklusive Frankrig ville presse på i retning af en mere protektionistisk økonomi, hvilket ikke var i USA’s interesse.

Nato-samarbejdet kan ligeledes blive påvirket negativt, for når der er et harmonisk EU, så smitter det også positivt af på Nato.”

Sara Hagemann, EU-ekspert ved London School of Economics og seniorforsker ved projektet Storbritannien i et Europa under forandring:

”Briternes nej er et chok for systemet, som vil få store konsekvenser ikke bare for Storbritannien, men for hele EU, men jeg tror ikke, at det vil lamme systemet.

Vi kan forvente et af to scenarier: Enten vil den britiske afgørelse have afsmittende virkning på de politiske debatter i andre medlemslande, måske med afstemninger i lande som Holland, Ungarn og Danmark om enten hele EU-medlemskabet eller dele af det. Men de resterende EU-lande vil forsøge at sikre, at der ikke sker en dominoeffekt.

Afgørelsen får muligvis også store konsekvenser for næste års vigtige valg i Frankrig og Tyskland, fordi deres EU-kritiske partier får et nyt momentum. På den anden side kan resultatet tvinge de resterende EU-ledere til at stå samlet og sende et stærkt fælles budskab om, hvordan EU nu skal bevæge sig fremad.

De mange store udfordringer for EU – og især for eurozonen – kan sende de resterende 27 EU-regeringer ind i en ny fase i den europæiske integrationshistorie, fordi Storbritannien har afvist EU-projektet, og alt hvad det står for.

EU er berømt for sin evne til at gå igennem kriser. Men der vil være behov for et stærkt lederskab fra EU-regeringerne, hvis EU skal bestå.

Peter Tudvad, dansk filosof og forfatter, bosat i Berlin:

”Vi taler meget om, hvor dominerende Tyskland er som det folkerigeste og økonomisk stærkeste land i EU. Når så vigtigt et medlem som Storbritannien forlader EU, må vi sætte vores lid til, at vi bliver ved med at have så europavenlig en regering, som vi har nu i Berlin. Men man gambler med Europas fremtid.

I takt med at flere østlande har fået nationalistiske regeringer, falder støtten til EU, og de tyske nationalister Alternative für Deutschland, som har vippet mellem syv og 13 procent i folkelig tilslutning, får formentlig vind i sejlene nu, hvor briterne har bevist, at det kan lade sig gøre at melde sig ud.

Jeg rejser meget mellem Danmark og Tyskland, og det er nyt at skulle rejse med pas. Hvad bliver det næste? Det er virkelig trist. EU skal gøre det, EU har forsømt i 10 år nemlig at fortælle, hvad det her positive projekt går ud på.

Man skal samtidig lytte til den kritik, der handler om, at EU kun bør centralisere, når der er en mening med det. Man kan begynde at fortælle de store historier, hvilket er populært i Tyskland, men ikke i Danmark. Finansminister Wolfgang Schäuble trækker for eksempel tråde tilbage til Anden Verdenskrig og siger, at deri ligger Tysklands forpligtelse på et samlet Europa og nabolandenes garanti for, at historien ikke gentager sig.”