Europa kæmper igen med rekordhøje smittetal

Med efterårets komme har flere europæiske lande oplevet et rekordhøjt antal coronasmittede. WHO opfordrer til at være kompromisløs i kampen mod smitten, men politikere vægrer sig mod at lukke hele samfund ned

I Frankrig har regeringen indført udgangsforbud efter klokken 21 i Paris og otte andre storbyer med høj smittefare. Her ses folk med mundbind på gaden i Marseilles.
I Frankrig har regeringen indført udgangsforbud efter klokken 21 i Paris og otte andre storbyer med høj smittefare. Her ses folk med mundbind på gaden i Marseilles. . Foto: Eric Gaillard/Reuters/Ritzau Scanpix.

Sorgløse sommerdage med solskin og friluftsliv har formentlig forledt en del europæere til at tro, at coronavirussen var under kontrol, og højtstående politikere har endda ment, at bølge nummer to ville udeblive. Men de seneste dages tal har med skræmmende klarhed vist, at det ikke er tilfældet. Med efterårets komme er de daglige smittetal steget i mange lande, og det har skabt frygt for, at Europa er ved at miste kontrollen med det seneste coronaudbrud.

Verdenssundhedsorganisationen WHO’s Europa-kontor har opfordret landene til at være ”kompromisløse” i deres forsøg på at kontrollere virussen, og Frankrig har indført udgangsforbud for 18 millioner mennesker i Paris og otte andre storbyer.

”Vi bliver nødt til at handle. Vi bliver nødt til at bremse spredningen af virussen,” sagde præsident Emmanuel Macron onsdag aften på tv.

”Vi går ikke på restauranter efter klokken 21, vi vil ikke se venner, vi vil ikke feste, for det er sådan, vi spreder virussen til hinanden,” sagde han.

Præsidenten har også genindført den undtagelsestilstand i landet, som sluttede for tre måneder siden. Samtidig har fransk politi i går ifølge nyhedsbureauet AP ransaget bopælen for landets tidligere premierminister, Edouard Philippe, den tidligere og den nuværende sundhedsminister og andre topembedsmænd som led i en efterforskning af regeringens håndtering af pandemien. Efterforskningen er udløst af adskillige klager de seneste måneder, især over manglende masker og andet sikkerhedsudstyr.

I Storbritannien har et hastigt stigende smittetal fået oppositionen til at kræve en midlertidig nedlukning af hele det britiske samfund for at redde liv. Storbritannien rapporterede 19.724 nye smittetilfælde i onsdags – en stigning på 2517 i forhold til dagen før, og en del af landet, Wales, har lukket ned for rejsende fra de områder af England, Skotland og Nordirland, som er hårdest ramt.

Den konservative premierminister, Boris Johnson, ”udelukker naturligvis intet i bekæmpelsen af virussen”, men han har foreløbig modsat sig en fornyet national nedlukning og i stedet begrænset restriktionerne til bestemte regioner med høj smittefare. I den nordvestlige Liverpool-region lukker man barer, fitnesscentre og andre virksomheder, måske i flere måneder.

”Hele pointen er at gribe dette øjeblik nu for at undgå ulykken ved endnu en national nedlukning,” sagde Johnson i onsdags til det britiske parlament og artikulerede dermed en generel frygt i Europa for de vidtrækkende økonomiske konsekvenser ved at lukke hele samfund ned.

Både oppositionen og flere af Johnsons egne videnskabelige rådgivere har ifølge nyhedsbureauet Reuters peget på, at en total nedlukning i to-tre uger vil kunne redde tusinder af liv.

I Tyskland, EU’s folkerigeste land, er politikerne også alarmerede over smitten. I går rapporterede det tyske Robert Koch-Institut om 6638 smittetilfælde på et døgn, og det er højere end den hidtidige rekord på næsen 6300 smittede under den første bølge i marts. En del af stigningen kan dog skyldes, at man tester flere end i foråret.

”Hvad vi gør og ikke gør nu, vil være afgørende for, hvordan vi kommer igennem denne pandemi,” sagde forbundskansler Angela Merkel på et pressemøde i onsdags.

Kansleren og lederne af de 16 tyske delstater er blevet enige om en række stramninger for at dæmme op for smitten. I Berlin har man for første gang siden 1949 indført påbud om, at barer, restauranter og ølkiosker skal holde lukket efter klokken 23. Men stramningerne vil formentlig blive endnu flere, advarer Merkels departementschef Helge Braun, som opfordrer til, at befolkningen ”ikke bare siger, ’hvad har jeg lov til at gøre nu’, men dybest set gør endnu mere” end det vedtagne. Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, advarer ifølge Spiegel Online om, at de økonomiske konsekvenser af en ny nedlukning er ”meget tættere på”, end ”vi vil indrømme”.

Og Merkel har understreget, at nabolandene også bliver nødt til at tage ”meget drastiske foranstaltninger”.

Holland har allerede lukket barer og restauranter, og Tjekkiet og Nordirland har lukket skoler. Det tjekkiske sundhedsministerium registrerede i onsdags rekordhøje 9544 smittetilfælde, og militæret er i færd med at oprette et hospital i Prag til behandling af coronapatienter.

”Vi er nødt til at opbygge ekstra kapacitet hurtigst muligt,” siger den tjekkiske premierminister Andrej Babis ifølge nyhedsbureauet AP.

”Vi har ingen tid at spilde. Prognosen er ikke god.”

Italien er et af de lande, der hidtil har klaret sig bedst under den anden bølge, men i onsdags registrerede italienske sundhedsmyndigheder rekordhøje 7332 nye smittetilfælde, et tal, der overstiger det hidtil højeste antal på 6557 i marts, da Italien blev fuldstændig overrumplet af virussen. Italienske sundhedseksperter vurderer, at landet kan blive nødt til at lukke helt ned i julen for at bremse smittespredningen. Andrea Crisanti, ledende virolog fra Padua Universitet, siger til tv-kanalen Rai News 24, at en national nedlukning i juleferien vil kunne ”nulstille systemet” og gøre det nemmere at spore, hvem der spreder virussen.

Det var ved årsskiftet i år, at verden for første gang blev bekendt med en ny mystisk virus i den kinesiske Hubei-provins. I dag godt 10 måneder senere er 38,6 millioner mennesker på verdensplan registreret smittet med corona, og virussen har kostet næsten 1,1 millioner livet.