Marc Knobels familiehistorie er i sig selv et resumé af den europæiske antisemitisme. Det jødehad, den 59-årige historiker har analyseret i sine bøger som forskningsleder i de franske jøders nationalorganisation, Crif, er et kontinuum. En vedvarende, dunkende rytme i Europas historie. Præcist som i Knobel-familiens historie, der har udfoldet sig over det meste af Europa for at ende i Frankrig, hvor Marc Knobels far i 2012 sad foran sit tv-apparat og så billederne af et skudattentat foran en jødisk skole i Toulouse. Fire børn og en lærer var blevet mejet ned af en islamisk terrorist.
”Begynder det nu igen. Får det da aldrig ende,” spurgte han.
”Det” var indkapslet i den gule stjerne, som faderen selv havde båret som barn i Vichy-regeringens Frankrig, og som den ni-årige Marc Knobel fandt i dækketøjs-skabet en dag i 1969.
”Det”, jødehadets århundredgamle svøbe, havde allerede i begyndelsen af det 19. århundrede sendt bedsteforældrene på flugt fra henholdsvis Ukraine og Polen. Her havde jøder før dem søgt tilflugt efter at være blevet forvist fra eksempelvis det katolske Spanien. Nu flygtede de igen den modsatte vej – til Frankrig, hvor deres barnebarn, Marc Knobel, 100 år senere konstaterer, at jøder stadig dræbes ene og alene, fordi de er jøder.
”Det er de samme stereotype fordomme om jøder, som bærer antisemitismen. Vi hører stadig de gamle komplotteorier om den jødiske lobby, der kontrollerer medierne og statsapparatet, eller om den kapitalistiske, udsugende jøde. Det var de fordomme, der skabte pogromerne, og som i dag fører til, at unge muslimer overfalder og dræber en gammel kvinde eller en ung mand, fordi de er jøder og derfor pr. definition er rige. Antisemitismen er der hele tiden,” siger Marc Knobel.
Jøderne var terrormål i 2015 med gidseltagningen i et jødisk supermarked i Paris to dage efter angrebet på satirebladet Charlie Hebdo. I sidste uge blev 107 jødiske gravsteder dækket af hagekors nær Strasbourg, og Frankrig talte sidste år 501 antijødiske handlinger, en stigning på 74 procent i forhold til året før.
Landet indtager ikke desto mindre en særlig plads i jødernes kollektive, europæiske bevidsthed.
”Som et resultat af den franske revolution fik franske jøder religionsfrihed og blev anerkendt som ligeværdige borgere i 1791. Det var enestående i 1700- og 1800-tallets Europa. Men Frankrig var også med til at grundlægge den moderne antisemitisme,” understreger Marc Knobel.
I 1853 grundlagde Arthur de Gobineau den moderne raceteori, der siden inspirerede Adolf Hitler til nazismens ideologi om det ariske herrefolk. Og i 1886 skrev en anden franskmand, Édouard Drumont, bogen ”La France Juive” (Det jødiske Frankrig), der blev en enestående salgssucces.
”Bogen hævder, at Frankrig er blevet ’jødiseret’ og kontrolleres af en jødisk lobby. Drumont blander det kristne jødehad, der beskylder jøderne for at være Kristi morder, med Karl Marx’ antikapitalistiske antisemitisme. Han giver jøderne skylden for finanskrakket i 1882 og beskriver jøderne som kosmopolitiske fjender af den nationale identitet. Bogen bliver en af grundstenene i den europæiske antisemitisme,” forklarer Marc Knobel.
Den når et første klimaks i Frankrig med Dreyfus-affæren, hvor den jødiske officer Alfred Dreyfus i 1894 uskyldigt dømmes for forræderi til fordel for det tyske kejserrige.
”Sagen vedligeholder en varig anti-jødisk politisk strømning i nationalistiske kredse, der senere støtter Vichy-regimet. Men antisemitismen virker på tværs af partiskellene. Fremtrædende medlemmer af Vichy-regeringen var oprindeligt kommunister. Trods holocaust har jødehadet overlevet på den yderste franske højrefløj, for eksempel i skikkelse af (Front National-stifteren) Jean-Marie Le Pen,” siger Marc Knobel.
Her eksisterer den stadig, men i dag er det især Israel-Palæstina-konflikten, der er drivkraften i en ny antisemitisme på venstrefløjen og i den muslimske befolkning.
”Konflikten importeres til Frankrig, hvor muslimer identificerer sig med palæstinenserne og sætter lighedstegn mellem jøder, også i Frankrig, og israelsk politik. At man i dagens Frankrig skal høre nogen råbe ’død over jøderne’ er hårrejsende,” siger den franske historiker.
Men det er h ele Europa, der skal ransage sin samvittighed, mener Marc Knobel.
”Det er Europas gamle antisemitisme, der kommer til live igen og igen, snart på højrefløjen, snart på venstrefløjen eller i muslimske miljøer. Den antager forskellige former i forskellige lande. Højreekstremistisk antisemitisme i Tyskland, muslimsk og nynazistisk i Sverige. I Ungarn er der meget få jøder, men meget stærke antijødiske stereotyper,” forklarer han og fastslår:
”Det er de stereotype forestillinger om, hvad ’jøder’er, der er bærende for antisemitismen. Det, og så en hysterisk debat om Israel og Palæstina sammen med uvidenhed. I Frankrig siger en ud af fem mellem 15 og 35 år, at de aldrig har hørt udtrykket holocaust. Resultatet er, at en million jøder i Europa nu spørger sig selv, om de stadig har en fremtid i Europa.”
Og det kan få direkte konsekvenser, advarer den franske historiker:
”Der er en reel risiko for, at jøderne rent faktisk vil forsvinde fra Europa. Europæerne bliver nødt til at udøve en form for selvkritik. Tyskland har haft mod til at tage et opgør med sin fortid, som få lande har gjort det. Men der, hvor det ikke er sket, som i det tidligere Østtyskland, kommer antisemitismen igen lynhurtigt,” siger han og henviser til, at der ved et angreb i østtyske Halle, som i oktober kostede to tilfældige personer livet, kun blev undgået en massakre, fordi det ikke lykkedes terroristen at komme ind i synagogen.
”Antisemitisme og racisme er en trussel for hele samfundet. Enten tolererer man det, eller også tolererer man det ikke. Jeg er ikke politiker, det er ikke mit arbejde at finde løsningerne. Men vi skal have en selvransagelse,” fastslår Marc Knobel.