Han forudsiger ikke, at eurozonen helt sikkert vil bryde sammen. Men det er ikke usandsynligt, og han opfordrer alle til at tænke over, hvad der så skal ske.
Den tidligere britiske udenrigsminister lord David Owen er aktuel med en ny bog, hvor han kommer med sit bud på, hvordan det europæiske samarbejde kan omstruktureres eller Europe Restructured som den hedder på engelsk.
LÆS OGSÅ: Europa må bevare ansvarligheden
Bogen er endnu ikke i boghandlerne, men er i al hast udgivet som e-bog som konsekvens af den intensive krise, som eurolandene Grækenland og Spanien står i.
Kristeligt Dagblad møder lord Owen på hans imposante kontor i Londons eksklusive Mayfair-kvarter, hvor der er en endnu mere eksklusiv udsigt over Hyde Park. Han er netop hjemvendt fra Grækenland, hvor han har et hus.
Jeg var første gang i Grækenland, da jeg var 18 år, og jeg forelskede mig i landet. Men jeg var end ikke i nærheden i den tid, hvor juntaen sad ved magten, lyder det bestemt fra den nu 73-årige tidligere politiker.
Grækenland spillede også en central rolle, da han var udenrigsminister for Labour-partiet fra februar 1977 til maj 1979. Det var, mens briterne havde formandskabet for det daværende EF, at beslutningen blev truffet om at indlemme Grækenland, Spanien og Portugal i det europæiske fællesskab. Beslutningen var ikke ligetil. Frankrig havde tætte relationer til Grækenland, men var imod, at Spanien kom ind på grund af den fælles landbrugspolitik. Kommissionen var tilsvarende bekymret over resterne af Francos fascistiske styre, mens briterne var tættere knyttet til Portugal.
Grækenland kom ind lidt før de andre på grund af en fjollet aftale. Men jeg var begejstret over, at det lykkedes. Det var nok også den sidste udvidelse måske med undtagelse af Rumænien og Bulgarien hvor politik var den væsentligste grund. Der var en følelse af, at vi kunne stabilisere de nye demokratier ved at bringe dem ind i fællesskabet, før de egentlig var klar økonomisk, husker David Owen.
Netop den manglende økonomiske disciplin er årsagen til, at Grækenland er landet, hvor det ligger i dag.
Jeg har stor affektion for Grækenland, men også en stor grad af vrede. Jeg var to gange i Athen, hvor jeg advarede dem mod at gå med i euroen, fordi de ikke længere kunne devaluere. Og det var farligt for dem. Jeg har set, hvordan de har fiflet med tallene. Vi ved også, at Helmut Kohl blev advaret mod at lukke grækerne ind, fordi deres regnskabstal ikke var korrekte. Alligevel pressede de projektet igennem med en brutal politisk vilje uden nogen praktisk økonomisk fornuft. Resultatet er, at eliten ikke bliver berørt, mens de fattige lider, siger David Owen, som tilmed vurderer, at de snævre økonomiske bånd, som grækerne er underlagt, vil gøre det mere end svært at rette op på landets økonomi.
Set fra den bløde lænestol på Park Lane i London er det dog ikke Grækenland, som er den store bekymring, fordi bankerne i de rige EU-lande har så store udeståender i Grækenland, at de er nødt til at dække sig ind. Italien og Spanien udgør ifølge Lord Owen et endnu større problem for eurozonen.
Europa er ikke i stand til at træffe beslutninger. Så alle beslutninger er den laveste fællesnævner. Undtagelsen er Angela Merkel, som vi skal huske at hylde som værende en ganske ægte og realistisk politiker, selvom jeg ikke deler hendes holdninger til føderalisme. Og hun er en føderalist. Hun er også af den opfattelse, at hun ikke vil bede tyskerne betale, hvis det går galt på sigt. Hun vil kun gøre det, hvis det leder til et styrket og integreret Europa. Derfor har hun hele tiden haft som plan at tvinge disciplin ned over middelhavslandene, så de kunne blive i eurozonen, siger David Owen.
Nøgleordet her er integration, som i bund og grund vil medføre, hvad David Owen konsekvent kalder USE, United States of Europe eller Europas Forenede Stater. Det sker med den tilføjelse, at det aldrig vil blive det af navn, men at konsekvensen af eurosamarbejdet vil være ét land.
Han understreger, at det ikke er ønskeligt for flere af de nuværende EU-lande og ikke mindst, at det er et skridt, som briterne ikke vil være med til.
Dermed når vi frem til hans vision for et omstruktureret Europa.
Min vision er, at vi skal respektere hinanden og forstå, at nogle lande og i hvert fald ét (Storbritannien) ikke vil acceptere at blive mobbet eller presset til at være en del af et forenet Europa. Hvis vi skal acceptere det, så er det nødvendigt med to strukturer i Europa. Hvis du vil have én valuta, så må du have ét land. Men de skal forstå, at det påvirker os andre, og vi vil sikre, at det indre marked bliver beskyttet. Og det er afgørende, at Danmark står sammen med os, understreger lord Owen på sin egen stilfærdige måde.
Han pointerer, at det ikke handler om at gå tilbage i tiden. Han er også modstander af udtryk som et Europa i to hastigheder. Men at det er muligt at have et indre marked, hvor også eurozonen kan være med.
Det nye indre marked kan skabes på grundlag af de traktater, der allerede findes. Dermed skal medlemslandene ikke ud i nye traktatforhandlinger. Principperne vil fortsat være den frie bevægelighed af varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital. Men den vigtigste politiske pointe er, at alle beslutninger om det indre marked kan træffes med simpelt flertal blandt medlemslandene. På alle andre områder af EU-samarbejdet bør dette til gengæld ikke være tilfældet.
Et andet tilbagevendende tema i hans bog er Tyrkiets medlemskab af EU, ligesom han ser et muligt medlemskab for Ukraine og en række af de Balkan-lande, som endnu ikke er blevet medlem.
Da jeg var udenrigsminister (1977-1979), holdt vi et endagsregeringsmøde, hvor vi besluttede, at vi skulle være for en stadig udvidelse af EU, fordi det var midlet til at stoppe føderalisme, forklarer David Owen og pointerer, at det blot var føderalismen, ikke europæisk samarbejde som sådan, man ville stoppe.
I dag er han vred over, at EU hele tiden afviser Tyrkiet, når de nu vil være et europæisk land.
Tyrkiet er et land, der efter alle standarder vil passe fint ind i et Europa baseret på det indre marked. De har allerede en toldunion med EU. Det eneste problem er spørgsmålet om arbejdskraftens frie bevægelighed. Landet har økonomisk vækst og har bevæget sig markant i spørgsmålet om menneskerettigheder. Jeg siger ikke, det er perfekt, og jeg ser gerne forbedringer, understreger David Owen, som også fremhæver, at Tyrkiet kan bygge en vigtig bro til den muslimske verden.
Samtalen bliver afbrudt af den bippende lyd fra en sms. En sort iPhone kommer frem fra lommen i det mørke jakkesæt efter en undskyldning. Beskeden får et par mindre venlige ord med på vejen, fordi afsenderen forsøger at sælge en pensionsordning. Selv en tidligere udenrigsminister kan ikke slippe for den slags uønsket markedsføring.
Løbende under samtalen bliver der refereret til nuværende og tidligere statsledere i Europa. Hvor Angela Merkel bliver omtalt med respekt trods politisk uenighed, kniber det mere med de seneste britiske ledere.
Tony Blair var uden nogen form for intellektuelle principper, lyder skudsmålet.
Premierminister David Camerons ageren under decembertopmødet viste, at han ikke var forberedt.
Jeg kender en, som underviste ham i Oxford, og han var en af de kvikkeste studerende. Men han er også doven. Og han har levet sit liv som pr-mand, spillet efter gehør og aldrig haft et rigtigt job. Jeg tror, han vokser med opgaven. Men det skal gå stærkt, fastslår David Owen.
I sin bog lægger han op til en britisk folkeafstemning. Men spørgsmålet skal ikke være, om briterne vil være medlem af EU, men om de vil være en del af et indre marked. Og han er ret sikker på, at det i givet fald vil ende med et ja.
Det er i vores interesse. Der er ikke nogen uvilje mod Europa blandt briterne. Selv i UKIP (uafhængighedspartiet, der vil ud af EU, red.) er de fleste tilhængere af frihandel. Det er det, der virker, så vi skal spørge vælgerne, om de vil være en del af det, mener David Owen, der forudser, at briterne skal have en folkeafstemning hvis ikke næste år, så inden udgangen af 2016.
Analysen fra lord Owen er, at EU er blevet alt for kompliceret, hvilket forsvars- og udenrigspolitikken er et eksempel på.
Hver gang Europa skal tage en svær politisk beslutning, så er man splittet eller søger laveste fællesnævner og går uden om de sværeste beslutninger. Vi har set det igen og igen, og vi så det senest omkring Libyen. Vi skulle aldrig i Maastricht-traktaten have accepteret et fælles forsvar, og danskerne gjorde det rette med deres forbehold, understreger David Owen, som også selv var fanget i det beslutningsmæssige vakuum, da han fra 1992 til 1994 forsøgte at få europæisk opbakning til en fredsplan for det tidligere Jugoslavien.
Han fremhæver gentagne gange beslutningsstrukturen i Nato som værende mere effektiv.
Folk plejede at grine ad, at Nato fungerede ved konsensus. Men vi så, hvordan Tyrkiet nægtede at lade Storbritannien og USA gå ind i Irak gennem Tyrkiet. Og det har ikke givet uoprettelige skader. Amerikanerne var vrede, men de anerkendte, at Tyrkiet er en suveræn stat. Så det blev accepteret, og det viste igen, at Natos struktur med konsensus virker, og at et land så kan sige fra, siger lord Owen, der netop ønsker den simple beslutningsstruktur tilbage i det europæiske samarbejde, som skal være fokuseret på et nyt og større indre marked.