Med ansigtet og det lange lyse hår gemt under et slør og iført sorte klæder fra top til tå. Sådan mødte Wiebke Muhsal fra det højrenationalistiske parti Alternativ for Tyskland (AfD) op i den tyske delstat Thüringens parlament i sidste uge. Debatten i parlamentet handlede om dagpleje, men tøjvalget var ment som et indspark til en helt anden debat.
Wiebke Muhsal og AfD er fortalere for indførelsen af et tysk forbud mod burka, niqab og andre beklædningsgenstande, der dækker ansigtet til. Ved at iføre sig en niqab ville hun sætte fokus på, ”hvordan slørene undertrykker kvinder”.
Da partiet i april foreslog at fjerne burkaer og minareter fra det offentlige rum, fordi islam ”er et fremmedlegeme i et kristent land som vores”, blev det mødt af hård kritik, og forbundsregeringens talsmand så sig nødsaget til at minde om, at kansler Angela Merkel har sagt, at ”islam efterhånden utvivlsomt hører til Tyskland”.
Men efter terrorangrebet i sydfranske Nice og to asylansøgeres islamistisk motiverede angreb i henholdsvis Würzburg og Ansbach i Sydtyskland i sommer, er et tysk burkaforbud kommet så højt op på den politiske dagsorden, at den kristeligt demokratiske indenrigsminister, Thomas de Maizière, og hans CDU-partifæller blandt delstaternes indenrigsministre nu vil indføre et forbud mod total tildækning i offentlige institutioner som skoler og hospitaler.
Tyskland er ikke det eneste europæiske land, der overvejer at indføre en form for forbud mod de religiøse hovedbeklædninger, niqab og burka, og flere steder findes der allerede forbud. Det på trods af, at det er ganske få kvinder, der bærer niqab eller burka i Europa.
Argumenterne for et forbud handler overordnet set om to ting: At de tildækkende slør er kvindeundertrykkende, og at man til hver en tid skal kunne se en persons ansigt. Modargumentet lyder, at et forbud krænker den enkeltes religionsfrihed.
Herhjemme er muligheden for et forbud også blevet drøftet. De Konservative stod bag et forslag om et burkaforbud i 2009, der dengang blev erklæret grundlovsstridigt. Naser Khader (K) går i dag stadig ind for et forbud og forstår godt, at andre europæiske lande går den vej.
”Når vi taler om at åbne vestlige demokratiske samfund, så mener jeg grundlæggende, at vi er nødt til at kræve at se vores medborgeres ansigt, når vi kommunikerer med folk,” siger han.
Den konservative integrationsordfører mener ikke, at et forbud krænker religionsfriheden, da han i højere grad ser det at bære burka eller niqab som en politisk handling end en religiøs:
”Det er vigtigt at understrege, at det ikke er for at chikanere den enkelte kvinde eller fordømme hende. Det, jeg er imod, er det, som burkaen symboliserer. Jeg kender ikke en eneste moderat muslim, der bærer burka. Det at bære burka repræsenterer derfor det modsatte: En ekstrem form for islam, som jeg som muslim og også rent teologisk ikke bryder mig om.”
I april 2011 indførte Frankrig som første europæiske land et forbud mod at bære burka, niqab og andre ansigtsdækkende beklædningsgenstande i det offentlige rum, og i juli samme år fulgte Belgien efter. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog i 2014, at det franske forbud ikke var i strid med retten til religionsfrihed, og den blåstempling har åbnet op for flere forbud.
Sidste år besluttede den hollandske regering at indføre et forbud mod beklædning, der tildækker ansigtet, i offentlige bygninger og den offentlige transport. Forbuddet mangler stadig at blive godkendt af parlamentet.
I Italien, Schweiz og Spanien er der ikke indført nationale forbud, men der findes forbud i enkelte regioner og byer. Rækken af europæiske forbud ser ikke ud til at stoppe her, for ligesom Tyskland har Letland, Estland og Bulgarien taget skridt mod at forbyde denne form for religiøs hovedbeklædning.
Den bulgarske by Pazardjik indførte ifølge BBC sit eget burkaforbud i maj. Byen har 70.000 indbyggere, hvoraf de fire procent er muslimer.
”Hovedårsagen, der førte til dette, var terrorangrebene i flere europæiske lande og den voksende tilstrømning af migranter til vores land,” forklarer byens borgmester, Rumen Kozhuharov, til BBC med henvisning til terrorangrebene i Paris og Bruxelles.
Connie Carøe Christiansen, der er seniorrådgiver i Kvinfo og tidligere har forsket i islam i Europa, mener, at forbuddene mod niqab og burka kan have en anden virkning end den tiltænkte:
”Politikere kan tænke, at de gerne vil berolige befolkningen, og det er muligt, at man kan opnå det, i hvert fald midlertidigt, selvom det lyder absurd. Til gengæld rammer man en minoritet, den muslimske, og især dem, der er rettroende, og får dem til at føle sig ekstra utrygge. Man føler sig i mindre grad som en del af samfundet, når der ikke er plads til, at man går højt op i sin religion og gerne vil være en from muslim og derfor vælger at gå med for eksempel niqab,” siger Connie Carøe Christiansen.
Den betragtning deler religionssociolog og lektor ved Københavns Universitet Birgitte Schepelern Johansen. Hun frygter, at et forbud i stedet vil forstærke spændingerne.
”I øjeblikket ser vi, at islamisme og det at tilslutte sig islamisme er blevet en meget effektiv måde at vise sin kritik af samfundet på, og den her slags forbud kan være benzin på bålet. Jo flere forbud og jo mere ophidselse, des mere attraktiv bliver ideologien for folk, der gerne vil vise, at de føler sig udenfor,” siger hun.
