Prøv avisen

Europæerne er blevet bange for det samme

Ifølge filosof Arno Victor Nielsen vidner de mange sympatierklæringer om, at terroren efterhånden er det eneste, der samler europæerne. Foto: Manu Fernandez/AP/ritzau

Terroren er vor tids sorte død, som efterhånden er det eneste, der samler europæerne, mener dansk filosof. Historikerne tøver med at afgøre, hvilket aftryk de senere års terrorangreb vil sætte på det europæiske fællesskab

Vi er alle spaniere. I hvert fald i øjeblikket. Og sent i går blev vi også lidt finner efter et knivangreb i Turku, hvor to blev dræbt og otte såret. Politiet vil ikke udelukke, at det er terrorrelateret.

Fra europæiske ledere er der strømmet kondolenceerklæringer mod Spanien og Barcelona, der i torsdags blev ramt af et terrorangreb, som har dræbt mindst 14 mennesker og såret 130 andre fra 34 forskellige lande.

”I er ikke alene,” skrev den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), mens udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) erklærede, at ”vi står sammen med Spanien”. Også Storbritanniens premierminister, Theresa May, erklærede, at Storbritannien og Spanien står sammen mod terrorisme, og det samme gjorde Norges statsminister Erna Solberg, mens Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, skrev:

”Solidaritet med Barcelona. Vi er på jeres side.”

Ifølge filosof Arno Victor Nielsen vidner de mange sympatierklæringer om, at terroren efterhånden er det eneste, der samler europæerne.

”Det minder om den sorte død, for den rammer rig såvel som fattig. På den måde er terroren noget, vi er fælles om,” siger Arno Victor Nielsen og fortsætter:

”Tidligere var det krige, der samlede mennesker, og efter Den Franske Revolution foreslog franske filosoffer også, at man kunne føre krig for at samle nationen. På den måde er det ikke noget nyt, men nu er det terroren, der bliver brugt til at skabe europæisk fællesskab. For politikerne er det også en fin lejlighed til at forsøge at skabe sammenhold.”

Men selvom terroren rammer bredt og vilkårligt i Europa, er der grænser for dens samlende effekt på europæerne, mener Mikkel Vedby Rasmussen, professor og institutleder ved institut for statskundskab ved Københavns Universitet:

”Det er rigtigt, at vi er blevet bange for det samme. Det viser undersøgelser for Eurobarometer gennem de sidste 10-15 år. Under finanskrisen var det økonomien, europæerne var mest bekymrede for. Nu er det terror og indvandring. Så vores frygt sætter en dagsorden, men den skaber ikke fællesskab på tværs af allerede eksisterende fællesskaber.”

Mikkel Vedby Rasmussen henviser til, at en anden Eurobarometer-undersøgelse netop viser, at europæerne finder størst sikkerhed i det fællesskab, der er tættest på dem selv. De foretrækker landsbyen frem for EU.

”Når statsledere og andre sender kondolencer og medfølende hilsener, sker det så at sige fra den ene bunker til den anden. Vi identificerer os med de andres lidelse, men reaktionen er ikke nødvendigvis at samarbejde med spansk politi. Det kan lige så godt være at bygge en høj mur,” siger han.

Jan Ifversen, lektor i Europastudier ved Aarhus Universitet med speciale i europæisk identitet, har ikke set tegn på en stærkere europæisk identitet efter de senere års terrorangreb. Områder som terrorbekæmpelse og indvandring fylder mere i den europæiske politiske debat, men har ikke ført til en stor opbakning til tanken om, at Europa som institution må gøre noget.

”Jeg oplever ikke en stemning af, at vi rykker tættere sammen i Europa. Det er ikke slået igennem i målinger af, om vi føler os mere europæiske. Det er tydeligt, at der er en solidaritet på tværs af landene, men den er ikke specielt europæisk i sin karakter. Det er de nationale symboler, der bruges, når man udtrykker sin medfølelse. Det spanske flag, det franske flag og så videre,” siger han.

Efter hans vurdering er der først og fremmest tale om omsorg mellem europæerne som individer.

”Vi føler mere, fordi vi er tættere på. Vores kendskab til byerne og den geografiske nærhed bringer os nærmere ofrene, også fordi vi tænker, ’det kunne have været hos os’,” siger han.

Set med historiske briller tager det længere tid, før det er muligt at se, om de mange hilsener på tværs af landegrænserne er udtryk for flygtige stemninger eller varige fænomener, vurderer Morten Rasmussen, lektor ved Saxo-instituttet ved Københavns Universitet med speciale i europæisk historie og integration i det 20. århundrede.

”Europas udvikling er båret af store processer, og de tendenser, vi ser i øjeblikket, trækker i meget forskellige retninger. På den ene side er der en voksende europæisk solidaritet mellem de unge under 40 år. På den anden side er der mange ældre mennesker, som ikke føler sig som en del af EU eller Europa. Der er en splittelse, som vi ikke kender resultatet af,” siger han.

Morten Rasmussen kan dog godt forestille sig, at terrorangrebene bestyrker de unge generationer i, at de hører sammen i et europæisk fællesskab. Det er de unge, der primært ytrer sig på de sociale medier, og deres budskaber, der taler til hinanden:

”I den forstand kan angrebene bidrage til skabe en europæisk mobilisering. De unge er bevidste om, at den åbne verden, som EU har skabt, er en konstruktion. Det er ikke en naturtilstand, men noget, der skal forsvares – hvis man ønsker det – mod udfordringer udefra.”

Sognepræst ved Christians Kirke i København Flemming Pless hæfter sig som Arno Victor Nielsen ved, hvordan politikerne maner til solidaritet og terrorbekæmpelse i forbindelse med terrorangrebet i Barcelona.

”Det er interessant, hvordan terror kan samle politikere i en europæisk sammenhæng, der ellers er udfordret på alle ledder og kanter. Blandt andet i forhold til det europæiske samarbejde og flygtningekrisen. Det viser nok også, at terroristerne desværre har set rigtigt i forhold til, hvordan man kan skabe uro ret bredt europæisk,” siger Flemming Pless.