Europæerne er optaget af meget andet end indvandring og terror

Mange EU-borgere betragter muslimsk terror som tidens største trussel, men bekymringen om arbejdsløshed og økonomi er også stor

”EU-valget er blevet solgt som en slagmark om Europas hjerte. Men kampagnen om et fort Europa vil ikke være en vinderstrategi denne gang,” siger Mark Leonard, der er direktør ved tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR).
”EU-valget er blevet solgt som en slagmark om Europas hjerte. Men kampagnen om et fort Europa vil ikke være en vinderstrategi denne gang,” siger Mark Leonard, der er direktør ved tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR). Foto: Sakis Mitrolidis/Ritzau Scanpix.

De seneste års politiske debat i Europa skaber nemt det indtryk, at europæerne stort set ikke bekymrer sig om andet end indvandring og truslen fra islamistisk terror. Højrenationale ledere som Ungarns premierminister, Viktor Orbán, omtaler næste måneds valg til Europa-Parlamentet som det europæiske folks dom over EU’s forfejlede flygtningepolitik. Men virkeligheden er langt mere nuanceret, og problemer som arbejdsløshed og økonomisk krise er næsten lige så vigtige – og i nogle lande vigtigere – for de europæiske vælgere.

Det konkluderer den uafhængige, paneuropæiske tænketank European Council on Foreign Relations (ECFR) på baggrund af en rundspørge foretaget af analyseinstituttet YouGov blandt 46.000 europæere i 14 EU-lande. Resultatet får ECFR’s direktør, Mark Leonard, til at konkludere, at ”migration ikke betyder noget for valget til Europa-Parlamentet” til maj.

”EU-valget er blevet solgt som en slagmark om Europas hjerte. Men kampagnen om et fort Europa vil ikke være en vinderstrategi denne gang,” siger han.

Mark Leonard henviser til, at det kun er Ungarn, der ifølge undersøgelsen betragter migration som den største trussel mod Europa, mens mindst fem andre temaer i de øvrige 13 lande er mindst lige så vigtige for befolkningerne. For eksempel frygter indbyggerne i Italien og Grækenland økonomisk krise og handelskrige mere end migration.

Det er dog en stramning, at migration ikke spiller nogen rolle, vurderer Ian James Manners, EU-forsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

”Men det er rigtigt, at emnet ikke spiller samme rolle som for få år siden, og det er ikke så stort et problem, som den yderste højrefløj gerne vil gøre det til. En del af forklaringen er, at man har evnet at dæmpe strømmen af flygtninge og samtidig skabt det indtryk, at de asylpolitiske problemer i Europa er nogenlunde løst, hvilket egentlig ikke er tilfældet. Men det har betydet, at det yderste højre er begyndt at ændre strategi fra at fokusere på anti-migration til anti-EU,” siger han.

Victoria Rietig, seniorforsker og ekspert i migration ved tænketanken Det Tyske Udenrigspolitiske Selskab i Berlin, peger på, at rapporten også gør opmærksom på noget, som ofte overses i debatten om indvandring i Danmark og Tyskland: At udvandring bliver betragtet som et større problem end indvandring i syd- og østeuropæiske lande som Ungarn, Polen, Italien og Grækenland.

”De fleste europæere betragter måske ikke migration som den største trussel for deres land, men de betragter stadig migration som en stor udfordring i sig selv og som noget, der knytter sig til mange andre udfordringer, såsom den økonomiske situation og radikaliseret islam,” siger hun.