Prøv avisen
Interview

Uffe Østergaard: Europas dominans er en afsluttet parentes i historien

Det er muligt, at en koalition af EU-skeptikere vil dominere Europa-Parlamentet efter næste års valg. Det vil i så fald være første gang, siden Frankrig og Tyskland i 1951 grundlagde Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab på ruinerne af Anden Verdenskrig. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Europa trues af folkevandring, der minder om Romerrigets undergang, og EU vil formentlig kun overleve som en løs koalition af nationalstater, der bindes sammen af projektet om at beskytte de ydre grænser. Det mener historiker Uffe Østergaard. Hans nye bog ”Hvorhen Europa?” udkommer i dag

I årtier svor historiker Uffe Østergaard til formuleringen, at mennesker har fødder, ikke rødder. Et fyndord, som tilskrives den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie, der har beskrevet rødder som ”en konservativ myte”, der tjener det ene formål at begrænse folks bevægelsesfrihed.

”Men der har jeg måttet æde min gamle formulering i mig igen,” siger Uffe Østergaard, som er professor emeritus i historie og forfatter til bogen ”Hvorhen Europa?”, der udkommer i dag.

For ser man på EU’s tilstand i dag – godt 25 år efter højdepunktet med underskrivelsen af Maastricht-traktaten og euroens indførelse – må man sande, at det er rødderne snarere end fødderne, der definerer det europæiske projekt. I stedet for mere union har Europa fået mere nationalisme. Frihandel og den fri bevægelighed er under pres fra nationalstaternes ønske om styrkede grænser som følge af indvandringen, og når europæerne til maj næste år har stemt ved valget til Europa-Parlamentet, vil EU muligvis se markant anderledes ud end i dag, vurderer Uffe Østergaard.

”Medmindre det ligefrem lykkes en uhellig alliance af Ruslands Vladimir Putin, Frankrigs Marine Le Pen, Ungarns Viktor Orbán, britiske konservative, polske nationalpopulister og almindelig ligegyldighed blandt vælgerne helt at få EU nedlagt,” siger han.

Så galt går det næppe. Men det er muligt, at en koalition af EU-skeptikere vil dominere Europa-Parlamentet efter næste års valg. Det vil i så fald være første gang, siden Frankrig og Tyskland i 1951 grundlagde Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab på ruinerne af Anden Verdenskrig.

Uffe Østergaard skitserer de to vigtigste bevægelser, som vil strides i det kommende valg: På den ene side den proeuropæiske bevægelse repræsenteret af Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. På den anden side den højrepopulistiske bevægelse, som blandt andet tæller Italiens nye regeringskoalition, franske Marine Le Pens National Samling – tidligere Front National – og tyske Alternativ for Tyskland, og som har Ungarns premierminister Viktor Orbán i spidsen.

”Udfordringen for populisterne bliver at formulere en EU-politik, som ikke blot handler om at sætte deres eget land forrest. Det er fristende at sige, at de ikke har en chance, men jeg er ikke så sikker. For der er noget at slås om i dag, og man kunne godt forestille sig, at de kunne gå sammen om et Fort Europa, som koncentrerer sig om stærke og velbevogtede ydre grænser. Det har de legitimiteten til fra vælgerne. Derudover vil EU blive reformeret via et mudret kompromis til en løs koalition af nationalstater,” siger han.

”Viktor Orbáns position er interessant, fordi hans nationalkonservative Fidesz-parti er medlem af den konservative gruppe i Europa-Parlamentet, som også tæller Merkels kristelige demokrater, og det er ved at være et åbent spørgsmål, om Merkels fløj vil forblive dominerende, eller om den vil blive overhalet af de højrepopulistiske bevægelser,” siger Uffe Østergaard.

Modsat højrenationalisterne forsøger den franske præsident Macron at puste nyt liv i et gammelt uformelt samarbejde mellem de tre store grupperinger i EU: de kristelige demokrater, de liberale og socialisterne – den proeuropæiske koalition, som hidtil har båret det europæiske samarbejde igennem. Men Macron er for liberal for socialisterne, og spørgsmålet er, om den koalition over- hovedet vil have flertal efter valget, påpeger Uffe Øster- gaard. Dertil kommer, at Macron har fundet meget lidt konkret støtte hos EU-stormagten Tyskland, hvor Merkels regering er politisk lammet af konflikter om asylspørgsmålet.

”Den EU-venlige koalition har haft succes med at begrænse indvandringen i Europa, men meget afhænger af, om befolkningerne føler sig overbevist af den nuværende politik. Sker der nye store terrorangreb, eller bliver Spanien rendt over ende af migranter, efter at Italien har indført en stram indvandringspolitik, kan det ændre folkestemningen til fordel for de højrepopulistiske bevægelser,” forudser han.

At EU står over for en indvandring så stor, at den kan forandre det europæiske kontinent fuldstændigt, er ikke noget, højrenationalisterne har fundet på, understreger Uffe Østergaard. Europa trues af en folkevandring, der minder om tiden op til Romerrigets undergang i 400-tallet, siger han.

”Det er en nærliggende parallel, for vi lever i en periode med lige så markante folkevandringer, i dag fra Mellemøsten og Afrika. Det er et permanent problem, som er resultatet af mange mislykkede stater og enorme økologiske katastrofer, som Europa selv har del i. Uhæmmet indvandring kan føre til et mareridtsscenarie, hvor systemet, herunder vore velfærdssystemer, bryder sammen. Romerne havde et vist held med at afsondre sig bag mure, inden riget i løbet af et par hundrede år gik under. På samme måde vil EU søge at styrke sine ydre grænser, men reaktionen kan også blive en permanent genopførelse af de indre grænser mellem landene, og så er der ikke meget EU tilbage. Så ryger frihandlen og en stor del af de økonomiske fordele, og det vil ramme Europas velstand,” siger han.

Et svækket Europa hænger dog ikke kun sammen med øget indvandring, eurokrise, voksende nationalisme og Storbritanniens farvel til unionen.

Europa har vænnet sig til at sidde i det globale førersæde. Men 500 års europæisk dominans – fra Columbus opdagede Amerika for den spanske krone i 1492, til EF blev omdannet til en union i 1992 – er en historisk parentes, understreger Uffe Østergaard, og vi er nu på vej til en normaltilstand med Kina som den dominerende stormagt. At Europa kunne beholde sin dominerende position endnu et halvt århundrede efter Anden Verdenskrig, skyldes primært den amerikanske Marshall-hjælp.

”Man kan sige, at Europa har fået respit i 60 år. Dets tabte indflydelse har været flere år undervejs, men Brexit er det endegyldige farvel til et indflydelsesrigt Europa. Men selvom EU globalt set er blevet svagt, er det stadig en kæmpestor økonomi og samtidig et af de mest eftertragtede steder i verden. Det er ganske enkelt sympatiske samfund at leve i, fordi der har fundet en civilisering og en demokratisering sted, som ikke findes ret mange andre steder,” siger han.

Hvis man som europæer besinder sig på historien, bliver tragedien over, at vi ikke regerer verden længere, måske også mindre, tilføjer Uffe Østergaard.

”Her kan resten af Europa lære noget af Danmark, for vi er gode til at omgås nederlag. Det er hemmeligheden ved dansk historietolkning, at vi har gjort en dyd ud af at tabe,” siger han blandt andet med henvisning til styrkelsen af civilsamfundet, herunder opblomstringen af højskolebevægelsen, efter nationaltraumet i 1864.

Du skriver i bogen, at du i dag må erkende værdien af nationalstaterne, især din egen danske, hvad mener du?

”Jeg er barn af en nationalisme, som er så selvfølgelig, at vi ikke talte om den. Man talte blot om sammenhængskraft. Der må jeg i dag indrømme, at sammenhængskraften ikke kommer af sig selv, den har meget dybe rødder. Derfor gør jeg også meget ud af at beskrive den nordiske velfærdsmodel, hvor sammenhængskraften har haft allermest betydning, og hvor folkebegrebet er så positivt, samtidig med at vi er proeuropæiske og konkurrencedygtige,” siger han.

Betyder det, at Danmark kunne være en rollemodel eller brobygger mellem de pro-europæiske og de stærkt nationalistiske strømninger?

”Ja, i princippet. Danskerne er jo enormt begejstrede for det europæiske samarbejde, men er samtidig optaget af fuld suverænitet. Den holdning finder man næsten hele vejen rundt i det politiske spektrum i Danmark. Men vi har nok desværre ikke selvtillid nok til at tro, at vi kan bygge bro, selvom vi godt ved, at vi er bedst. ”

Du taler også om, at Europas globale rolle i en ny aftapning kunne være at vise verden, herunder det fremstormende Kina, hvordan man forener kapitalisme, socialisme og demokrati på en konkurrencedygtig måde?

”Det er kun en forhåbning. Men vi har mere eller mindre tilsigtet udviklet en af de mest velfungerende samfundsmodeller, især i Norden. Det er gået op for mig, når jeg har talt med kinesiske delegationer i Danmark, som har forsøgt at forstå dette mærkelige land, der både er socialt retfærdigt og internationalt konkurrencedygtigt. Den kinesiske model vil også løbe ind i vanskeligheder, for den bygger på enorm økonomisk vækst. Der er ikke noget, det kommunistiske styre frygter mere end et ’bonde-oprør’, og derfor bliver landet nødt til at vokse seks-otte procent om året. Der tror jeg, at Europa har noget at lære kineserne.”