Prøv avisen
Globalt set

Europas flygtningeproblem før og nu: Et kollektivt moralsk svigt

Det er simpelthen til hver en tid uacceptabelt at angribe indvandrere eller mindretal; det være sig på grov og rå vis, sprogligt eller mere subtilt gennem den førte politik, advarer FN's højkommisær for menneskerettigheder. Billedet er fra Amnesty Internationals skulptur under Folkemødet, som skulle sætte fokus på flygtningeproblemet. Foto: Thomas Lekfeldt

FN's højkommissær for menneskerettigheder, jordaneren Zeid Ra'ad Al Hussein, sammenligner nutidens flygtningekatastrofe med den situation,som de forfulgte jøder stod i op til Anden Verdenskrig, hvor kun få lande ville hjælpe dem

Tidligere på foråret kørte jeg til et smukt sted på Geneve-søens sydlige bred. Jeg skulle til Hotel Royale i vian-les-Bains. Her var det, at repræsentanter for 32 lande mødtes i juli 1938 til en skammelig debat, som er blevet så godt som retoucheret væk fra vores kollektive hukommelse.

Mødet var sammenkaldt af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt som svar på den massive flygtningekrise, som Hitlers hadefulde antisemitisme havde udløst. vian-konferencen var en katastrofe - og vi bør mindes dens katastrofale udfald nu, hvor Europa står midt i en ny migrationskrise.

Meningen med vian-konferencen var at afhjælpe de hundredtusindvis af tyske og østrigske jøders kvaler i deres desperate behov for flugt. Roosevelt mente, at alene en kollektiv løsning ville kunne klare udfordringen. Og også Hitler håbede, at andre lande ville tage imod flygtningene.

I en tale i Königsberg (det nuværende Kaliningrad) i marts samme år sagde Hitler således spottende: ”Jeg kan blot haabe og forvente, at den anden Verden, der føler så dybt for disse Forbrydere, vil være storsindet nok til at lade sin Medlidenhed omsætte i praktisk Hjælp. For min del kan jeg bare sige, at vi er parate til at stille vore Luksusbaade til disse Landes Disposition med Henblik på Afskibning af disse Forbrydere.” Hitler var allerede begyndt at fordrive jøder på det tidspunkt; blandt andet tvang han dem om bord på skibe og sendte disse af sted mod destinationer ved Middelhavet og hen over Atlanten.

I hele Europa blev flygtningene afvist. Den 6. juni 1938, da forberedelserne til vian-konferencen var i gang, modtog det amerikanske udenrigsministerium et brev vedrørende 51 jødiske flygtninge fra Østrig, som var strandet på en lille båd i Donau-flodens internationale farvand. Brevskriveren gengav ”de 51 Menneskers hjerteskærende Skæbne, idet de blev drevet fra den ene Grænse til den næste. Vi har personligt Kendskab til de ubeskrivelige Lidelser, som er blevet 100.000 uskyldige Indbyggere fra Østrig til Del”.

Ikke desto mindre var landene uvillige til at gribe til konkret handling i vian måneden efter, skønt mange europæiske delegationer nok så veltalende udtrykte forfærdelse over jødernes lidelser i Tyskland og Østrig. Resultatet af mødet var klart: Europa, Nordamerika og Australien ville ikke modtage disse flygtninge i større tal.

I de ordrette optegnelser fra mødet går to ord igen: ”befolkningstæthed” og ”mætningspunkt”. De europæiske lande var i forvejen ramt af ”befolkningstæthed”, hed det sig, og havde nået ”mætningspunktet”. Med andre ord var der simpelthen helt fyldt op i det europæiske gæstgiveri.

Det var naturligvis et absurd udsagn i 1938 i lyset af de aktuelle europæiske befolkninger. Og det ville være lige så latterligt at påstå det i dag.

Godt nok kunne de delegerede ved vian-konferencen ikke forudse holocaust eller den kommende, knusende krig, der ville ramme Europa; ikke desto mindre var deres moralske svigt lige til at miste pusten af. Mange af de samme lande, som nægtede at tage de nødstedte flygtninge ind, blev siden selv besat og tyranniseret af nazisterne og efterspurgte selv fortvivlet den barmhjertighed, som de nægtede jøderne i juli 1938.

Nazisterne må have frydet sig over, at deres hadefulde antisemitisme vandt en ikke ringe genklang i resten af Europa. De indså også, at hvis fordrivelse ikke var mulig, ville udryddelse i sidste ende være det.

I dag er antisemitisme, islamofobi, racisme, fremmedfrygt og indvandrerfjendtlige tilkendegivelser atter på vej frem over hele Europa, og vi er nødt til at stoppe op og genoverveje, præcis hvor vi står. En større britisk formiddagsavis fandt det forleden acceptabelt at lade en af sine klummeskrivere omtale indvandrere som ”kakerlakker”. Rwandas Radio Télévision Libre des Mille Collines brugte samme begreb om tutsierne op til folkedrabet på samme folkegruppe i 1994, og ditto gjorde i sin tid Julius Streichers nazistiske avis Der Stürmer for at beskrive jøderne. Og skammeligt nok klandrer politiske ledere rundtom i Europa regelmæssigt indvandrerne for landenes kvaler.

Det er simpelthen til hver en tid uacceptabelt at angribe indvandrere eller mindretal; det være sig på grov og rå vis, sprogligt eller mere subtilt gennem den førte politik. Når udsagn bliver formuleret med det klare sigte at gøre fortræd og yppe til vold af nationalistiske, racistiske eller religiøse grunde, så bliver ytringsfriheden til opviglen til had - og det er forbudt ved lov. De lande, der har underskrevet FN's internationale konvention om civile og politiske rettigheder, er faktisk forpligtet til at håndhæve den.

Og alligevel lader Europas aktuelle forslag omkring migration meget tilbage at ønske. Kontinentet må genkalde sig sin fortid med større indlevelse og være mere storsindet over for de desperate mennesker, der krydser Middelhavet. Franois Crépeau, FN's særlige observatør for migranters menneskerettigheder, bemærkede i et nyligt interview, at Europa, Australien og Canada snildt kan yde en million syriske flygtninge husly i løbet af de næste fem år, og at de meget vel kan føje eritreerne til listen og udvide politikken til at gælde i syv år. Hvorfor foreslår Europa da at tage imod sølle 20-40.000 mennesker om året?

I politikere, som er stærkt imod indvandring; jeg vil foreslå, at I ser jer omkring, næste gang I har brug for at komme på hospitalet. Mange af de mennesker, der tager sig af jer, har en baggrund som migranter. Og når I drikker det berømte vand fra kilderne i vian-les-Bains, kan I måske tænke over den fejt fejlslåede konference sammesteds, som kunne have reddet så mange liv og undlod at gøre det; og tænke på, hvad vi kan lære af det i dag.