I løbet af de seneste tre år har EU mest koncentreret sig om økonomisk stabilitet og om at få nedbragt staternes underskud. Der har været behov for at berolige de nervøse markeder og lægge grunden for sund fremgang. Nu, hvor de økonomiske spændinger løsnes, og tilliden er på vej tilbage, bør Europas ledere skifte fokus tilbage på realøkonomien og dens industrielle grundlag. EUs ministerrådsmøde i februar vil være et godt sted at begynde.
Europas ledere kan med fordel skue tilbage for at beslutte den bedste vej frem. Nøglen til en fornyelse af den europæiske økonomi er investeringer i produktionen, som gennem historien har været en af de største vækstskabere i Europa.
I løbet af det seneste årti er industripolitikken blevet marginaliseret til fordel for finans- og servicesektorerne. Produktion blev anset for et levn fra fortiden, og Europa blev ikke længere regnet for et passende sted at drive konkurrencedygtig industri. Mange europæiske lande har i mellemtiden gennemgået en afindustrialisering for eksempel er industriproduktionen i Italien faldet med cirka 20 procent siden 2007.
Ikke desto mindre fortsætter industrisektoren med at spille en hovedrolle i EUs økonomi. Den har flere end 34 millioner mennesker ansat, den står for over 80 procent af eksporten og udgør en betragtelig andel af de private investeringer i forskning og udvikling. Industriproduktionen påvirker således alle andre sektorer i den europæiske økonomi, også servicesektoren.
Faktisk er de europæiske lande fortsat blandt verdens bedste til at producere på trods af politikernes manglende fokus på produktionssektoren og konkurrence fra de nye vækstlande. Det kan vi takke de mange firmaer for, som har været i stand til at tilpasse sig og tænke nyt. Sådanne firmaer har sat Italien i stand til at gå videre end de vanlige tre mer mad, mode og møbler over i avancerede sektorer som biofarma, mekatronik og rumforskning.
Overalt i Europa foregår der et tilsvarende skifte til produktionsaktiviteter med større afkast. Den udvikling tyder på, at kontinentets succes i fremtiden vil være afhængig af vores evne til at kombinere vores traditionelle økonomiske styrker med stærk innovation.
EU-landene bør arbejde på at skabe de forhold, som en blomstrende industrisektor har brug for. Eksempelvis vil det nye program Destinazione Italia hjælpe italienske selskaber med at få succes ved at skabe et mere forudsigeligt skattesystem, mindske det bureaukratiske bøvl og sikre mere effektiv kontrakthåndhævelse ved at styrke det civilretslige system. Et sådant miljø ville sætte firmaerne i stand til at vokse og samtidig tiltrække udenlandske og indenlandske investeringer fra private.
Men indsatser på nationalt plan er ikke nok. De europæiske virksomheder er integrerede i regionale og globale værdikæder. En komponent produceret af en virksomhed i Brescia i Italien indgår måske i udstyr produceret i Stuttgart i Tyskland, som på sin side samles til et endeligt produkt i Malaga i Spanien. I den sammenhæng kan det enkelte land kun nå sit fulde potentiale, hvis alle har succes.
Den mest effektive måde at genvinde den europæiske konkurrencedygtighed på ville være at kombinere EU-medlemslandenes individuelle styrker og derved skabe stadig mere produktive leveringskæder i Europa eller indtage toppositioner i de globale leveringskæder. Det ville kræve dybere forbindelser mellem de enkelte landes økonomier og opbakning til et faktisk og frit fællesmarked, som integrerer de forskellige landes styrker.
Til det mål er det afgørende at få en mere målrettet politik på EU-niveau. Det kræver investeringer i de mest afgørende faktorer for fremtidens industriproduktion energi-effektivitet og teknologisk innovation at forblive konkurrencedygtig på verdensplan.
Derfor bør EU sørge for tiltag, der bidrager til konkurrencedygtigheden i den energi-intensive industri med særligt fokus på at mindske priskløften på energi mellem Europa og konkurrenter som USA og vækstlandene. Et ydedygtigt hjemmemarked er afgørende for at kunne levere energi, som folk har råd til.
Et andet vigtigt initiativ er det europæiske forskningsområde, som er på vej og gerne skal blive implementeret i 2014. Ved at lave en fælles dagsorden for landenes forskningsprogrammer og facilitere cirkulationen af færdigheder og videnskabelig viden for eksempel ved at et avanceret italiensk forskningscenter i mekanik tiltrækker forskere fra Finland eller Portugal tegner forskningsområdet til at ville skabe det optimale miljø for innovation.
Ud over forskning og udvikling kræver en innova-tionsdreven industriøkonomi medarbejdere med specifikke færdigheder på højt niveau. For at imødegå dette behov må EUs politik fremme uddannelsen i udskolingen og gymnasiet og på universiteterne.
For at skabe dybere, mere integrerede og flerdimensionelle markeder må EU give høj prioritet til frihandelsaftaler, særligt det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab, som for tiden forhandles med USA.
En sådan handelsintegra-tion, og i sidste ende et transatlantisk fællesmarked, kan vise sig at være en af Europas mest effektive vækstmekanismer i de kommende årtier, især for små og mellemstore produktionsvirksomheder.
Europæiske produktionsvirksomheder skal også have langt bedre adgang til finansiering. Arven fra finanskrisen er tung i form af vedvarende kreditbegrænsning. I nogle lande afvises halvdelen af alle låneansøgninger, og omkostningerne har nået uoverkommelige niveauer.
Der er ingen god grund til, at lån i den norditalienske by Bolzano skal koste det dobbelte af lån i Innsbruck i Østrig på den anden side af grænsen.
Faktisk er den form for vilkårlige forskelle blot med til at underminere konkurrencen og forårsage økonomisk stagnation. Hvis EUs ledere ikke får løst dette og går målrettet efter en fuldt udfoldet bankunion, vil den positive virkning af reformbestræbelserne hurtigt blive ophævet af manglen på nye investeringer.
Genindustrialisering bør sammen med bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløsheden være øverst på Europas dagsorden i 2014. Målet bør være at sikre en industrisektor, der udgør 20 procent af brutto-nationalproduktet i 2020. Det vil alene være muligt ved at bringe EU-landene endnu mere sammen. Faktisk udgør en stadig mere tætknyttet union Europas eneste håb om at opbygge en moderne, innovativ og blomstrende økonomi.
Enrico Letta er Italiens premierminister
Oversat af Sara Høyrup