Hvert år dræbes millioner af fugle langs Middelhavets kyster. De slås ihjel for mad, profit og sjov der er mange flotte jagttrofæer at samle.
Over hele Europa er fuglebestanden stærkt nedadgående, og det tilskrives i høj grad den massive fuglejagt, der finder sted ved Middel-havet trods EU-restriktioner om at bevare naturen.
Værst ser det ud i de lande, der ikke er med i EU, og her spiller Albanien en hovedrolle. En stor del af Europas trækfugle flyver via Adriaterhavet og lander på Albaniens kystsletter for at hvile og spise men mange slipper ikke levende fra balkanlandet. I stedet bliver de skudt. Og der er tale om fugle, som flere lande i den nordlige del af Europa bruger millioner af euro på at beskytte.
En af de organisationer, som arbejder for at beskytte fuglene, er tyske EuroNatur. Her forsøger man at overtale lande uden for EU til at forberede sig til EU-medlemskab ved at indføre samme jagtregler som i unionen.
LÆS OGSÅ: Insekterne kommer frostvæske på
Den taktik har tidligere vist sig at bære frugt, siger Romy Durst, projektleder for EuroNaturs projekt om at beskytte trækfuglene omkring Balkan.
Hun mener, at EUs regler er altafgørende for Europas fugle. Også selvom flere af middelhavslandene har svært ved at overholde EUs fugledirektiv, og at lande som Albanien slet ikke forsøger at leve op til EUs regelsæt.
Uden fugledirektivet ville flere fuglearter nok være uddøde, fordi mange europæiske lande har stolte jagttraditioner rodfæstet i deres kulturer. Men regler er én ting. Det gælder også om at få landene til at overholde dem.
For at forstå den massive fuglejagt i Albanien må man bladre lidt tilbage i historiebøgerne, mener Karsten Fledelius, der er lektor ved Københavns Universitet og i mange år har beskæftiget sig med Balkan.
Albanien er en gammel nation af jægere. Før i tiden havde enhver fri mand et gevær, som blev brugt jævnligt, og man gik meget gerne på jagt, siger lektoren.
Fledelius fortæller om den albanske kommunistiske politiker Enver Hoxha, der under titlen generalsekretær i Albaniens Arbejderparti fungerede som landets diktator fra slutningen af Anden Verdenskrig og frem til sin død i 1985. Under Hoxha ændredes alt i denne gamle nation af jægere.
Diktatoren besluttede således, at privilegier som jagt og besiddelse af våben skulle være forbeholdt ham og en håndfuld af hans nærmeste. Trist for albanerne, men godt for fuglene. For selvom Hoxha skød sig til mange flotte jagttrofæer, svandt det på ingen måde i fuglebestanden, og millioner af trækfugle kunne hvile i fred før de lettede og fløj videre. Samtidig forblev kystområderne uspolerede, da Hoxha ikke ville have udenlandske strandgæster i dag er et stort problem for fuglene nemlig også, at deres habitater bliver ødelagt.
Efter diktatorens død var det slut med marxisme, og markedsøkonomien tog over. Men det var en svær overgang, som inkluderede en periode, hvor der nærmest herskede anarki i landet. Her tvang albanerne sig adgang til militærets våbenlagre, og selv efter regeringen fandt fodfæste igen, beholdt befolkningen våbnene.
Forbuddet var et voldsomt indgreb i nationens traditionelle vaner og værdier, altså det er jo stadig almindelig skik at række sit gevær i luften og skyde under et bryllup i Albanien, siger Karsten Fledelius og opsummerer:
Før var jagt forbeholdt en ganske snæver elite, men nu er det blevet et symbol på frihed, som den almindelige albaner med glæde kaster sig over.
Den amerikanske forfatter og fugleelsker Jonathan Franzen tilbragte sidste år to uger i området og funderede i en artikel i magasinet National Geographic over, hvorfor det ikke var nok blot at kigge på fuglene. Han forstod det ikke. I Nordamerika er der klare regler omkring fuglejagt, og det er egentlig kun uartige drenge fra landet, der skyder fugle, skriver forfatteren.
Men hvis han spurgte Karsten Fledelius, ville han få at vide, at fuglekiggeri er et urbant og uddannelsesmæssigt begreb. Et begreb, som udspringer af en følelse af, at naturen er noget, vi skal værne om.
Den opfattelse var sandelig ikke udbredt i den kommunistiske del af Europa, fortæller balkaneksperten.
Karsten Fledelius mener dog, at opfattelsen sagtens ville kunne ændres. For Albanien har muligvis lange udsigter til et EU-medlemskab, som ville tvinge landet til at implementere en række jagtrestriktioner. Men hvis det af andre årsager, for eksempel økonomiske, blev fordelagtigt at beskytte landets fuglefauna, kan jagttraditionerne hurtigt være fortid, mener han.
Det er et spørgsmål om tid, men også et spørgsmål om, at man ikke får plaffet dyrene ned, før man får opbygget en lønsom turisme baseret på kikkerter og ikke på geværer.
Men er det EU, som skal løfte pegefingeren og hjælpe albanerne fra kikkertsigte til kikkert? Nej, lyder det fra Margrete Auken, der er SFs spidskandidat til europa-parlamentsvalget i maj:
EUs restriktioner gælder ikke i Albanien, og derfor skal landet selv sørge for at indføre regler, der kan redde fuglene.
Selvfølgelig skal vi gøre noget for at ændre den jagtkultur og ligegyldighed, der er over for trækfuglene. Men løsningen skal nok findes gennem oplysning af borgerne og ved at sikre, at landene har love imod fuglejagten, siger hun og opfordrer frivil-lige organisationer som Dansk Ornitologisk Forening og EuroNatur til at løfte førnævnte pegefinger.
I Malta havde frivillige organisationer stor succes med at tage på ture til områder, der var plaget af krybskytteri, og derigennem blev mange fugle reddet. Det er med til at skabe debat i landet om den illegale jagt, samtidig med at borgerne oplyses, siger Margrete Auken.
Og det er netop det, Albanien skal bruge mere af, mener Romy Durst fra EuroNatur.
Fuglebestanden er et paneuropæisk ansvar, og lande som Danmark har de fornødne ressourcer til at hjælpe en ny generation af albanere til en mere bæredygtig omgang med naturen, siger hun og åbner dermed for muligheden for, at det på et tidspunkt kan være kikkerter og ikke rifler, der venter fuglene i Albanien.