Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Interview

Antropolog: Problemet er ikke flygtningene - men reaktionerne

"Hver gang vi efterspørger en ny sikkerhedsløsning - et nyt hegn eller et nyt havområde, der skal radarovervåges - omdirigerer vi trafikken af mennesker til længere og farligere ruter,” siger antropologen Ruben Andersson. Her prøver desperate flygtninge at komme fra Kroatien til Slovenien ved en grænsepost i Trnovec. - Foto: Scanpix

Antropologen Ruben Andersson beskriver i sin bog ”Illegality, Inc.” en omfattende industri, der skal kontrollere og stoppe migrationen mod EU. Men indsatsen slår gang på gang fejl. Øget politi, grænsekontrol og militær har ikke løst krisen, men tværtimod skærpet den, anfører han

Hundredvis af kroppe presset sammen i en sølle gummibåd. Tusindvis af hænder, der desperat griber om et hastigt oprejst pigtrådshegn. En druknet dreng, hvis nye gummisko aldrig kommer i brug. Vi har set billederne på fjernsynet eller i avisen og hørt politikernes og nødhjælpsorganisationernes advarsler om, at Europa ikke kan klare flygtningestrømmen.

”Vi er nødt til at gøre noget for at dæmme op for det her pres, som Europa oplever lige nu,” lød det forleden fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter endnu et EU-topmøde om emnet.

Også generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, har advaret om, at Europa står over for ”uoverstigelige problemer”, hvis ikke antallet af migranter og flygtninge begrænses. Og i går blev stats- og regeringsledere fra nogle af de EU-lande, der for øjeblikket er allermest berørt af det store flygtningepres på Balkan, hasteindkaldt til et minitopmøde i Bruxelles på søndag, efter at Slovenien har appelleret til EU om hjælp, nu da tusindvis af flygtninge og migranter strømmer ind i det lille EU-land, som har beordret hæren sat ind for at støtte de overbebyrdede grænsevagter.

Men det er reaktionerne snarere end flygtningestrømmen, der er helt ude af proportioner, siger den svenskfødte antropolog Ruben Andersson. Han forsker i migration, grænser og sikkerhed ved London School of Economics og har foretaget omfattende feltstudier i Afrika og Europa af de instanser, som er udviklet til at kontrollere og stoppe adgangen til EU.

”Når vi dag ind og ud konfronteres med stærke billeder af, hvad der ligner store flygtningestrømme, så forestiller vi os, at Europa står med en massiv og uhåndterbar flygtningekrise. Det har skabt politisk panik og forsøg på at vise handlekraft. Men frygten, der omgiver de menneskemængder, som ankommer til Europas grænser og vandrer op ad vores motorveje, er ude af proportion med de faktiske tal. På trods af en skarp stigning i dem, der kommer via båd eller til fods, er det stadig et mindretal sammenlignet med de flere end tre millioner, som hvert år immigrerer til EU's medlemslande. Selv EU's grænseagentur, Frontex, har fremhævet, at et flertal af de folk, der lever udokumenteret i Europa, er kommet lovligt ind i EU og blevet, når deres visum udløber,” siger han.

Det har holdt særdeles hårdt for de 28 EU-lande at fordele 160.000 flygtninge og migranter imellem sig, og diskussionerne om kvotefordelingen er langtfra overstået. Til gengæld er det ikke noget problem for politikerne at blive enige om at øge indsatsen for at sikre Europas grænser.

I bogen ”Illegality, Inc.” (Ulovlighed A/S) beskriver Ruben Andersson, hvordan EU bliver ved med at poste store beløb i overvågningsteknikker, grænsekontrol og politi- og forsvarsindsatser og i støtte til udenlandske regeringer og sikkerhedsstyrker, så flygtninge og migranter kan stoppes, inden de når Europas grænser.

”Øget sikkerhed og kontrol er den eneste del af immigrationspolitikken, EU-landene kan blive enige om, og derfor ofte den, de falder tilbage på. I fraværet af en mere omfattende politisk tilgang er sikkerhedsindsatsen blevet kernen i Europas forsøg på at håndtere flygtningesituationen og i den såkaldte kamp mod illegal migration. Det er en velafprøvet strategi - som gang på gang slår fejl,” mener Ruben Andersson.

Europas forsøg på at kontrollere folks bevægelighed ved at sætte politi og militær ind har ikke dæmmet op for strømmen af desperate mennesker ved Europas grænser. Det handler ikke bare om en indsats, der i årevis er slået fejl. Men om at hver fiasko genererer efterspørgsel efter nye sikkerhedsløsninger, mener Ruben Andersson:

”Det er en ond cirkel, hvor den mislykkede indsats for at kontrollere Europas grænser afføder krav om flere investeringer i grænsekontrol. Vi bliver ved med at se den samme reaktion på en situation, som kun bliver mere og mere rodfæstet og dramatisk. Det betyder, at Europa har opdyrket en hel industri, der arbejder med at styre eller kontrollere migration - det, jeg kalder 'the illegality industry' (ulovlighedsindustrien). Den omfatter politi og militær fra EU og dets nabolande og utallige firmaer inden for sikkerhed, overvågning og bevogtning.”

”Og så er der nødhjælpsorganisationer, som vi ikke forbinder med sikkerhedsindsatsen, men som arbejder i samspil med politiet i modtagelsesfaciliteterne og i forvarings- og deportationscentrene. Eller med at informere indbyggere uden for Europa om risiciene ved at rejse uden dokumenter. Selvom mange ngo'er og internationale organisationer har et ambivalent forhold til den øgede grænsekontrol, ser vi, at den humanitære side ender med at komplementere og bistå sikkerhedsindsatsen.”

Ruben Anderssons kritik af Europas forsøg på at kontrollere grænserne stopper ikke ved sikkerhedsindustrien. Med afsæt i etnografiske studier peger han på, at Europas forfejlede indsats faktisk er med til at skærpe krisen.

”Sikkerhedsindustrien er sat til at kontrollere, begrænse og stoppe bestemte former for migration. I stedet skaber indsatsen en forværret udgave af det fænomen, den er sat til at bekæmpe. Hver gang vi efterspørger en ny sikkerhedsløsning - et nyt hegn eller et nyt havområde, der skal radarovervåges - omdirigerer vi trafikken af mennesker til længere og farligere ruter. Og vi styrker kriminelle netværk, der udbyder deres professionelle ydelser udi menneskesmugling. Det er en klar tendens, som vi for øvrigt også ser ved USA's grænser, at jo sværere det er at krydse grænsen, des mere øges efterspørgslen i smuglerindustrien.”

I en globaliseret verden, hvor krig og kriser ikke kender nogen grænser, undrer det Ruben Andersson, at vi bliver ved med at tale om en europæisk krise.

”Fra et humanitært perspektiv står vi over for en global flygtningekrise, hvor op imod 60 millioner mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem. Vi glemmer ofte, at langt de fleste flygtninge befinder sig i deres eget land eller i nabolande og slet ikke kommer i nærheden af Europa. Tværtimod har vi over de seneste 10 år set, at den vestlige verden modtager en stadig mindre andel af verdens flygtninge, mens fattigere lande bærer en uforholdsmæssig stor del af byrden.”

”Libanon med fire millioner indbyggere har for eksempel åbnet døren for over en million syrere på flugt fra borgerkrigen. Tilsammen huser Tyrkiet og Jordan cirka tre millioner. Det er tal, som er brugbare at huske på, når vi taler om flygtningestrømme og en forestående invasion i Europa. Spørgsmålet er snarere, hvorfor en af de rigeste regioner i verden med 500 millioner mennesker ikke kan håndtere, at nogle hundredetusinde hvert år banker på vores dør,” siger han.

Ud over den globale flygtningeproblematik findes der også andre blinde punkter i Europa. Et af dem er ifølge Ruben Andersson, at vi ikke vil forholde os til den ubelejlige del af globaliseringen, der får mennesker over hele verden til at søge efter et bedre liv:

”Vi har en meget ulig globalisering. Mens goder og varer bevæger sig frit over grænserne, og vi som europæere nyder en stor grad af mobilitet, så møder bestemte grupper af mennesker øgede restriktioner. Mange af de unge vestafrikanske mænd, jeg har fulgt, opdagede, at deres mulighed for at søge arbejde i udlandet var ekstremt begrænset. For den kategori af rejsende har vi i stigende grad lukket af for lovlige måder at søge mod Europa på. De bliver reducerede til illegale og har utrolig begrænset kontrol over deres egen skæbne, hvilket skaber dybe kvaler.”

Et andet blindt punkt opstår, når flygtninge og migranter automatisk opfattes som en byrde i stedet for en ressource. Derfor mener antropologen, at vi skal vende spørgsmålet på hovedet og høre, hvorfor folk søger mod Europa, og hvordan det passer ind med en faldende befolkningsudvikling og med en økonomi, som mange eksperter mener er i fare for at stagnere.

”Jeg håber, der vil være plads til en anden og mere omfattende strategi, som ikke alene behandler flygtninge- og migrationsstrømme som nødsituationer, der kræver en sikkerhedsindsats. Vi bør finde en mere langsigtet og pragmatisk tilgang. Og løsninger, der kan rumme det enorme potentiale og de mange evner, folk kan tilbyde, når de ankommer til Europa.”

Ruben Andersson mener, at Tyskland har vist, hvordan ankomsten af flygtninge og migranter kan håndteres på en mere positiv facon, selvom det har skabt øget pres på forbundskansler Angela Merkel.

Men hvad med håbet om at skabe en anderledes tilgang til flygtninge- og migrationsspørgsmålet i hele Europa? Her fæstner Ruben Andersson sin lid til den almindelige europæer og det civile samfund:

”Vi har oplevet et skifte de sidste måneder i takt med, at de menneskelige skæbner ikke længere er overskrifter i medierne, men er kommet tættere på. Der er sket et omslag i debatten i Europa og en mobilisering af solidaritet. I mange lokalsamfund har vi set en mere normaliseret reaktion på dem, der ankommer, for eksempel med initiativer, der skaber deleboliger til flygtninge, og indsamlinger af mad og tøj. Det er en pragmatisk reaktion, der står i skarp kontrast til forsøget på at indføre sikkerhedsforanstaltninger og håndtere folk, der kommer til Europa, som en samlet masse.”