Prøv avisen

Europas jøder frygter religiøs intolerance

"Vi ser det som en del af en ny europæisk intolerance over for andre religioner," siger den russiske overrabbiner Pinchas Goldschmidt til det britiske nyhedsbureau Reuters om forbuddet mod omskæring.

40 rabbinere er samlet i Berlin for at diskutere en dom mod omskæring af drenge. Dommen bestyrker flertallets tendens til at indsnævre mindretallenes religionsfrihed for at hævde deres egen identitet, mener dansk retsfilosof

40 fremtrædende repræsentanter for jødiske trossamfund i Europa indledte i går et tre-dages krisemøde i Berlin for at drøfte en domstolskendelse fra Köln, der i juni fastslog, at omskæringen af en firårig muslimsk dreng var vold og ikke burde være sket, før drengen var gammel nok til selv at tage beslutningen. Dommen fra Köln har vakt postyr blandt europæiske muslimer og jøder, som frygter, at deres tusindårige tradition for at omskære drengebørn kan være i fare.

Kendelsen er et frontal-angreb på jødisk liv i Europa, siger Pinchas Gold-schmidt, der leder konferencen i Berlin.

LEDER: Budskabet fra Köln er ildevarslende

Vi ser det som en del af en ny europæisk intolerance over for andre religioner, siger den russiske overrabbiner til det britiske nyhedsbureau Reuters.

Han nævner blandt andet det schweiziske forbud mod at bygge nye minareter til moskéerne, det franske forbud mod at kvinder bærer dækkende slør i offentlighed og et nyligt hollandsk forsøg på at forbyde rituelle islamiske og jødiske slagtemetoder.

Peter B. Andersen, lektor i religionshistorie ved Københavns Universitet, er enig i, at der er et stigende pres på religionsfriheden. Efter hans mening er det karakteristisk, at de forskellige sager, der bliver rejst, generelt bliver udkæmpet af grupper, der har noget mod indvandrere og/eller en anden religion end standardkristendommen snarere end af fagpersoner som læger, sygeplejersker eller miljøaktivister.

Inden for mange religioner går man efter ritualer, som efterlader synlige tegn på tilhørsforholdet. Noget, der markerer og stikker frem. Det kan være omskæring. Det kan også være tatovering eller brændemærkning. Det er oplagt, at vi som samfund må trække en grænse, der hvor religion og kultur bliver brugt som en argument for mishandling. Spørgsmålet er, hvor den grænse går, siger Peter B. Andersen, som vurderer, at der er et voksende element af intolerance på spil i debatten.

LÆS OGSÅ: Flertal imod omskæring af drenge i Tyskland

Dertil kommer, at mange kristne europæere selv er mindre bundet til ritualer og derfor har svært ved at forstå, hvordan de kan være så betydningsfulde for andre trossamfund.

Tro er blevet en tankegang inden i en selv. Hvis man er aktiv religiøst, er det oftere på en individualiseret og aktiv måde, for eksempel gennem yoga, end ved at gå til gudstjeneste i et fællesskab om søndagen, siger han.

Det voksende pres på de religiøse ritualer er ifølge Sten Schaumburg-Müller, professor med speciale i retsfilosofi ved Aarhus Universitet, et udtryk for, at der rundt om i Europa er et tilsvarende øget behov for at markere, at man ikke har noget tilfælles med de religiøse mindretal.

Der er en søgen efter en identitet, som afgrænser sig i forhold til de andre. Man vil gerne fortælle, at man ikke er sådan nogle, der tillader vold mod drenge eller dyr, siger Sten Schaumburg-Müller.

Han peger på, at der altid vil være et juridisk spændingsfelt, hvor samfundets normer støder samme med visse religiøse ritualer og traditioner, og at der selvfølgelig må trækkes grænser. For tiden er der dog en tendens til en selvrenfærdighed hos flertallet, som risikerer at kamme over og gøre det meget vanskeligt at etablere en fælles forståelse.

LÆS OGSÅ: To uger gammel dreng død efter omskæring

Mange europæere er af-ritualiserede, og derfor har de sværere ved at sætte sig ind i andres mere inderlige forhold til troen, siger han.

Sager som dommen fra Köln kan dog ikke pr. automatik ses som et angreb på religionsfriheden, pointerer Sune Lægaard, lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet. Det afhænger af, om man betragter religionsfrihed som en individuel rettighed eller noget, der knytter sig til trossamfundet som kollektiv enhed.

Hvis man ser religionsfrihed som en individuel rettighed, kan man sagtens argumentere for, at dommen beskytter den firårige drengs religionsfrihed ved at kræve, at forældrene ikke kan trække deres egen religiøse praksis ned over hovedet på ham, siger Sune Lægaard.