Der gik mere end en nostalgisk skygge gennem det konservative Europa, da Angela Merkel den 12. december afleverede nøglerne til den tyske regeringsmagt til en ny, socialdemokratisk kansler. Da hun slukkede efter sig, gik rullegardinet også ned for en af de sidste konservativt ledede regeringer i Europa.
For 10 år siden var der et tæppe af blå prikker på det europakort, hvor de konservative og kristendemokratiske partiers europæiske sammenslutning, EPP, markerer lande med en stats- eller regeringsleder fra Europæisk Folkepartis rækker. Nu er det socialdemokratiske og centrum-venstre-partier, der har vælgernes gunst, som både tyskerne og nordmændene har illustreret inden for de seneste måneder.
Af de 10 tilbageværende blå prikker på EEP’s europakort ligger de tre uden for EU og resten især i den østlige del af kontinentet i lande som Rumænien, Cypern og Grækenland.
Når man ser bort fra Boris Johnson og hans turbulente partifæller i Storbritannien og Østrig, hvor beskyldninger om korruption har fældet det tidligere konservative vidunderbarn Sebastian Kurz, er de konservative og kristendemokratiske partier i opposition overalt i Vesteuropa.
”Festen er slut for Europas centrum-højre-partier,” konkluderer det digitale nyhedsmedie Politico efter Angela Merkels og det kristendemokratiske CDU/CSU’s exit efter 16 års regeringsmagt.
”De konservative centrum-højre-partiers succesmodel er endegyldigt brudt sammen,” skriver tyske Die Zeit.
Federico Ottavio Reho er seniorforsker ved den europæiske konservative og kristendemokratiske partiers officielle tænketank Wilfried Martens Center for europæiske studier i Bruxelles. Og han er tilbøjelig til at give iagttagerne ret: Det, der sikrede de traditionelle højrepartier succes, er nu blevet deres svaghed.
Presset af nye højrepartier
”De har været regeringsduelige, netop fordi de har evnet at skabe pragmatiske kompromisser, især i brede koalitioner. Det har været effektivt, som Angela Merkel har været et eksempel på. Men det har også gjort det mindre klart, hvad de konservative partier egentlig står for,” siger han.
Den mest indlysende konsekvens er, at de gamle højrepartier er blevet drevet i defensiven på deres egen banehalvdel af mere radikale nationalkonservative partier, der har italesat frygten for indvandring, men også udfordret de traditionelt EU-positive konservative partier med en suverænitetsfokuseret og nationalt orienteret euroskepsis.
Begge disse skær har skabt interne konflikter, som i det tyske CDU/CSU efter Angela Merkels åbne asylpolitik ved migrationskrisens udbrud i 2015, og destabiliseret den konservative supertanker, der historisk har været lastet med både en økonomisk liberal, en værdimæssigt konservativ og en socialt humanistisk strømning.
Partier som Marine Le Pens National Samling i Frankrig er løbet med de konservative familieklenodier i den identitetsdebat, der for alvor har foldet sig ud over de seneste 10 år.
Det får Jean-Michel De Waele, der forsker i Europas politiske partier ved universitet Det Frie i Bruxelles, til at sige, at de konservative både har vundet og tabt i værdidebatten.
”Konservative mærkesager som national identitet og forsvaret for nationalstaten er kommet højt på dagsordenen.
Men det er kommet mere radikale højrepartier til gode. Og på andre områder er traditionelle konservative værdier ude af trit med især de yngre vælgere. Forsvaret for den traditionelle familie fænger ikke i det moderne, sekulariserede samfund, der også bakker op om for eksempel aktiv dødshjælp. Samtidig er der en radikalitet i tiden, som især de yngre vælgere abonnerer på,” påpeger Jean-Michel De Waele.
De kristne værdier er blevet kapret af de højrenationale partier som for eksempel Viktor Orbáns Fidesz-parti i Ungarn og AfD i Tyskland. Men det sker på en måde, som er dybt præget af sekulariseringen, pointerer Thomas Poguntke, direktør for institut for tysk og international partiforskning ved universitet Heinrich Heine i Düsseldorf.
Han peger på, at Europas højrefløj inden for de seneste 10 år er blevet ramt af den nye kulturelle kløft mellem tabere og vindere i globaliseringen, som har blandet højre- og venstrevælgere på en ny måde.
”Det har skabt øget polarisering, men også øget politisk fragmentering, som i første omgang gik ud over de europæiske socialdemokratiske partier. Nu er de store, bredtfavnende konservative folkepartier blevet indhentet. Partierne bliver mindre, og den tid er forbi, da konservative folkepartier kunne sætte næsen op efter 40 procent af stemmerne. Nu er loftet på 20-25 procent,” siger Thomas Progunta.
For de konservative partier klemmes ikke kun fra højre, men også fra midten, understreger Jean-Michel De Waele.
”De er fanget i en knibtang i lighed med for eksempel de franske republikanere, der er presset af præsident Emmanuel Macrons socialliberale parti på den ene side og Marine Le Pen og nu også Eric Zemmour på den anden. De har desuden været for længe om at tage klimaet alvorligt og har for eksempel i Tyskland mistet stemmer til De Grønne. De konservative skal genopfinde sig selv og definere, hvad det vil sige at være konservativ i det 21. århundrede,” siger Jean-Michel De Waele.
Moderat modpol til løbsk wokeisme
Det ved de godt i Europæisk Folkeparti, EPP, som vil sætte fremtidens ideologiske kompas til diskussion ved den europæiske partikongres senere i år. Dilemmaet, som CDU i Tyskland, men også Republikanerne i Frankrig har kæmpet med i adskillige år, er, om partierne skal rykke længere til højre og lægge sig op ad de nationalkonservative partiers migrationskritiske og euroskeptiske linje med risiko for at miste midtervælgerne. Eller om de skal hælde mod midten og afskrive de vælgere, der ønsker et mere markant forsvar for nationalstaten.
Federico Ottavio Reho fra EPP’s tænketank Wilfried Martens Center for europæiske studier ser i stedet en ny syntese for sig. Eksemplet er Sebastian Kurz i Østrig, som kunne danne regering med det nationalkonservative Frihedsparti efter at have lagt sig på en strammerlinje i forhold til indvandring og asyl. Men han kunne også gå i regering med De Grønne i en alliance om liberal markedsøkonomi og klima.
”Hvorfor har vi ikke en Sebastian Kurz?” har for eksempel den tyske avis Bild spurgt, inden den unge kansler blev indhentet af beskyldninger om korruption.
”En ny syntese kan adskille sig både fra liberale partiers automatiske accept af mere overnationalt EU og fra Ungarns Viktor Orbán og Polens Mateusz Morawiecki, der kun ser Europa som en klub af suveræne nationalstater. De konservative kunne være den moderate modpol til både løbsk wokeisme og stammelignende identitetspolitik. De kunne repræsentere en realistisk klimapolitik frigjort fra venstrefløjens antikapitalisme,” siger Federico Ottavio Reho.
Den republikanske franske præsidentkandidat Valérie Pécresse vil få lejlighed til at teste, om denne syntese kan vende udviklingen for de konservative partier i Europa, når hun om ganske få måneder møder Emmanuel Macron og Marine Le Pen ved det franske præsidentvalg.