Prøv avisen

Europas muslimer begynder at kritisere islam

Muslimer i den engelske storby Birmingham organiserede efter terrorangrebet på Westminster Bridge i London i slutningen af marts et optog mod terrorisme. Den muslimske gerningsmand kom fra Birmingham. Foto: Joe Giddens/PA Wire/ritzau

Intellektuelle og veluddannede muslimer i Europa udtrykker i stigende grad bekymring over forfejlet integration og kritik af dele af islam. Det bidrager til vigtig religionskritik, mener forskere

Den traditionelle islamkritiske højrefløj af gammel-europæere har i årevis kritiseret islam og peget på problemer med integration af muslimer. Men de seneste år er en ny gruppe af kritiske røster vokset frem fra en anden og mere uventet kant: mennesker, som ofte bekender sig til islam, men er lige så hårde ved deres egen religion som de gammelkendte kritikere.

”Det er en ny og stadig mere tydelig trend, som udfolder sig på flere fronter,” siger Thomas Hoffmann, professor og islamforsker ved Københavns Universitet.

I Danmark er tendensen især vokset frem med den tredje generation af veluddannede indvandrere, mener Mehmet Necef, kultursociolog og lektor ved center for mellemøststudier på Syddansk Universitet.

”Der er efterhånden en del debattører og veluddannede intellektuelle muslimer eller mennesker med muslimsk baggrund, som er mere kritiske over for bestemte dele af islam, ikke mindst de kvindeundertrykkende dele af traditionel islamisk tænkning. Det er muslimer, som tager integrationsproblemer alvorligt, men som samtidig ikke tilhører den traditionelle islamkritiske fløj,” siger han.

Mehmet Necef nævner i en dansk sammenhæng blandt andre den afghansk-fødte blogger og debattør Geeti Amiri, den tyrkisk-fødte forfatter Elmas Berke og den tyrkisk-fødte folketingskandidat for SF, Halime Oguz, som alle har sat fokus på manglende integration og kvindeundertrykkelse i muslimske indvandrermiljøer.

”Vi må tage et kulturopgør med nydanskerne,” skrev Halime Oguz i december 2016 i en kommentar i Berlingske, hvor hun kritiserer venstrefløjen for ikke at turde debattere problemer i danske ghettoer.

Tilsvarende kritiske røster finder man i mange europæiske lande. I Tyskland har blandt andre den syrisk- fødte professor emeritus og grundlægger af begrebet euro-islam, Bassam Tibi, sat fokus på islams forhold til vold. Ikke mindst i forbindelse med de senere års mange terrorangreb, senest angrebet i London i denne måned, som kostede otte mennesker livet.

”Jeg er selv muslim, men som forsker er jeg meget kritisk over for islam. Islam i ureformeret udgave er ikke nogen pacifistisk religion. Der er religioner, der godkender vold, og der er religioner, der ikke gør. Islam godkender brugen af vold,” sagde Bassam Tibi i et interview med Kristeligt Dagblad sidste år, hvor han også langede ud efter europæerne, som ifølge ham ikke åbent tør kritisere islam.

I Frankrig har den saudisk-fødte islamiske teolog og tidligere stormufti i Marseille, Soheib Bencheikh, kritiseret tendensen til at stemple europæeres frygt for islam som islamofobi.

”Frygten for islam er fuldkommen berettiget. De mest forfærdelige forbrydelser er begået i denne religions navn. (…) Selv hvis jeg ikke var muslim, ville jeg spørge mig selv, hvad det er for en religion, som kriminelle bekender sig til,” sagde han i 2015 ifølge den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Og i Storbritannien har en gruppe forfattere og intellektuelle siden 2011 forholdt sig kritisk til islam i tidsskriftet Critical Muslim (Kritisk muslim).

”Vi er stolte af vores stærke muslimske identitet, men vi ser ikke ’islam’ som en samling fromhedsidealer eller tabuer. Vi stræber efter at udfordre traditionalistiske, modernistiske, fundamentalistiske og apologetiske versioner af islam,” lyder det på gruppens hjemmeside.

De kritiske røster begrænser sig imidlertid ikke kun til intellektuelle muslimer, mener professor Thomas Hoffmann. Den nye tendens udfolder sig på mindst tre fronter.

”For det første er der den anekdotiske front, hvor man i tilfældig samtale med folk med mellemøstlige rødder kan opleve, at særdeles indvandrerskeptiske holdninger luftes. Det er bemærkninger, der kan stemme overens med de studier, som viser, at de etniske grupper har mindre tillid til hinanden end til ’gammel-danskere’,” siger han.

”For det andet er der debattør-fronten, hvor vi ser forskellige ’afhoppere’, der undertiden ytrer sig ret kritisk om indvandring, men måske mest om islam og visse typer af muslimer,” siger Thomas Hoffmann og nævner den tysk-egyptiske forfatter Hamed Abdel-Samad og den somalisk-fødte eks-muslim og aktivist Ayaan Hirsi Ali, som begge har kritiseret den politiske elite i Europa for at ignorere ekstremisme og kvindeundertrykkelse i muslimske miljøer.

”For det tredje er der den forskningsmæssige front, hvor man ser forskere med anden etnisk baggrund end dansk eller gammel-europæisk levere en ret kritisk og pessimistisk forskning, ikke nødvendigvis direkte rettet mod indvandring, men for eksempel mod begreber som multikulturalisme,” siger han.

Tendensen er dels en konsekvens af, at migrationen fra muslimske lande er vokset over årene – og dermed andelen af mere kritiske røster – dels en konsekvens af, at temaer som især kønsroller optager mange yngre, veluddannede muslimer, mener Thomas Hoffmann.

”Kritikken af kønsroller udfolder sig på to planer: Dels er der dem, der ud fra et konfessionelt muslimsk standpunkt vil ’reformere’ og kritisere islam for dens kulturelle overbygning, for eksempel de patriarkalske kulturmønstre i de forskellige miljøer. Det har ofte et generationelt udtryk – de unge mod de gamles såkaldte forstokkede eller misforståede kulturislam. Dels er der dem, som meget hårdt identificerer problemet til islam og dét at være muslim. Det kan være de mere radikale sekularister på både højre- og venstrefløjen, som ofte har iranske flygtningerødder,” siger han.

Tendensen bidrager til en vigtig religionskritik og til en nedbrydning af tabuer, vurderer Mehmet Necef fra center for mellemøststudier på Syddansk Universitet. For 20-30 år siden var der enkelte folk fra Mellemøsten, som var kritiske over for islam, men deres stemmer var ikke så stærke, siger han.

”Nu har vi en tredje generation af indvandrere og flygtninge, som er veluddannede og veltalende og kan skrive bøger og debattere på højt niveau. De har hævet stemmen og taler med pondus. I princippet burde det være underordnet, hvem der udtaler sig kritisk om islam, men vi kan ikke løbe fra, at det har mere vægt, når kritikken kommer fra en muslim. Så selvfølgelig spiller det en stor rolle i debatten, at muslimer tager til orde. For eksempel er kritik af kønsroller og vold mod børn og unge i muslimske familier og relativt ulige relationer mellem generationerne ikke så tabuiseret mere. Det var ikke comme il faut at tale om tidligere,” siger han.

Men trods den vigtige udvikling tæller de kritiske røster kun et lille mindretal af Europas muslimer, og selvkritikken mangler stadig at brede sig fra den intellektuelle elite til almindelige muslimer. Det mener den tysk-algeriske islamforsker Abdel-Hakim Ourghi, som er bekendende muslim og samtidig en af Tysklands mest artikulerede islamkritikere. Sidste år var han med til at formulere den såkaldte Freiburger Deklaration, en erklæring på vegne af sekulære muslimer i Tyskland, Østrig og Schweiz om en reform af islam. Han er ikke optimistisk på vegne af den europæiske integration af muslimer, som han mener er mislykket i et flertal af lande.

”En meget konservativ udgave af islam har etableret sig i en række europæiske lande, og denne islam forstår sig som et alternativ til de vestlige, humanistiske værdier og love. Moskéerne udgør en stor del af problemet med deres importerede imamer fra Tyrkiet og arabiske lande og selvbestaltede imamer, som ikke aner noget om islam. De blander uddannelse og underkastelse sammen og virker dermed som et forstadium til radikalisering af muslimer. Løsningen er ikke et krav om integration fra oven, for integration er en individuel beslutning,” siger Abdel-Hakim Ourghi, som er leder af afdelingen for islamisk teologi og religionspædagogik ved Det Pædagogiske Universitet i Freiburg.

Enhver muslim i Vesten er forpligtet til at fremme en udgave af islam, der knytter sig til moderne humanistisk tænkning, som respekterer alle andre religioner, og som gennem fornuften forholder sig historisk-kritisk til Koranen og de kanoniske skrifter og tolker dem ind i vor tid, mener han.

”Islam som i det syvende århundrede findes ikke mere. Tiden er en anden, og muslimer må lære, at religion er en privatsag. Vi intellektuelle har en opgave i at forberede almindelige muslimer på denne reform, for det er ikke en reform for intellektuelle. Det er en kæmpe udfordring, men det er ikke umuligt,” siger han.

Nushin Atmaca er islam-forsker ved det tyske forskningscenter Leibniz-Zentrum Moderner Orient og formand for det Liberal-Islamiske Forbund. Hun ser også en voksende bevidsthed blandt intellektuelle muslimer om udfordringerne ved migration til Europa, men advarer mod den polemiske retorik, der ifølge hende trives blandt mange kritikere, og som styrker et tiltagende anti-muslimsk had i samfundet.

”Der er muslimske intellektuelle, der fodrer den allerede eksisterende mistænksomhed ved at kritisere konservative eller traditionelle forgreninger af islam på en polemisk måde uden at være opmærksomme på, at deres argumenter anvendes af aktører på højrefløjen til at fremme frygt for og had mod muslimer i Europa,” siger hun.

Hun medgiver, at de fleste muslimske indvandrere, der for nylig er kommet til Europa, har levet i et ofte mere konservativt, mere religiøst og mere autoritært miljø, som kan have sat sit præg på deres tænkning og følelser.

”Det bør vi være opmærksomme på, men vi bør ikke antage, at muslimske indvandrere ikke er i stand til eller villige til at tilpasse sig et nyt miljø og en ny situation,” siger hun og afviser, at der pågår en islamisering af Europa, sådan som nogle kritikere mener.

”Husk på, at nogle af de muslimske migranter, der for nylig er ankommet, faktisk flygtede fra den såkaldte islamiske stat i Syrien og Irak. Med ankomsten af flere muslimer vil islam og muslimer måske blive mere synlige i det offentlige rum i Europa. Men muslimer er stadig en marginaliseret gruppe i europæiske lande. Deres krav om at udøve deres religion, om at være mere synlige og om at være en partner til staten afspejler et ønske om at blive anerkendt som fuldgyldige medlemmer af samfundet, ikke en strategi for islamiseringen af Europa,” pointerer Nushin Atmaca.