Prøv avisen
Portræt

Europas nye førstedame har en mild fremtoning og et hårdt panser

Ursula von der Leyen blev i dag vist rundt i Europa-Parlamentet af sin tyske landsmand og kristendemokratiske partifælle Manfred Weber, som hun overhalede indenom i spillet om EU’s toppost, og som nu står til at blive ny parlamentsformand om to og et halvt år. – Foto: Vincent Kessler/Reuters/Ritzau Scanpix

Den tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen, der står til at blive EU’s første kvindelige kommissionformand, var engang på tale som Angela Merkels afløser som kansler. Men selvom hun anerkendes som en dygtig og dreven politiker, har hun brændt flere broer og en del skandaler i bagagen

Da Ursula von der Leyen i 2005 blev udnævnt til tysk familieminister, tvivlede mange af hendes kristen- demokratiske CDU-parti- fæller på, om den dengang 47-årige mor til syv var hård nok til at begå sig i det politiske liv i Berlin, men machomændenes patroniserende skepsis gjorde hun hurtigt til skamme.

Ursula von der Leyen var dårligt nok blevet minister, før hun lagde sig ud med de mest konservative kræfter i partiet. Hun brød med CDU’s traditionelle familiepolitik og familiebillede, da hun fik indført, at fædre skulle have penge for at gå på orlov og passe deres børn de første måneder efter fødslen. Samtidig kæmpede hun for at øge antallet af vuggestuepladser, så kvinder lettere og hurtigere kunne komme på arbejdsmarkedet igen efter fødslen.

Det varede ikke længe, for flere tyske medier udråbte hende til at være et forbillede for mange moderne kvinder, fordi hendes egen mand havde været hjemmegående og passet hus og parrets syv børn, mens hun selv uddannede sig til læge. Stemningen blandt mange politiske kommentatorer var endda så euforisk, at de spåede den spinkle kvinde med det lange lyse hår de bedste chancer for at blive Angela Merkels efterfølger på kanslerposten.

I dag konkluderer avisen Süddeutsche Zeitung, at nogle af de største bedrifter, som Ursula von der Leyen har stået for, netop er den politik, hun fik gennemført som familieminister.

I de efterfølgende år, hvor hun har været beskæftigelses- og senere forsvarsminister, har hun haft et mere skiftende held på mange områder.

Som beskæftigelsesminister fik hun øgenavnet Censursula, fordi hun i 2009 stod bag et lovforslag, som lagde op til at blokere internetsider, hvis der var mistanke om, at de indeholdt børnepornografi. Folk protesterede med underskriftindsamlinger, fordi mange frygtede, at loven ville blive det første skridt mod en censur overalt på nettet, og den trådte aldrig i kraft, fordi den daværende liberale justitsminister i stedet valgte en anden løsning, hvor udbyderne af internet-siderne blev pålagt mere selvkontrol.

At Ursula von der Leyen besidder en særlig råstyrke, kan ses ud fra den kendsgerning, at hun er den eneste minister, der har vovet at stille krav om særlige ministerposter over for Angela Merkel, som i øvrigt har brugt hende i samtlige af sine regeringer. I 2013 ville kansleren give hende sundhedsministeriet, men Ursula von der Leyen forlangte at blive Tysklands første kvindelige forsvarsminister, og sådan blev det så.

Hendes forgænger på posten Karl-Theodor zu Guttenberg var i 2011 blevet tvunget til at træde tilbage, fordi han i sin doktorafhandling havde plagieret mange kilder uden at angive dem ved navn. De samme beskyldninger ramte Ursula von der Leyen i 2015, men en gruppe eksperter vurderede, at det i hendes tilfælde kun drejede sig om et ”mindre alvorligt” tilfælde af plagiat, og at hun dermed kunne beholde sin doktortitel.

Som øverste leder af militæret er det lykkedes hende at få øget forsvarsbudgettet, hvilket var hårdt tiltrængt, da det tyske forsvars materiel er meget nedslidt. Men pengene kan ikke bortlede opmærksomheden fra alle de problemer, der har været i det tyske forsvar og forsvarsministerium under hendes ledelse.

I flere kaserner har officerer med højreekstremistiske holdninger skabt skandaler, og det gav bagslag, da ministeren nærmest indikerede, at der var et problem med kulturen i hele forbundshæren. I forsvarsministeriet har nogle afdelinger tilsyneladende kunnet føre et selvstændigt liv uden kontrol, hvilket for eksempel er resulteret i de eksplosionsagtige udgifter på omkring en milliard kroner, som reparationen af skoleskibet ”Gorch Fock” er løbet op i. Det er også kommet frem, at rådgiverfirmaer, som har gode forbindelser til nogle af ministeriets ansatte, ofte er blevet foretrukket ved udbud, hvilket er ved at blive kulegravet af et parlamentarisk undersøgelsesudvalg.

Flere iagttagere vurderer derfor, at det både passer den magtbevidste von der Leyen og hendes veninde Merkel godt, at hun nu skifter til Bruxelles, hvis hun vel at mærke får opbakning i Europa-Parlamentet. Hvis hun var blevet i Berlin, kunne de mange sager have kostet hende ministertaburetten.

Dermed vender hun tilbage til sin belgiske fødeby, hvor hendes far i slutningen af 1950’erne var embedsmand. Hun taler flydende engelsk og fransk og har masser af politisk erfaring og gode internationale kontakter. Hun har optrådt meget suverænt ved Münchens sikkerhedskonference og har været en vigtig fortaler for en europæisk forsvarsunion, og hun har heller ikke været bange for at ytre kritik af den amerikanske præsident, Donald Trumps, politik.

Ifølge Süddeutsche Zeitung er hun en lidenskabelig europæer, der kæmper for mere sammenhold blandt EU-landene og for, at EU skal optræde mere selvbevidst. På dette punkt ligger hun ifølge avisen helt på linje med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der bragte hendes navn i spil i Bruxelles i mandags.

I løbet af tirsdagen fik hun så støtte fra samtlige EU-lande, også de indvandringskritiske østeuropæiske Visegrad-lande, til trods for at Ursula von der Leyen deler Angela Merkels humanitære holdninger i flygtningepolitikken. På flygtningeområdet har Ursula von der Leyen sin afdøde far, Ernst Albrecht som forbillede. Ernst Albrecht, var kristendemokratisk ministerpræsident i Niedersachsen, da han i 1978 besluttede, at delstaten skulle tage imod flere hundrede bådflygtninge fra Vietnam. Ud fra denne næstekærlige overbevisning har den pro-testantiske Ursula von der Leyen også personligt igennem længere tid givet en flygtning husly efter flygtningekrisen i 2015.

Men i hendes eget parti luftes der nu tvivl om, hvorvidt hun har de diplomatiske evner, der er nødvendige i stillingen som EU-Kommis- sionens formand.

I CDU er hun kendt for at være dårlig til teamarbejde, og derfor er hun ikke særlig populær blandt mange af sine partifæller og har altid fået meget dårlige valg til partiets præsidium. Hun har de senere år heller ikke længere været på tale som kanslerkandidat, men mere og mere lignet en falmet stjerne på den politiske himmel.

Kun få personer er blevet spået så mange topposter som hun uden at få dem. Hun har også flere gange været på tale som Tysklands forbundspræsident, og i 2018 overvejede kredse i Nato, om hun kunne blive forsvarsalliancens nye generalsekretær efter Jens Stoltenberg. Hver gang er det endt med, at andre kandidater blev foretrukket.

Hvis hun nu kan overbevise det delvist skeptiske Europa-Parlament, hvor hun i går var på høflighedsvisit, vil der være tale om et meget overraskende karrierespring – ikke mindst for hende selv.