I løbet af Første Verdenskrig døde millioner af soldater og civile. Godt 20 år senere, under Anden Verdenskrig, døde atter millioner af mennesker. Nazismens hærgen skabte en frygt, et kulturelt traume, hos Europas befolkning, og dette havde en samlende effekt på Europa. Nu er dette traume imidlertid ved at forsvinde, og i stedet er befolkningerne især i Sydeuropa i gang med at udvikle et nyt traume. Det er et traume, der fortæller de kriseramte befolkninger, at de i en tid med massiv arbejdsløshed og social nød står sig selv nærmest. Det er altså et traume, der har potentialet til at splitte Europa i stedet for at samle.
Iagttagelsen kommer fra den anden side af Atlanten. Mere præcist kommer teorien fra den anerkendte professor og sociolog Jeffrey C. Alexander fra Yale Universitet, der for nylig vendte hjem til New England, USA, efter et ophold på syv måneder i Old England og rejser rundt i Europa.
LÆS OGSÅ: Eurokrisen er blevet Tysklands nye tabu
Jeffrey Alexanders interesse for de europæiske befolkningers kollektive sindstilstand er professionel. Han er en af de fremtrædende fortalere for teorien neofunktionalisme, som blandt andet lægger vægt på befolkningernes betydning for integrationen mellem demokratiske stater. Når Jeffrey Alexander forsker, er hans fokus ofte på betydningen af symboler, narrativer og identiteter for den politiske udvikling.
Kulturelle traumer beskrev han som fænomen sammen med fire forskerkolleger for godt 10 år siden i bogen Cultural Trauma and Collective Identity.
Et kulturelt traume er en intens emotionel frygt, der er udløst af, at en gruppe oplever en trussel mod sin kollektive identitet, forklarer Jeffrey Alexander.
Yale-professoren har tidligere beskrevet slaveriet i USA, nazismen i Europa og Watergate-skandalen i 1970erne og angrebet på World Trade Center i 2001 som kulturelle traumer. Nu også eurokrisen.
Den finansielle krise blev udløst for fem år siden, i sommeren 2008, da Lehman Brothers og andre store amerikanske banker krakkede. Dengang så mange europæiske ledere krisen som et amerikansk fænomen, der hev Europa med i faldet. Men hvor USA er i gang med at rejse sig igen, har krisen afsløret strukturelle og finansielle svagheder i Europa, især i de sydlige økonomier. Genopretningen lader stadig vente på sig. De seneste fem år har EU anført af det stærke Tyskland udført en de små skridts politik, hvor de rigeste økonomier kun nødtvungent og med krav om reformer har udvist finansiel solidaritet med de svageste økonomier. Forslaget om fælles hæftelse for statsobligationer, eurobonds, er eksempelvis stødt på hård modstand og er aldrig blevet realiseret.
Indtil videre har den kollektive hukommelse i Europa bygget på traumet, der opstod på baggrund af nazismen og Anden Verdenskrig. Idéen er, at når du oplever kulturelle traumer, forsøger du at definere, hvad der skete, hvad der forårsagede traumet, og hvordan du skaber en ny social virkelighed, hvor du forhindrer dette traume i at opstå igen. Det gør, at du igen kan tro på fremtiden, siger Jeffrey Alexander.
Traumet efter nazismen, der længe har været motor i foreningen Europa, er dog ved at forsvinde. Såret er ved at være helet.
Nu har den økonomiske krise, som folk har oplevet siden 2008, skabt en enorm angst. Du kan se en ny fornemmelse af kulturelt traume, der er ved at blive skabt indefra i det forenede Europa. Der er folk, der individuelt begynder at opbygge en kollektiv fortælling om, hvad der skete for dem. Mange af disse fortællinger placerer skylden hos Nordeuropa og især Tyskland, siger han.
Du siger altså, at i stedet for at have et kulturelt traume, der samler Europa, så er det i gang med at blive erstattet af et nyt, der splitter?
Det er der potentiale for. Traumer er socialt konstrueret, men følelsen af angst er virkelig. Men konsekvensen af traumet er stadig et åbent spørgsmål, siger han.
Har du evidens for skabelsen af dette nye kulturelle traume, eller er det noget, du fornemmer?
Jeg mener, at du kan se det i befolkningernes udtryk af vrede og frygt; i måden, folk taler på, og sociale bevægelser skabes på. Der er en masse demonstrationer i Europa, og du ser en vækst i højrenationale grupper, der minder om dem, der opstod mellem de to verdenskrige. Pointen i min teori er, at det ikke kun handler om økonomiske interesser og politisk strategi. Der er også følelser og kollektive identiteter på spil. Det bliver folk nødt til at indse, fastslår Jeffrey Alexander.
Sociologen mener, at de rige lande bør tage større økonomisk ansvar og udvise solidaritet over for de sydlige økonomier. I stedet har de rige lande fokus på at begrænse egne tab og lader bankerne i nord diktere deres politik. Han refererer endvidere til, hvordan USAs centralbank har spillet en aktiv rolle i at holde gang i økonomien.
I Europa har fokus været på at forhindre inflation. Konsekvensen har været, at Den Europæiske Centralbank har spillet en passiv rolle. Først sidste sommer, flere år efter krisens udbrud, er den begyndt indirekte at opkøbe statsobligationer hos kriseramte lande. Samtidig har EU-landene krævet en alt for hård sparekurs af de kriseramte lande, der ifølge Jeffrey Alexander har haft brug for redningspakker.
Hvis der havde været en anden form for handling, der udsprang i en erklæret solidaritet, tror jeg, at det scenario, vi har i dag, hvor folk mener, at der er ofre og skurke, ikke ville være så stærkt, siger han.
Sociologen mener, at det er vigtigt at spørge sig selv, hvorfor lederne og befolkningerne i det rige Nordeuropa ikke har gjort en større indsats for at hjælpe de sydlige lande.
Min forklaring er, at de ikke bekymrer sig meget om disse mennesker. De har ikke følelsen af at være en del af samme samfund. De føler ikke empati over for disse folk. Hvis du vil have et eksempel for dine læsere, så kunne man måske sige, at det ikke er en særlig kristen reaktion. Det er en egoistisk reaktion. Folk tænker: Vi må beskytte Tyskland! Eller: Vi må beskytte Storbritannien! Det er ikke denne idé, Europa blev bygget på. De rige lande bebrejder Syden for krisen og har ikke forståelse for de meget hårde vilkår i disse lande. De sydlige lande føler en enorm vrede mod de nordlige lande. Så i stedet for solidaritet sker der en polarisering, og jeg mener, at der er en reel fare for en opsplitning af Europa, siger Jeffrey Alexander.
Men er dette kulturelle traume retfærdigt? Økonomierne i Nordeuropa har allerede gennem lån og reduktion af gæld til nordeuropæiske banker ydet hjælp. Mange nordeuropæere kan derfor have en opfattelse af, at de faktisk udviser solidaritet, og at traumet er forkert opfattet?
Ja, det er selvfølgelig rigtigt. De nordlige lande har deres version af, hvad der sker. De sydlige lande har en anden. I nord føler de, at dé er ofrene, og at de sydeuropæiske lande udnytter deres gavmildhed, og at de har betalt for meget til dem. Men de oplever ikke et traume på samme måde og viser meget lidt empati og solidaritet med de sydlige lande. Det faktum, at der er to fortællinger, der er hinandens modsætninger, er en indikation på polariseringen i Europa.
En af Jeffrey Alexanders centrale pointer er, at et kulturelt traume får konsekvenser, fordi befolkningen reagerer på traumet. Men hvordan vil reaktionen så blive i Europa? Hvilke langsigtede konsekvenser får det?
Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af det. Den økonomiske union og den fælles valuta var en forfærdelig fejltagelse, hvis du spørger mig. Der var ikke tilstrækkelig solidaritet og fællesskabsfølelse. Samtidig kan eksempelvis Spanien og Portugal ikke devaluere deres valuta, hvilket ville være deres naturlige respons på denne type krise. De nordlige lande kontrollerer centralbanken. I lande som Danmark og USA føler borgerne sig som en del af samme land, og vi ville derfor have handlet på en anderledes måde. Hvis der var et ægte demokrati i Europa, havde reaktionen været anderledes. Så havde nogle forsøgt at tøjle Tysklands magt.
Resultatet bliver på længere sigt, at der vil være en voksende mistænksomhed mellem de forskellige grupper i Europa. Jeg mener, at det er utænkeligt, at vi vil falde tilbage til en situation, hvor de europæiske hære går i krig mod hinanden, men jeg mener, at der er en trussel om, at den økonomiske union falder fra hinanden.
Et andet resultat af krisen og splittelsen i Europa er, pointerer han, at Europas globale magt svækkes. Mange i USA havde ellers forventet et Europa, der langsomt genvandt fordums storhed, i hvert fald som blød økonomisk stormagt.
Men det kommer ikke til at ske nu. Europa har mistet sin globale indflydelse, vurderer Jeffrey Alexander.
En af arkitekterne bag EU, den franske diplomat Jean Monnet, har sagt, at Europa vil bygges gennem kriser og vil være summen af løsningerne. Allerede nu ser du voksende finansiel integration, hvor de rige økonomier gradvist deler underskud, og hvor Den Europæiske Centralbank indirekte opkøber statsobligationer i kriseramte lande, og hvor vi får en bankunion. Tror du ikke, at den europæiske integration langsomt kan fortsætte trods mistillid mellem befolkningerne?
Jeg funderer over, om det er muligt at have en økonomisk integration og en kulturel disintegration samtidig. Der sker en udpræget følelsesmæssig og ideologisk polarisering. Mange lande drejer mod højre, med voksende, radikale antieuropæiske bevægelser. Og ja, jeg ved, at der er et stort maskineri i gang i Bruxelles for at skabe integration. Citatet af Jean Monnet er godt til at vise, hvordan han udnyttede kriser til at skabe europæisk forening, og spørgsmålet er, om denne krise vil bidrage til Jean Monnets vision om øget fællesskab, eller om den vil underminere den, siger Jeffrey Alexander.
Han mener, at det kan tage år, før Europa er ude krisen.
Jeg mener, at det stadig er et åbent spørgsmål, hvordan det hele ender. Jeg mener ikke, at folk i nord har en forståelse for den depression, som Sydeuropa oplever. For lederne i syd skal være flinke over for regeringscheferne og bankcheferne i de rige lande. De kan ikke give udtryk for viljen hos deres vrede befolkninger, for det ville ødelægge forholdet til deres kreditorer, siger sociologen.
Kan udviklingen i Europa tage en anden drejning end den, Jeffrey Alexander har observeret? I Tyskland er der valg den 22. september. Her har Peer Steinbrück, den socialdemokratiske modkandidat til den borgerlige forbundskansler Angela Merkel, eksempelvis talt for større solidaritet med Grækenland. Jeffrey Alexander, der gerne så øget solidaritet i Europa, er pessimist. Han tror, at Steinbrück taber valget.
Jeg fornemmer, efter at have rejst rundt i Europa, at de rige lande har en selvoptagethed, der er forårsaget af deres egen økonomiske angst og deres angst for indvandringen, og det underminerer en europæisk solidaritet. Resultatet er, at der er meget lille sympati for de kriseramte befolkninger. Alle har deres egen version af, hvad de fattige lande har gjort forkert, og hvorfor det er godt for dem, at de gennemgår denne krise. Det kan være, at Europa kommer tilbage på sporet, og jeg håber, det bliver tilfældet, men jeg er langtfra lige så sikker som andre på den sag.