Han har spøgt med, at Ruslands grænser er endeløse, han har sat soldater ind i Ukraine, en suveræn, europæisk stat, og ifølge politiske iagttagere ønsker han at øge sin indflydelse i Europa ved at destabilisere kontinentets liberale demokratier.
Alligevel finder Ruslands præsident, Vladimir Putin, bred opbakning blandt hastigt voksende protestpartier overalt i Europa, konkluderer forskere og politiske iagttagere. Og politikere som Dansk Folkepartis Marie Krarup og den britiske Ukip-formand, Nigel Farage, har vakt voldsom debat ved at forsvare dele af Putins fremfærd.
”Politiske partier på den yderste højrefløj og yderste venstrefløj i de fleste europæiske lande har en tendens til at have russiske politiske sympatier, og generelt ser vi grupper yderst på begge sider, som tilpasser sig Putin,” siger Alina Polyakova, vice-direktør for Dinu Patriciu Eurasia Center ved den amerikanske tænketank Atlantic Council i Washington, hvor hun beskæftiger sig med forholdet mellem Rusland og Europa.
I Tyskland befinder de to yderpartier, kommunismens arvtagere i venstrepartiet Die Linke og det højrenationalistiske Alternativ for Tyskland (AfD), sig for eksempel på samme side af hegnet, når det gælder udenrigspolitik, påpeger hun. Die Linkes bånd til Putin har historiske årsager, idet partiet opstod i ruinerne af DDR-styrets kommunistparti og er tæt knyttet til den sovjet-russiske ideologi. AfD og andre højrenationalister ser en naturlig allieret i Putins Rusland i deres kamp mod EU, som de betragter som en bureaukratisk begrænsning af national suverænitet.
”Enhver, der tænker sig om, vil kunne se, at det ville være fuldstændig katastro-falt for Europa at implementere denne politik. Nogle af forklaringerne er, at disse ledere virkelig tror, at det vil være det rigtige valg at forlade EU og Nato og slå følge med Rusland, at de er påvirket af Rusland på grund af finansiel støtte, eller at de støtter Rusland af politisk taktiske grunde for at styrke deres egen dagsorden,” siger Alina Polyakova.
Putin-regeringen i Kreml går bevidst efter at påvirke de yderste fløjpartier i Europa, mener Peter Kreko, seniorforsker ved analyse- og forskningsinstituttet Political Capital i Budapest, Ungarn, og gæsteprofessor ved Indiana Universitet i USA.
”Rusland opererer som regel med en strategi i forhold til blød magtanvendelse, som kan beskrives som ’fra periferien til centrum’. Landet opbygger koalitioner og alliancer med radikale kræfter i håb om, at de kræfter i morgen er mainstream. Og i det nuværende populistiske opsving lader det til at være en vellykket strategi,” siger han.
Imens bliver truslen fra Putin undervurderet i dele af Europa, advarer Klaus Seg- bers, professor i statskundskab og leder af center for international politik ved Det Frie Universitet i Berlin.
”Der er en masse ønsketænkning. Den russiske elite lever af indtægter fra energi-renter distribueret af det politiske lederskab, og disse indtægter er faldende, så kampen om dem vokser. Det er derfor nyttigt at iscenesætte en international krise for at fjerne opmærksomheden fra de interne problemer og for at samle folk omkring flaget og skabe patriotisk enighed. Den opskrift fungerer indtil videre godt,” siger han.
De kritiske røster mod Putin finder man traditionelt blandt borgerlige midterpartier, men også her sker der et generelt skred mod højre, mener Alina Polyakova fra tænketanken Atlantic Council. Den tyske forbundskansler Angela Merkels kristeligt-demokratiske CDU er et af de få gamle partier, som fastholder en relativt hård kurs over for den russiske leder, mens især Frankrig de seneste år er blevet langt mere pro-russisk end tidligere.
”En forklaring er, at de borgelige midterpartier har bevæget sig ind på den yderste højrefløjs banehalvdel, fordi de konkurrerer om stemmer,” siger hun.
Selvom Putins voksende indflydelse kan udgøre en trussel, er Europa stadig i overvejende grad ledet af Putin-kritikere, understreger forskerne. I Europa-Parlamentet har markante Putin-støtter kun 20 procent af mandaterne, mens de resterende 80 procent har indtaget en kritisk position over for Rusland, ikke mindst efter annekteringen af den ukrainske Krim-halvø, siger Peter Kreko fra instituttet Political Capital.
”Trods de russiske følelser har EU stadig en forenet sanktionspolitik mod Rusland med opbakning fra alle EU-lande, og det er vigtigt,” tilføjer Alina Polyakova.