Valéry Giscard d’Estaing havde sans for dramatiske udgangsreplikker. Hans af-skedstale som fransk præsident efter at have tabt valget i 1981 er blevet fransk tv-historie. Efter et simpelt ”Au revoir”, og mens kameraerne endnu rullede, rejste han sig og lod Marseillaisen runge over den tomme stol i ét, langt minut. VGE var gået. Nu var franskmændene alene overladt til en ny skæbne.
Giscard, som han blev kaldt i folkemunde, fik en ny karriere som en europæisk grand old man. Han blev primus motor for den siden kuldsejlede europæiske forfatningstraktat og kæmpede for, at den skulle indholde en reference til Europas kristne rødder. Og han fik en forfatterkarriere, hvor han blandt andet opfandt en romance mellem prinsesse Diana og en præsident, der havde mange fællestræk med ham selv. Og for en måned siden gav han sit sidste interview til dagbladet Le Figaro i anledning af udgivelsen af sin seneste roman, ”Loin du bruit du monde”, langt fra verdens larm, lød titlen på bogen.
Men onsdag aften sagde den 94-årige Valéry Giscard d’Estaing endegyldigt Au revoir til denne verdens larm. Frankrigs præsident fra 1974 til 1981, der opfandt G7-møderne og dannede det første af de legendariske fransk-tyske makkerpar med en tysk kansler, døde omgivet af familien i sit hjem i Authon i det nordvestlige Frankrig af følgerne af at være smittet med coronavirus.
Han var den længst levende franske præsident nogensinde og overlevede både sin efterfølger, socialisten François Mitterrand, og Jacques Chirac, der begyndte sin karriere som Giscards premierminister. Hans sidste offentlige optræden var ved Chiracs begravelse den 30 september sidste år.
I en alder af 48 år blev han i 1974 valgt som Frankrigs dengang yngste statsoverhoved efter en tv-duel, der ligesom hans tilbagetræden er gået over i fransk pressehistorie.
”De har ikke monopol på medfølelse, monsieur Mitterrand. Jeg har lige så meget hjerte, som De har,” sagde han i den afgørende tv-duel, hvor Mitterrand havde beskyldt den forhenværende, lidt stive finansminister med det aristokratiske navn for at stå for en egoistisk og hjerteløs økonomisk politik.
Replikken sikrede ham valgsejren med et vibrerende forsvar for borgerlig økonomisk politik og ansvarsmoral. Hans politiske vision var et moderne, økonomisk og værdimæssigt liberalt Frankrig, der skulle ryste landet ud af gaullismens centralisme og statsstyring. Og han gennemførte store dele af de samfundsændringer, som 68’er-oprøret havde banet vejen for. Giscard d’Estaing udnævnte Frankrigs første ligestillingsminister, sænkede myndigheds- og valgalderen til 18 år, indførte fri abort og liberaliserede skilsmisseloven, der hidtil kun havde tilladt skilsmisse i tilfælde af utroskab eller anden misligholdelse af ægteskabet.
Men på finanspolitikken blev han hurtigt indhentet af oliekrisen i 1973 og den efterfølgende økonomiske ustabilitet, der undergravede det europæiske valutasamarbejde. Og hvor Charles de Gaulle havde inkarneret den franske euroskepsis, var Giscard d’Estaing, der selv var født i Koblenz i Tyskland, en overbevist europæer.
”Han var ikke føderalist, men han accepterede modsat de Gaulle, at Frankrig ikke er en stormagt, og så Europa som et middel til at fremme nationale interesser,” siger EU-eksperten Christian Lequesne til dagbladet La Croix.
Sammen med den tyske forbundskansler Helmut Schmidt sad han i førersædet, da den europæiske Valutaslange blev erstattet af Det Europæiske Monetære System i 1979. Og det var også ham, der samlede verdens seks mest industrialiserede lande til en ”uformel snak ved pejsen” på Rambouillet-slottet nær Paris i 1975 for at forsøge at skabe mere ro og orden i den globale økonomi. Året efter blev Canada inviteret med, og G7-gruppen blev en varig institution i international politik.
Men hans præsidentperiode blev også besmudset af skandalen om ”Bokassas diamanter”, som den daværende temmelig nådesløse centralafrikanske diktator, Jean-Bedel Bokassa, forærede den franske præsident.
Og selvom Valéry Giscard d’Estaing tillagde sig den vane at invitere sig selv, sin hustru Anne-Aymone – og et kamerahold – på middag hos almindelige franskmænd i provinsen, fik han aldrig det hjertelige forhold til franskmændene, som hans rival på højrefløjen, Jacques Chirac, opnåede.
Efter nederlaget i 1981 blev han europa-parlamentariker med en særlig aura som europæisk vismand. Hans indsats i spidsen for Det Europæiske Konvent, der skulle samle alle de europæiske traktater i en ny forfatning, endte med en fiasko, da forfatningstraktaten blev stemt ned blandt andet i hans eget hjemland.
Men han bevarede sit image som supereuropæer i franske og europæiske medier, indtil han i år blev ramt af beskyldninger om sexchikane blandt andet fremsat af en tysk kvindelig journalist. Giscard d’Estaing var anerkendt for sin skarpe intelligens, men blev betegnet som en middelmådig forfatter. Da han i 2003 blev valgt til den franske åndselites parnas, De Franske Akademi, hvis medlemmer bærer tilnavnet ”de udødelige”, sagde han i sin indtrædelsestale:
”I min alder er udødelighed det bedste, man kan håbe på.”