Prøv avisen
Interview

Forskningsdirektør: Europas toppolitikere har fortjent borgernes raseri

"Så længe den liberale økonomi bragede derudad og skabte tryghed, så folk globaliseringen som noget positivt. Men da det stoppede, kiggede folk på, hvad der så var tilbage. For mange var det udsigt til arbejdsløshed,” forklarer Asle Toje, forskningsdirektør ved Det Norske Nobelinstitut, om årsagerne til, at nationalkonservative og højrepopulistiske partier har oplevet en opblomstring i Europa. Foto: Dreyer Forlag, Oslo

Magtelitens hyldest af globaliseringen har skabt en velbegrundet vrede blandt Europas borgere, der oplever globaliseringen som en forringelse, lyder det fra den internationalt anerkendte Asle Toje, forskningsdirektør ved Det Norske Nobelinstitut. Borgerne ønsker nationen og nærheden tilbage, siger han

I årtier har teorier om globaliseringens positive effekter spredt sig på universiteter i hele den vestlige verden. Advarsler mod negative konsekvenser af det grænseløse er blevet set som reaktionære og virkelighedsfjerne, alt imens politikerne har tudet vælgerne ørerne fulde med begreber som modernisme, mangfoldighed og multikultur.

Drømmen har været at skabe en grænseløs verden, hvor lokalmiljøer erstattes af rodløse digitale fællesskaber, og hvor borgere ikke længere ser sig selv som en del af en nation og et lokalsamfund, men som borgere i ”den globale verden”.

Problemet er bare, at Europas befolkninger ikke oplever globalisering som gavnlig, men som en forringelse af deres liv.

Det mener norske Asle Toje, der er udenrigspolitisk forsker, forskningsdirektør ved Det Norske Nobelinstitut og forfatter til bogen ”Jernburet: liberalismens krise”. Han har beskæftiget sig indgående med den politiske udvikling i det moderne Europa og er dr.phil. i international politik fra universitetet i Cambridge.

”Efter Anden Verdenskrig handlede det om at lukke døren til identitetspolitikken. Det var meget synligt i kommunismen, men også i Vesten bredte tanken sig om, at man var hævet over tilhørsforhold. De ledende politikere stoppede med at bygge nationer op og begyndte i stedet at fokusere på interessepolitik. Man fulgte moderniseringsteoriens principper om, at øget kommunikation og grænseløse markeder ville erstatte samfundets traditionelle enheder som familie, nation, lokalmiljø og religion,” forklarer han.

Forskeren peger på opbyggelsen af EU som et eksempel på bevægelsen, hvor lande i stedet for at tænke i værdipolitik og nationer gav magten til et interessepolitisk fællesskab, der med liberalismens rationale skulle forvalte medlemslandenes midler.

”Man fulgte filosoffer som John Locke og hans tanker om, at staternes afgivelse af selvstændighed ville skabe økonomisk vækst gennem et frit, fælles marked. Individualismen ville fortrænge værdier om nærhed og fællesskab, og nye former for rodløse fællesskaber ville opstå. Sådan gik det også op gennem 1990’erne, men da finanskrisen kom i 2007, begyndte Europas samfund at vende sig indad,” siger Asle Toje.

I det politiske miljø og på universiteterne havde idéen om den globale verden inden da gjort sit indtog, og nye fag om ”Globalisering” dukkede op i stedet for gamle discipliner som ”International politik”. Da vækstkurverne pludseligt stoppede, arbejdsløsheden steg, og euroen blev truet, manglede de lærde og politikerne dog svar.

”I 2000’erne talte man om globale verdensborgere og rodløse jetsettere. Så længe den liberale økonomi bragede derudad og skabte tryghed, så folk globaliseringen som noget positivt. Men da det stoppede, kiggede folk på, hvad der så var tilbage. For mange var det udsigt til arbejdsløshed, særligt i industrien, der flyttede arbejdspladser ud. Mange af de arbejdspladser, der var tilbage, gik til lavtlønnede udlændinge, og det startede protesten,” siger han.

”Identitets- og værdipolitikken begyndte langsomt at vende tilbage som reaktion på det moderne og de udfordringer, der samtidig viste sig med at integrere indvandrere og flygtninge i de europæiske lande,” forklarer Asle Toje.

”Selvom vi lever enormt anderledes end for få generationer siden, er tryghed og tiltro til systemet stadig grundpillen i vores samfund. Foruden mangfoldigheden, der kom gennem indvandring, har globaliseringen også skabt bedre vilkår for terror, kriminalitet og svindel, og det har skabt en utryghed, som folk reagerer på,” siger han.

I kølvandet på den økonomiske krise kom flygtningekrisen sidste år, som har givet højrepopulistiske partier fornyet vind i sejlene. De mennesker, der har været set som taberne af globaliseringen, har fået en politisk stemme, som ikke har eksisteret tidligere, fordi idealet om globalisering har været rodfæstet både blandt liberale, konservative og socialdemokrater, mener Asle Toje.

Kombinationen af fri bevægelighed i EU, høj indvandring, dårlig integration og økonomisk nedtur har banet vejen for den nye, politiske protestbølge.

”Før det i flere lande blev officiel politik at hylde alle minoriteterne som en del af den globale drøm, var der advarsler om, at man risikerede at skabe en ny form for nationalisme som reaktion, men ingen lyttede. Det paradoksale er, at man ved at fremelske minoriteters særhed i mangfoldigheden og globaliseringens navn har skabt grundlag for politisk, nationalistisk mobilisering af de oprindelige majoritetsbefolkninger. Multikulturen og indvandringen har på den måde åbnet døren for en ny konservativ identitetspolitik,” siger den norske forsker.

I dag står Europa i en situation, hvor indvandrings- og EU-kritiske partier som tyske Alternativ for Tyskland og engelske Ukip oplever øget opbakning, et flertal af briterne har stemt sig ud af EU, og Front Nationals Marine Le Pen spås gode chancer ved næste års præsidentvalg i Frankrig.

”Europas etablerede politikere er selv skyld i suppedasen, fordi man ikke lyttede til protesterne, hver gang EU pressede mere og mere for at skabe en europæisk føderation. Samtidigt indlemmede man så østlandene, der er meget knyttet til nationalstaten og selvstændighed. Den cocktail har gjort, at EU stort set er handlingslammet, og at medlemslandene i stigende grad ser indad. Den bevægelse er de populistiske partiers fremgang også udtryk for,” vurderer Asle Toje.

Særligt det seneste år har håndteringen af flygtningekrisen skubbet til udviklingen, mener han.

”Da den tyske forbundskansler, Angela Merkel, sidste år åbnede grænsen for flygtningene, troede hun, at hun kunne gøre det uden at behøve de andre landes accept, og at hun kunne presse de andre til at følge med. Det kunne hun bare ikke, fordi østlandene med Ungarn i spidsen sagde nej, og derfor er EU’s asyl- og flygtningepolitik sat ud af spil i dag,” siger Asle Toje.

Han tror ikke , at de nuværende etablerede politikere, som primært er oplært i liberalismens og globaliseringens fordele, kan vende skuden. Det kan betyde, at flere historisk store partier må lukke – eksempelvis Det Konservative Folkeparti i Danmark. Det er dystre udsigter for de gamle partier, men viser, at demokratiet fungerer, mener Asle Toje.

”Mange partier er ikke lykkedes med at finde svar på tidens spørgsmål, og det er sådan set forståeligt. Den liberalisme, som inspirerer dem, har givet mere frihed og fremgang end nogen anden ideologi i historien. Problemet er bare, at den politiske elite er kommet så langt fra folket, at man har mistet hinanden af syne. Det kræver en ny generation af konservative politikere, der kan se borgerne i øjnene og besvare den fremtidsfrygt, mange har,” siger den norske forskningschef.

Han mener ikke, at bekymring over radikalisering, terror og fejlslagen integration kan løses med symbolpolitiske tiltag som forbud mod burka eller burkini:

”Det eneste, der batter, er de store spørgsmål. At man sørger for at integrere dem, der er kommet, inden man tager imod nye indvandrere, og at man manifesterer nationen og kulturen.”

Som eksempel på et tiltag, der kan have en effekt, fremhæver han de to danske kulturkanoner, hvor borgerlige regeringer har fået samlet essensen af Danmarks kulturhistorie.

Asle Toje mener dog, at der bør gøres langt mere for at kridte de europæiske nationers historie og værdier op.

”Jeg ser enkelte tilløb til, at politikerne forstår, at man er gået for langt med at nedbryde kulturelle og strukturelle fællesskaber, og at man vil bygge nationen op på ny, men jeg savner en samlet politisk plan. Vi skal have en velovervejet proces med respekt for de mennesker, der oprindeligt skabte vores lande. Det skal bringe borgerne sammen i nationer med et fællesskab, der er udgjort af individer med lige rettigheder og trygge rammer,” siger han.

Ikke alene på nationalt niveau, men helt ude i de små lokalsamfund må landene starte forfra med at bygge institutioner og fællesskaber op, mener nordmanden:

”Vi har været frygteligt naive og slet ikke forstået, hvor ødelæggende det er for et samfund, at man lukker det lokale posthus, eller hvor meget idrætsklubberne, den lokale bodega og indkøbsstrøget betyder for folks følelse af samhørighed. Det er det, der skaber sammenhæng, ikke et digitalt indkøbscenter eller en effektiviseret, ansigtsløs stat. Vi har øget afstanden mellem mennesker, og det må vi gøre om, hvis befolkningen skal have tilliden tilbage.”