Lavere løn, mindre sikre jobs og deltidsjobs. Sådan ser situationen ud for mange unge i Europa.
Som konsekvens venter de længere med at stifte familie, fordi de ikke har råd til deres eget hjem.
”Vores forskning viser, at de 17-36-årige ikke har formået at forbedre deres levestandard i forhold til forrige generation,” siger seniorforsker Laura Gardiner fra den sociale britiske tænketank The Resolution Foundation
”Men vi ved også, at offentligheden forventer, at næste generation klarer sig bedre end deres forældre, og for første gang i nyere tid er det ikke tilfældet,” siger hun.
Med andre ord kan den moderne europæiske velfærdsstat ikke længere levere stadigt bedre livsvilkår, og det har også andre konsekvenser, påpeger professor Jacqueline O’Reilly fra University of Brighton.
Hun er er koordinator af et stort tværeuropæisk forskningsprojekt, Style, som ser på unge på arbejdsmarkedet i EU.
”Vi ser en social tendens, hvor mange unge udsætter ægteskab og det at stifte familie. De venter, fordi de ikke har stabile arbejdsforhold og råd til den rette bolig,” forklarer Jacqueline O’Reilly.
I sydeuropæiske lande fra Grækenland over Italien til Spanien og Portugal betyder den økonomiske krise, at mange unge voksne er nødt til at flytte hjem til forældre, og det har skabt social uro og protester.
Antropologiprofessor Susana Narotzky fra universitetet i Barcelona er en del af et forskningsprojekt, der ser på konsekvenserne af de seneste 10 års økonomiske krise i de fire lande.
Krisen har blandt andet resulteret i nye politiske protestbevægelser, der ligger til venstre for de mere traditionelle socialdemokratisk orienterede socialistpartier.
”Det handler i alle tilfælde om, hvordan staten ikke har formået at leve op til befolkningernes forventninger. Vi er i en tid, hvor staten er nødt til at genoverveje, hvad borgerskab vil sige, og gentænke det i form af statens økonomiske forpligtigelse. Men de nye bevægelser er også problematiske, og nogle udvikler sig i en fascistisk retning. Men de bevægelser fortæller os, at staten har fejlet,” siger Susana Narotzky. Hun taler om blandt andre Podemos i Spanien, det venstreradikale Syriza i Grækenland og den italienske Femstjernebevægelse med komikeren Beppe Grillo i spidsen.
Derimod har den økonomiske krise ikke udløst tilsvarende organiserede sociale oprør længere mod nord.
”Storbritannien har sammenlignet med Sydeuropa en lav ledighed. Der er masser af jobs, men kvaliteten i form af sikkerhed og løn er en katastrofe. Boliger er et endnu større problem. For unge i dag er det halvt så sandsynligt, at de vil eje deres egen bolig, når de er 30 år, som generationen før dem,” siger Laura Gardiner.
Hvor veletablerede familier bruger omkring syv procent af deres indkomst på bolig, bruger folk, der bor privat til leje, ofte en fjerdedel af indtægten på bolig. Og i London kan det været op mod 50 procent af lønnen.
Set med de tværeuropæiske briller minder Jacqueline O’Reilly om, at det ikke kun handler om at se syd mod nord, men også øst mod vest.
”I de fattige østeuropæiske lande ser vi flere unge, som bor hjemme, fordi deres indkomst er nødvendig for familien. De har det hårdt, og derfor ser vi også udvandringen mod vest. I randområderne er der masser af billige boliger, mens boligudgifterne i arbejdsintensive områder og særligt hovedstæder bare stiger,” siger Jacqueline O’Reilly.