De hedder Volt, og de vil give Europa et elektrochok. De vil sikre, at ”splid ikke nedriver, hvad vore forældre byggede. Volt blev skabt for at genaktivere Europa.” Det skriver partiet i det program, som er fælles for alle kandidater i de otte lande, heriblandt Storbritannien og Holland, hvor Volt stiller op ved valget til Europa-Parlamentet i de kommende dage.
”Det er første gang, at europæere fra hele Europa har et parti, som taler en fælles europæisk solidaritet op. Slut med nationalt forankrede forbehold. Vi taler om, hvordan vi sammen kan bekæmpe ungdomsarbejdsløshed i Sydeuropa og derved afhjælpe behovet for arbejdskraft i Nordeuropa,” siger partiets danske kandidat, Kathrine Richter, som dog ikke selv er at finde på stemmesedlen i Danmark på søndag, men på en belgisk stemmeseddel.
Volt er et europæisk politisk parti, dannet af en italiener, en tysker og en franskmand. Og det er et af de første eksempler på, at noget ulmer under overfladen i europæisk politik.
Noget, der ligner ansatsen til et politisk Europa, det ”borgernes Europa”, som politikere har ledt efter med lys og lygte lige siden det første direkte valg til Europa-Parlamentet for 40 år siden. Da vælgerne fik lov til at bestemme sammensætningen af det daværende EF’s parlament i 1979, var valget tænkt som en sum af nationale valg: de hjemlige partier går til valg mod deres sædvanlige politiske modstandere, og vælgerne går mere op i det nationale valgresultat end i, hvem der får flertal i Strasbourg.
Men denne model betragtes i stigende grad som en af forklaringerne på det demokratiske underskud i EU, hvor den europæiske debat aldrig for alvor får tag i vælgerne. Og Volt-kandidaterne er ikke de eneste, der vil sprænge det gamle, nationale parti- system.
Den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis, der bekæmpede sparekravene til Grækenland, dannede i 2015 Demokrati i Europa 2025 (DiEM25), som nu er blevet til et europæisk parti. Selv stiller Yanis Varoufakis op i Tyskland med sit program om blandt andet europæiske investeringer i klimatilpasning. I andre lande har han allieret sig med etablerede politiske partier i bevægelsen Europæisk Forår, som blandt andre tæller de franske socialisters tidligere præsidentkandidat Benoît Hamons parti Génération-s og Alternativet i Danmark.
”Vi er det første seriøse, transnationale og progressive parti. Som overbevist europæer kritiserer jeg de europæiske institutioner. De skaber utilfredshed, og det ender i uhyrer som Matteo Salvini og Lega i Italien, AfD i Tyskland og Gyldent Daggry i Grækenland,” siger Varoufakis til Deutsche Welle.
Disse initiativer er spæde tegn på, at europa-parlamentsvalget er ved at blive mere europæisk og mindre optaget af nationale problemstillinger, mener Stefan Lehne, gæsteforsker ved tænketanken Carnegie Europe.
”Valgkampen i 2019 har været langt mere europæisk end tidligere, og det paradoksale er, at det er de nationalistiske, EU-skeptiske partier, der har udløst denne europæisering og givet valgkampen dens transnationale karakter. EU-valg plejer at være protestvalg eller midtvejsvalg for en siddende regering. Man taler lidt om EU, men mest om nationale spørgsmål. Selvom det stadig har været sådan i nogle lande, er det ikke det generelle billede ved dette valg,” siger han.
Ved at prøve at gøre dette europa-parlamentsvalg til en kamp mellem nationalister og globalister har politikere som Ungarns premierminister, Viktor Orbán, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, skabt en polarisering, som har sat mere gang i valgkampen. Orbán mod Macron er en kamp, europæerne bedre kan forholde sig til end kampen mellem de forholdsvis ukendte spidskandidater for de traditionelle partisammenslutninger, tyske Manfred Weber for de europæiske kristeligt-demokratiske partier i EPP og hollandske Frans Timmermans for de socialdemokratiske partier i PES.
Samtidig er vælgerne blevet langt mere opmærksomme på, at det, der sker ude i Europa, har indflydelse på deres hverdag. Gældskrisen og derefter migrationskrisen bragte Grækenland og Lampedusa ind i debatten omkring middagsbordene over hele kontinentet, påpeger professor Alberto Alemmano, der forsker i transnationale partier og europæisk demokrati ved handelshøjskolen HEC i Paris.
”Vi er aldrig gået så meget op i valg i andre europæiske lande, end vi gør i dag. Nationale valg i Ungarn, Italien og Holland bliver fulgt med voksende opmærksomhed, og det bidrager til at skabe en form for pan-europæisk politisk debat omkring nogle få nøgletemaer som migration og økonomi,” siger han.
Alberto Alemmano mener, at de nye transnationale partier afspejler en ny generation af politikere, der tænker og føler europæisk snarere end nationalt.
”Det gælder sjovt nok også de nationalistiske og selv de identitære organisationer. En form for europæisk politisk rum folder sig ud for øjnene af os. Og det interessante er, at de europæiske borgere tager positivt imod denne udvikling,” siger han.
Selv om vælgerne er utilfredse med den måde, EU fungerer på, har opbakningen til unionen ikke været større siden Berlinmurens fald, viste en måling fra Eurobarometer i sidste måned.
68 procent af europæerne ville stemme ja til EU, hvis de skulle stemme om medlemskabet i dag, og lige så mange mener, at EU-medlemskabet har gavnet deres land. Og flere end hver anden ønsker, at EU-Parlamentet får større indflydelse.
”Flere og flere områder, som for eksempel uddannelse og sundhed, indbærer en form for EU-lovgivning. EU var oprindeligt noget meget teknisk med handelshindringer og harmonisering af normer. Det var ikke noget, folk kunne mærke. Nu er det langt mere direkte politiske spørgsmål som migration, sikkerhed og terror, som borgerne kan forholde sig til,” siger Stefan Lehne.
Både Stefan Lehne og Alberto Alemmano mener, at dette valg til Europa-Parlamentet markerer et vendepunkt.
”Det kan lægge grunden til udviklingen af et trans- nationalt europæisk demokrati,” vurderer Alberto Alemanno.