”Hamilton-øjeblikket” er blevet det helt store buzzword i de europæiske medier, efter at Angela Merkel i sidste uge gik med til den gældsunion, som den tyske forbundskansler tidligere har forsaget som djævelen i det europæiske samarbejde. Det var imidlertid ”Europas øjeblik”, Ursula von der Leyen forsøgte at fremmane for europæernes indre blik, da den tyske kommissionsformand i går fra talerstolen i Europa-Parlamentet præsenterede EU-Kommissionens forslag til den nye genopretningsfond, som skal kickstarte den europæiske økonomi efter coronakrisen.
Men ligesom den amerikanske finansminister Alexander Hamilton i 1790 satte den amerikanske føderalstat på skinner ved at lade regeringen i Washington hæfte for gæld, som de amerikanske delstater ikke selv kunne betale tilbage, har Ursula von der Leyen åbnet døren til et nyt skridt hen imod øget europæisk integration.
”Vi skal finde den rigtige balance mellem suverænitet og fælles byrdefordeling,” sagde hun i sin præsentation af ”Next Generation”, som forslaget er blevet døbt.
De 750 milliarder euro, svarende til næsten 5600 milliarder kroner, som Kommissionen foreslår at låne på finansmarkederne, skal investeres i en grøn, digital og social fremtid for kommende generationer. Og heraf skal de 500 milliarder euro gives som tilskud, ikke som lån, så det bliver et fælles ansvar at betale dem tilbage, selvom de hårdest ramte lande i Sydeuropa vil stå forrest i køen, når pengene skal udbetales.
Det er tæt på det udspil, som Angela Merkel og den franske præsident, Emmanuel Macron, kom med i sidste uge. Og temmelig langt fra det modforslag, som Danmark har fremsat sammen med Sverige, Holland og Østrig, og som går imod enhver form for fælles gæld.
”Hvis forslaget gennemføres, er det et skridt hen imod øget integration, der åbner op for diskussioner om flere overnationale elementer i eurozonen,” siger Julian Rappold fra den tyske udenrigspolitiske tænketank DGAP.
”Vi ser klart en ideologisk forskydning og et skred i retning mod en føderal udvikling,” lyder det også fra Marlene Wind, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.
”Alle ved, at hvis ikke euroen gøres færdig med flere overnationale mekanismer, så er den fælles valuta ikke holdbar i længden. Dette gælder selvfølgelig først og fremmest eurozonen, og i Danmark har vi troet, at vi kunne holde os på afstand ved ikke at være med i euroen. Men nu opdager vi, at vi er bundet meget mere op i den europæiske økonomi, end vi troede,” siger Marlene Wind.
Med til denne forskydning hører et opgør med fortællingen om det sparsommelige, dydige Tyskland, der betaler regningen for ødsle og uansvarlige lande i syd, mener hun.
”Fortællingen om, at Tyskland har ofret sig for andre, er noget vrøvl. Tyskland har tværtimod profiteret af det eksporteventyr, som euroen har gjort mulig.”
Den tyske kommissionsformand brugte netop mange retoriske kræfter i sin tale i går på at splintre dette billede af velstående, dydige lande, der kaster en redningskrans ud til enkeltlande i økonomisk uføre.
”Dette er fælles investering i vores fremtid og i Europa som et fælles gode,” sagde Ursula von der Leyen.
”I morgen vil prisen for ikke at gøre noget være langt højere for os. Pointen med dette er at lægge et fundament for vores fælles fremtid”, sagde hun.
Spørgsmålet er nu, hvor meget de fire modstanderlande, samlet i den såkaldte Sparebande, kan og vil stille op. Den danske regering har allerede meldt ud, at man ikke regner med at komme igennem med hele modforslaget og har fået nogle andre lunser i form af løfter om at kunne beholde sin rabat på EU-budgettet, som dog til gengæld står til stige drastisk. Også Holland er indstillet på et kompromis, vurderer professor Adriaan Schout fra den hollandske tænketank Klingendael.
”To tredjedele af det hollandske parlament er imod et højere EU-budget og fælles gæld. Men vi har også en kompromiskultur, og en eurokrise netop nu er ikke i nogens interesse,” siger Adriaan Schout.
”Måske bliver der skænderier udadtil om, hvorvidt der skal gives tilskud eller ej. Men det spørgsmål er reelt afklaret med et ja,” mener Marlene Wind.
”Til gengæld er der masser af andre potentielle stridspunkter – fra den præcise fordeling mellem lån og tilskud og til betingelser for eksempel om grønne investeringer og respekt for retsstaten, som er et stridspunkt med Østeuropa,” siger hun.