I oktober 2013 gik flagene på halv over hele Italien i medfølelse med den skibskatastrofe, der kostede 366 flygtninge og migranter livet ud for øen Lampedusa, og forliset blev intenst dækket i de europæiske medier. Omkring 700 mennesker druknede i alt det år i Middelhavet, mens cirka 60.000 slap over. Det svarede til ét dødsfald for hver 86 personer, der kom frem.
I dag dør dobbelt så mange, når de forsøger, viser de nyeste tal fra FN’s organisation for migration, IOM. Frem til i går, mandag, var 682 mennesker døde ud af 31.649 ankomne. Det svarer til ét dødsfald pr. 46 overlevende.
Dermed er EU’s grænser stadig de farligste i verden for flygtninge og migranter. Det næstfarligste sted er grænsen mellem USA og Mexico, hvor der i løbet af årets seks første måneder døde 181 mennesker. Derefter kommer Caribien, hvor 143 migranter mistede livet.
”Der dør flere mennesker på EU’s grænser end på nogen anden grænse i verden,” siger Nick Megoran, forfatter og kulturgeograf ved Newcastle Universitet med speciale i grænser og grænsekonflikter, til den britiske avis The Independent.
Særligt overfarten mellem Libyen og Europa er farlig. Ifølge rapporten Desperate Journeys (Desperate rejser) fra UNHCR, FN’s Flygtningehøjkommissariat, steg andelen af døde fra én omkommet for hver 38 ankomster i 2017 til én for hver 14 ankomster i 2018.
De mange dødsfald fik i sidste uge FN til at opfordre de europæiske lande til igen at organisere en redningstjeneste på Middelhavet i stil med dem, som såvel Italien som EU’s grænseagentur Frontex har stået for.
”Tidligere sørgede europæiske statsfartøjer for at udføre eftersøgnings- og hjælpearbejde, der reddede tusinder af menneskeliv og bragte dem sikkert i havn. De burde genoptage dette livsvigtige arbejde,” skriver de to FN-organisationer IOM og UNHCR i en udtalelse.
EU har de seneste år gradvist overdraget ansvaret for redningsarbejdet til Libyen, der sejler migranterne tilbage til detentionscentrene i landet, og indstillede sin egen havredningstjeneste helt i marts i år.
Over hele Sydeuropa bliver landene stadigt mere afvisende over for at åbne deres havne for de humanitære redningsskibe, fordi de ved, at de nødstedte passagerer vil føje sig til de tusinder af flygtninge og migranter, der i forvejen er i landene.
Private hjælpeorganisationer har forsøgt at erstatte de statslige redningstjenester ved at sende alternative skibe af sted som det omstridte skib ”Sea-Watch 3” med den kvindelige tyske kaptajn Carola Rackete, som skal for retten i Italien igen i denne uge, da hun fortsat er sigtet for blandt andet meddelagtighed i menneskesmugling efter at trodset et indsejlingsforbud på Lampedusa.
Det bliver stadig sværere for disse skibe at få tilladelse til at sætte de migranter og flygtninge i land, som de redder på Middelhavet. Stemningen blandt EU’s medlemslande er overvejende skeptisk over for redningstjenesterne. Mange regeringer mener, at det vil opmuntre flere migranter til at forsøge turen over Middelhavet, hvis de ved, at de kan blive hjulpet af et redningsskib.
Men idéen om, at redningstjenester i sig selv spiller en rolle for, om flygtninge og migranter begiver sig over Middelhavet, har ikke meget på sig. Det er ikke eksistensen af redningsskibe, der afgør, om folk tager over Middelhavet, siger migrationsforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Sine Plambech, der lige nu er på Sicilien for at tale med italienere og migranter.
”Jeg har ikke mødt en eneste migrant, der har tænkt på, om der var en redningstjeneste eller ej, når de besluttede sig for at sejle over. Alle ved, at det er farligt, og alle er bange, men det er en risiko, de har besluttet sig for at tage,” siger Sine Plambech.
Den italienske forsker Paolo Cuttitta fra Université Paris13, der er ekspert i migration, grænser og redningsaktioner til havs, mener, at det ikke er muligt at fastslå en sammenhæng mellem antallet af flygtninge og migranter, der søger mod Europa, og tilstedeværelsen af en redningstjeneste.
Ifølge ham stritter erfaringerne i alle retninger. Blandt andet var der ingen redningstjenester i 2011 og 2013, da mange, særligt syrere, flygtede videre fra Nordafrika efter det arabiske oprør og krigen i Libyen.
”Den pludselig stigning i overfarterne på Middelhavet begyndte, adskillige måneder før Mare Nostrum (Italiens redningsmission fra 2013 til -2014) overhovedet blev indført. Den havde sin klare årsag i en forværring af krigen i Syrien og forholdene i Nordafrika,” siger han.
På Sicilien er meningerne om redningstjenesterne delte, fortæller Sine Planbech. Et voksende antal italienere glæder sig over, at EU’s redningsbåde ikke længere lægger til med tusinder af flygtninge og migranter, der er samlet op fra nødstedte småbåde, mens lige så mange fastholder, at Italien har et humanitært ansvar.
”Der er en stor kamp om, hvordan Italien bør forholde sig,” siger hun.