Prøv avisen

EU’s lande skal gå mindre i takt

27 stats- og regeringschefer underskrev i lørdags Rom-erklæringen ved markeringen af det europæiske samarbejdes 60-årsfødselsdag i lørdags. Her er det Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), der svinger pennen. Foto: Alessandra Tarantino/AP/Polfoto

Rom-erklæringen, som 27 europæiske stats- og regeringschefer underskrev ved 60-året for grundlæggelsen af det europæiske samarbejde, peger mod et Europa i flere hastigheder

EU-landene vil marchere sammen mod en fælles fremtid. Men ikke nødvendigvis i samme hastighed. Med Rom-erklæringen, som de højtideligt underskrev ved markeringen af det europæiske samarbejdes 60-årsfødselsdag i lørdags, har de 27 stats- og regeringschefer åbnet døren for det ”Europa i flere hastigheder”, som især Frankrig og Tyskland har presset på for at opnå. Og som en række lande med Polen i spidsen til det sidste forsøgte at undgå.

Underskriverne af Rom-traktaten for 60 år siden talte ikke om et Europa i flere hastigheder, understregede Det Europæiske Råds formand, Donald Tusk, i sin tale. De 27 underskrivere af Rom-erklæringen vil derimod handle i fællesskab, men ”om nødvendigt i forskellig rytme og med forskellig intensitet”.

”Den endelige erklæring er blevet udvandet blandt andet efter pres fra polakkerne. Men det er helt givet den vej, Europa går. Med Storbritanniens udtræden af EU er der ikke længere noget stort land tilbage, som kan blokere for denne vej,” siger professor og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, Marlene Wind.

Polen truede til det sidste med at nægte at underskrive Rom-erklæringen, som skal markere de 27 EU-landes fælles vilje til at holde sammen på EU, få dage før Storbritannien på onsdag officielt udløser Brexit-forhandlingerne. Og hverken klapsalverne efter underskrivelsen eller den højtidelige afspilning af Europa-hymnen kan skjule, at det europæiske samarbejde fortsat rystes af kastevindene fra både gældskrisen og migrationskrisen.

”EU-landene har bekræftet deres vilje til en fælles fremtid. Men det betyder ikke slutningen på fragmenteringen, og øget integration på punkter som sikkerhed og fælles grænsekontrol kan kun ske, hvis nogle går foran uden at blive bremset af de, der ikke vil være med,” siger Josef Janning, leder af Berlin-afdelingen af den europæiske tænketank European Council of Foreign Relations.

Mens især tilhængere, men også modstandere af EU, demonstrerede i Roms gader, udpegede stats- og regeringscheferne fire områder, hvor Rom-erklæringen åbner for et styrket samarbejde. Det gælder så følsomme spørgsmål som migration, fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, øget økonomisk integration samt samarbejdet omkring socialpolitik.

”For seks måneder siden ville ingen have væddet en euro på, at vi kunne blive enige om det sociale aspekt. Det er en modgift mod populisme,” sagde den fungerende formand for EU, Maltas regeringsleder Joseph Muscat, ved pressemødet efter ceremonien.

”Der kan blive tale om en styrkelse af eurozonen. Og spørgsmålet om et fælles forsvar vil også komme på dagsordenen, ikke mindst i lyset af den amerikanske præsident, Donald Trumps, krav om, at Europa skal bidrage mere til sit eget forsvar. Det kan tage tid, ligesom udviklingen af en fælles asylpolitik. Andre tiltag, som for eksempel fælles grænsekontrol, kan indføres forholdsvis hurtigt,” siger Marlene Wind.

”Fremskridt i flere hastigheder kan tage form af en slags Schengen Plus-aftale, der omfatter fælles grænsekontrol og fælles håndtering af migranter. Og der er et klart signal om, at sociale initiativer er en del af pakken,” siger også Josef Janning.

Men han peger på, at Rom-erklæringen netop er formuleret sådan, at alle kan læse den på deres egen måde.

”Der tales om solidaritet, hvilket beroliger de østeuropæiske lande, der var bange for at miste regionalstøtten. De, der ønsker at bevare vetoretten, vil være beroliget af henvisningerne til ’enhed’, der kan forstås som enighed. Rom-erklæringen har ikke bygget bro over de grundlæggende uenigheder, og vi vil formentlig se de gamle brudflader dukke op, så snart de europæiske ledere om kort tid skal i gang med budgetforhandlingerne,” forudser Josef Janning.

”Risikoen for, at EU falder fra hinanden, er ikke afværget. Og det afhænger i første omgang ikke af Rom-erklæringen, men af udfaldet af det franske valg,” påpeger Marlene Wind.