EU’s liberale elite dyrker samme ensretning som kommunisterne

EU afviser alt, der ikke hører inden for de venstreorienteredes dagsorden, mener den polske filosof og nationalkonservative politiker Ryszard Legutko, netop som den polske regering igen er under kritik for at stramme grebet om retsvæsenet. Ifølge Legutko er regeringen fanebærer for det sande demokrati

I flere polske byer som her foran parlamentet i hovedstaden, Warszawa, var der i weekenden store demonstrationer mod den nationalkonservative regerings seneste retsreformer, der blandt andet giver parlamentet og justitsministeriet indflydelse på dommerudnævnelser. Ryszard Legutko mener, protesterne er politisk orkestrerede. – Foto: Czarek Sokolowski/AP/ritzau

Under det kommunistiske styre i Polen var alt politisk, husker den 67-årige filosof og politiker Ryszard Legutko: Du skulle være en god socialist, leve i en socialistisk familie, pleje din socialistiske moral og have en socialistisk uddannelse.

Selv Gud – som officielt slet ikke eksisterede – var socialist.

”Der var en intens politisering af samfundet, hvor hver en celle skulle gennemsyres af den socialistiske ideologi. Og nu er min tanke: Er det ikke det samme i dag, hvor alt skal være liberaldemokratisk? Uddannelse, folk, kirken og endda Gud – hvis han eksisterer – er angiveligt liberaldemokrat (...) Kunst skal være liberaldemokratisk. De ændrer de litterære kanoner, de ændrer pensum i skolerne. Fordi de vil gøre dig til en god liberaldemokrat.”

Ryszard Legutko sidder i Europa-Parlamentet, hvor han er næstformand i Gruppen af Konservative og Reformister, samme gruppe, som Dansk Folkeparti er en del af. Han understreger, at der er forskel på kommunisterne og de nuværende liberale demokraters metoder, men at indoktrineringen er den samme: Den begrænser de frie tanker og ændrer samfundets moralske struktur.

”De liberale demokrater siger: ’Vi er liberale, tolerante og pluralistiske, men I er ikke liberale, tolerante og pluralistiske, så I skal holde bøtte’. De siger: ’Vi lever alle sammen i et demokrati, men på én betingelse, at vi altid har magten og ikke de skøre folk derovre’,” siger Ryszard Legutko.

Som medlem af det nationalkonservative polske regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) står han for skud i Bruxelles, fordi partiet derhjemme er i gang med en lang række kontroversielle reformer.

Senest er titusinder af demonstranter i weekenden gået på gaden i flere polske byer i protest mod, at regeringen med sit snævre, absolutte flertal i ryggen netop har fået vedtaget et lovforslag om at lade parlamentet bestemme sammensætningen af det hidtil uafhængige nationale dommerråd, som nominerer landets dommere. Samtidig er der nu givet grønt lys for, at justitsministeriet kan udnævne landsretsdommere. Oppositionen og landets liberale dagblade advarer desuden om, at regeringen er ved at kuppe retsstaten, fordi justitsministeriet fremover skal kunne sende de 83 højesteretsdommere på tvungen pension.

Alt sammen skridt, som PiS forsvarer som nødvendige for at indføre mere kontrol med retsvæsenet, da domstolene ifølge partiformand Jaroslaw Kaczynski ikke er effektive nok, og dommerne i hans øjne er moralsk anløbne. I Europa-Parlamentet taler førende konservative og liberale politikere nu om, at den røde linje er overskredet, men Ryszard Legutko afviser kritikken og kalder reformerne helt legitime, fordi det var på tide at skabe orden i eget hus.

”Hvilken del af demokratiet er det, vi er ved at afvikle? Flerpartisystemet, frie valg, medierne? Jeg mener, at vores politiske realiteter i dag uden tvivl er langt mere pluralistiske end før. Men opfattelsen er, at det er de forkerte mennesker, det forkerte parti med de forkerte idéer, som vandt valget, og som har den folkelige opbakning og nu gennemfører reformer,” siger han.

Ryszard Legutko erkender dog i lyset af de gentagne demonstrationer mod regeringen, at det polske samfund i dag er splittet.

”Det er ikke 50-50, men der er en splittelse. Det er en opdeling i mainstream og os, som ifølge mainstream ikke har fortjent at være ved magten. Men vi har en meget stor folkelig opbakning, selvom disse antiregeringsdemonstrationer er meget højlydte og politisk orkestrerede. Og de bruger et afskyeligt sprog, som man også kan se i USA efter valget af Donald Trump, med alle mulige grove beskyldninger om totalitarisme.”

Han er åbenlyst træt af de politisk korrekte og venstreorienterede politikere. Dem i Polen såvel som dem i Bruxelles.

Sidste år udgav han en bog med titlen ”Dæmonen i demokratiet: Totalitære fristelser i frie samfund”. Den stjernebeklædte, blå forside sender tankerne i retningen af EU-flaget, dog med den ene forskel, at en af stjernerne er skiftet ud med et hammer- og segl-symbol. Et af USA’s mest indflydelsesrige, konservative magasiner National Review skrev i sin anmeldelse af bogen, at den bærer Ry-szard Legutko frem på ”forreste række af tænkere”.

Siden ungdomsoprøret i 1968 har Europas konservative tabt mere og mere terræn, mener han. I Frankrig var forskellen mellem den midtersøgende Emmanuel Macron og den konservative Francois Fillon i forårets præsidentvalgkamp så lille, at den kun var interessant for akademikere, og op til den britiske folkeafstemning om medlemskabet af EU sidste år var der stort set ingen forskel på De Konservative og Labour. I Tyskland stemte 75 parlamentsmedlemmer fra CDU/CSU i Forbundsdagen for nylig for at ligestille homoseksuelle ægteskaber. Ryszard Legutko fnyser ad, at de kalder sig kristne konservative:

”Det viser, hvor svage de er, og hvor meget, de har kapituleret til venstrefløjen. Det samme gør sig gældende for nogle biskopper og kirker i nogle lande.”

Det er i det lys, at vi skal forstå konflikten mellem EU og Polen, siger han. En konflikt, som for EU-Kommissionen handler om grundpiller i demokratiet, men som for Polen er et spørgsmål om retten til selv at bestemme.

Langt de fleste politikere i Bruxelles taler de venstreorienteredes sprog uanset partifarve, og ingen af dem bryder sig om, at et parti som Lov og Retfærdighed har den folkelige opbakning i Polen til at gennemføre reformer, mener han. I Ungarn er det den samme problematik. Dem, der ikke deler de venstreorienteredes holdninger og idéer, er under angreb. Legutkos drøm er, at Europa igen vender tilbage til en klassisk opdeling mellem venstrefløjen og højrefløjen.

”Det, jeg finder interessant, og som giver mig håb for fremtiden, er, at vi i mit eget land har formået at sætte det demokratiske pendul i bevægelse,” siger den nationalkonservative EU-parlamentariker.

Demokrati er ellers det, som Lov og Retfærdighed af oppositionen og EU-Kommissionen får skyld for at underminere hjemme i Polen, hvor de uafhængige dommere og kulturinstitutioner er under pres, og de statslige medier ifølge oppositionen i dag fungerer som talerør for regeringen.

Ryszard Legutko afviser alle anklager og siger, at de er en del af en politisk kamp, der har stået på siden kommunismens fald i 1989. I hans vurdering indgik de revolutionære ledere og elementer fra det kommunistiske regime en uformel alliance og skabte et system til gavn for sig selv og et samfund, hvor de dikterede moral, meninger og korrekt adfærd:

”Og alle dem, der ikke var enige med dem, blev skubbet til side og anset som sindssyge, fascistiske eller noget lignende. Siden dengang har der været adskillige forsøg på at ændre den politiske struktur og gøre den mere afbalanceret med et venstre og et højre. Det, vi ser i Polen nu, er det seneste og mest succesfulde forsøg, og det bliver skarpt angrebet udefra, fordi det ligger uden for det, der i dag er alment acceptabelt,” siger han.

Ryszard Legutko er målløs, når han ser de internationale mediers ”drastisk ensidige” dækning af Polen. Han mener, at det polske folk ved valget i 2015 med 37,6 procent af stemmerne gav PiS et klart mandat til at reformere Polen, og at eksempelvis ændringerne i forfatningsdomstolens sammensætning har været nødvendige for at skabe en ligelig balance mellem liberale og konservative dommere.

I forhold til de statslige medier, så har de altid været en del af valgsejrens goder.

”Problemet er, at alle var totalt ligeglade, da de statslige medier hældte til venstre, fordi folk på venstrefløjen er de gode folk. Jeg husker dækningen i 1990’erne og 2000’erne, og dengang leverede de statslige medier ikke andet end propaganda. Alle var ligeglade.”

Men uanset hvad der skete i fortiden, synes du så, det er godt for det polske samfund?

”Uanset hvilken svaghed de statslige medier i Polen har, så er det generelle mediebillede i Polen langt mere varieret end alle andre lande i Europa, jeg kender til. Særligt Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Ja, de statslige medier hælder til højre, men vi har også centrumsøgende og venstreorienterede medier, og medier, der er kraftigt imod regeringen. Så de polske seere og læsere har en langt bredere adgang til informationer og meninger end i andre lande,” mener han.

Og uanset hvad regeringspartiet gør i Polen, er det ikke noget, som de øvrige ledere i Bruxelles skal blande sig i, mener EU-parlamentarikeren. På samme måde er det med de kvoter af flygtninge, som Polen, Tjekkiet og Ungarn har afvist at modtage – en strid, som EU-Kommissionen i sidste måned lagde op til at få afgjort i EU’s retslige system.

Ifølge Ryszard Legutko handler det for EU-Kommissionen om at få mere magt over de enkelte landes selvbestemmelse. Men et flertal af polakkerne er imod at lukke flygtninge ind, påpeger han:

”Det første, den polske regering er forpligtet til at gøre, er at beskytte de polske borgeres interesser. Vi er udmærket klar over, at det demografiske eksperiment med immigranter ikke har virket i Europa, og de beslutninger, som vi tager i dag, handler ikke bare om i år eller de næste fem-ti år, men om de næste mange årtier. Så vi er nødt til at være forsigtige og fornuftige.”

I hans øjne er de fleste muslimer ikke villige til at lade sig integrere, og derfor hører de ikke hjemme i et kristent samfund som det polske. Han henviser til de muslimske tjetjenere, som i 1990’erne kom til Polen. De fleste tog videre vestpå, mens et mindretal blev i Polen. Sidste år skrev flere lokale medier, at polsk politi havde anholdt en gruppe tjetjenere med forbindelser til Islamisk Stat.

”Det er et mindre eksempel, men det viser, at de ikke er villige til at assimilere sig. Det gælder ikke den første generation, fordi den var taknemmelig for et fristed, men deres sønner og døtre, hvor nogle af dem er blevet en del af Islamisk Stat.”

For Ryszard Legutko er næstekærligheden ikke et holdbart argument for, at han og resten af Europas kristne skal åbne grænserne for de muslimer, der flygter fra krigen i Syrien. Hvis de skal hjælpes, skal de hjælpes lokalt, siger han.

”Kristendommen er ikke imod fornuft og forsigtighed. De to dyder er også kristne dyder, og du kan ikke sætte dit folks liv på spil. Du kan ikke være barmhjertig på en idiotisk måde: Hvis du er barmhjertig mod denne ene mand, og han så slår en anden mand ihjel, så er du barmhjertig mod den første, men ikke den anden. Moralisme er dybt antikristent. Jesus var ikke en moralsk person. Han var også meget hård, når der var behov for det.”

EU-Kommissionen er som sagt klar til at gå rettens vej, og Polen risikerer en bøde, hvis ikke landet retter ind og modtager de kvoteflygtninge, som et flertal af EU-landene for snart to år siden blev enige om at fordele mellem alle medlemslande. Men det får ikke Lov og Retfærdighed-partiet til at ændre mening, siger Ryszard Legutko. Han forstår ikke, hvorfor Polen skal straffes for noget, som særligt den tyske forbundskansler Angela Merkel er skyld i.

”Hvad hun gjorde, var så absolut uansvarligt, og hun gjorde det egenrådigt uden at rådføre sig med nogen. Hun åbnede de europæiske grænser, ikke de tyske, men de europæiske, og derefter lukkede hun dem igen. Uden at tale med nogen,” siger han med henvisning til, at Merkel i september 2015 åbnede den tyske grænse for et stort antal flygtninge, der var strandet i Ungarn.

Resten af den europæiske elite i Bruxelles var ifølge Ryszard Legutko for

politiske korrekte til at tage flygtningedebatten i tide.

”Så nu er spørgsmålet: Hvordan løser EU det her? Og jeg siger: Det kan du ikke med så mange immigranter, hvor store dele af dem er uregistrerede, og hvor vi ikke aner, hvem de er, eller hvor de er fra.”

Men hvad gør vi så i Europa?

”I Polen siger vi, at du er en frø, og du er nødt til at spise den. Den smager ikke godt, og den er dårlig for dig, men du er nødt til at gøre noget. Men jeg har ikke den fjerneste idé om, hvad vi skal gøre.”

Det, jeg finder interessant, og som giver mig håb for fremtiden, er, at vi i mit eget land har formået at sætte det demokratiske pendul i bevægelse.

Det første, den polske regering er forpligtet til at gøre, er at beskytte de polske borgeres interesser.