Der lyder nye toner i europæisk politik. Og tonerne er i stigende grad kristne. En ny politisk retorik vinder frem, især på den nationalkonservative højrefløj, der har lagt årtiers politisk berøringsangst over for religion fra sig og nu højt og tydeligt taler om kristendom, kristne værdier og kristen civilisation.
Med valgkampen forud for EU-valget blev det klart, at især østeuropæiske ledere som Ungarns premierminister Viktor Orbán og Italiens indenrigsminister Matteo Salvini i stigende grad støber deres politiske kugler i en kristen støbeske. Mens de traditionelle kristeligt-demokratiske partier som det tyske CDU-CSU oplever stærkt vigende vælgertilslutning, fremstiller Viktor Orbán sig selv som det kristne Europas nye fyrtårn og partiet Fidesz som en ny og opdateret udgave af de gamle kristeligt-demokratiske partier.
Også i Vesteuropa bliver den kristne profil mere fremtrædende. Den franske politiker Marine Le Pen, hvis parti National Samling (afløseren for Front National) ellers især har hyldet verdsligheden som den grundlæggende franske værdi, gør nu meget ud af at understrege, at hun er troende katolik.
Og i Holland lovpriser forårets store valgoverraskelse, Thierry Baudet og hans parti Forum for Demokrati, de kristne værdier som et samfundsfundament.
”Der er to grundlæggende nye tendenser i europæisk politik. Den ene er væksten af nationalkonservative eller populistiske partier, og den anden er denne tilbagekomst af religiøse referencer i vores ellers sekulariserede samfund. Religion er godt i gang med helt at omforme europæisk politik,” konstaterer den tyske forsker Tobias Cremer fra forskningsinstituttet Cambridge Institute on Religion and International Studies i det britiske magasin New Statesman.
Over hele Europa er den kristne dagsorden og forsvaret for kristne værdier dermed i vid udstrækning flyttet til de nye nationalkonservative partier, som taler mere klart om kristendom og kristen civilisation end de traditionelle kristeligt-demokratiske partier. En civilisation, som skal forsvares mod sækularisering, udhuling af traditionelle værdier og islam.
Det er et brud med den kristendemokratiske tradition siden Anden Verdenskrig, mener Dominique Reynié, der forsker i de nye højrepartier ved den franske tænketank Fondapol.
”I den traditionelle kristeligt-demokratiske tradition blev forsvaret for kulturelle, religiøse eller moralske værdier ikke betragtet som politiske opgaver, men som private anliggender, der hører til den enkeltes eget ansvar. De kristeligt-demokratiske partier så det i stedet som deres opgave at sikre højere levestandard og fremme de individuelle frihedsrettigheder,” siger Dominique Reynié.
Han peger på, at andre tidligere forsøg på at svare på bekymringen og følelsen af at være truet af islam har været mere sekulære. Det tydeligste eksempel var den hollandske politiker Pim Fortuyn, der blev myrdet under valgkampen i 2002 af en dyreværnsaktivist.
”Han var homo- seksuel og gik så vidt som til at foreslå at udvise alle muslimer for at beskytte de truede europæiske værdier. Men nu udvikler de nationalkonservative partier i Øst- og Centraleuropa og i flere vesteuropæiske lande en form for kulturkristendom som en reaktion på sammenbruddet af familie- og kønsnormer, som ingen længere forsvarer,” siger Dominique Reynié.
Ifølge den franske forsker er de fleste af disse partier dog stærkt ambivalente i forhold til religion.
”Jeg tror ikke et øjeblik på, at denne politiske diskurs handler om tro. At tale om de kristne værdier er en iscenesættelse, der skal appellere til de befolkningsgrupper, der er oprigtigt bekymrede for undermineringen af traditionelle værdier og livsformer. Det giver partierne en vælgertilslutning, de ellers ikke ville kunne opnå på et tidspunkt, hvor den nationalistiske dagsorden ikke længere kan hvile på udtræden af EU. Det er blevet en tabersag,” siger Dominique Reynié.
Blandt andet derfor er det muligt for en fraskilt Matteo Salvini med et barn uden for ægteskab at føre sig frem med katolsk bedekrans på talerstolen og tak til Jomfru Maria på twitter, som han gjorde efter vedtagelsen af en ny stramning af loven mod redningsfartøjer i Middelhavet den 5. juli.
Mens en tredjedel af de katolske vælgere stemte på Salvini ved EU-valget, får han med grovfilen af Italiens katolske kirke og katolske kommentatorer.
”Der vil altid være falske profeter. De religiøse symboler har kun værdi, når de er udtryk for en levet tro. Ellers bliver de sterile symboler,” sagde lederen af Italiens katolske kirke, Gualtiero Basseti, til Vatikanets dagblad L’Osservatore Romano om Salvinis tweet.
Teologen Antonio Spadaro, redaktør af det katolske tidsskrift Civilta Cattolica, svarede igen med et billede af Jomfru Maria med Jesus-barnet, der våger over nødstedte i en redningsbåd.
Netop forholdet til flygtninge og redningsaktionerne på Middelhavet skaber spændinger mellem i hvert fald nogle af de nationalkonservative partier og kirkerne. Mens både det polske parti PiS og Fidesz i Ungarn har de katolske kirkers opbakning til deres stramme kurs mod indvandring og migranter, har pave Frans skabt sig indædte fjender med sin opfordring til katolikkerne om at læse evangelierne som en opfordring til at tage imod og hjælpe de fremmede.
”En voksende kløft er ved at åbne sig mellem det traditionelle katolske Europa og det nye nationalistiske højre,” skriver Tobias Cremer i New Statesmand.
Han peger på, at opbakningen til de nationalkonservative partiers forsvar for kristne værdier ikke er udtryk for, at europæerne har fået et tættere forhold til kristendom. Eller at de nationalkonservative partier generelt støtter sig til teologiske argumenter. Kristendommen er blevet en identitetsmarkør og et identitetspolitisk redskab.
”Vælgerundersøgelser tyder på, at fraværet af tro indebærer en højere sandsynlighed for at stemme på nationalkonservative partier. Det er et resultat af, at fremmede i dag defineres som muslimer. Denne religiøse definition af fremmedheden frem for en etnisk eller geografisk kalder på en religiøs definition af den natinale identitet. Det er forklaringen på, at en to gange fraskilt og tre gange gift mand uden nævneværdigt bibelkendskab kan ses som kristendommens redningsmand,” skriver Tobias Cremer med henvisning til den amerikanske præsident Donald Trump.
Kritikere af denne identitetspolitiske brug af kristendommen som for eksempel den franske islamspecialist Olivier Roy mener, at kristendommen dermed reduceres til folklore uden substans og taler om, at ”de nationalkonservative partier har taget kristendommen som gidsel”.
”Det handler i hvert fald om, at politikere og kirken skændes om, hvem der skal definere, hvordan evangelierne skal fortolkes,” siger Dominique Reynié.
Professor Grace Davie fra universitetet i Exeter i Storbritannien er en af Europas førende forskere i religion og sekularisering.
Hun peger på, at der altid har været et komplekst spændingsforhold mellem kristen lære og kristen politik.
”Det, vi ser nu, er en særlig udgave af denne spænding mellem religion og politik, hvor kristendommen og den kristne fortælling benyttes til at understøtte en højrenational politisk dagsorden. Det er et værdiudsagn, ikke et teologisk udsagn. Den samme tekst eller inspiration kan lede i vidt forskellige retninger og enten bruges til at forsvare de svage eller til at forsvare nationen mod det, der opfattes som en trussel. Disse splittelser og politiske dilemmaer går på kryds og tværs i kirkerne, og det er der intet nyt i,” siger Grace Davie.
Kristendommen som national, europæisk og hvid identitetsmarkør karambolerer derimod med forståelsen af kristendommen som et universelt budskab, der henvender sig til alle.
”At kristne værdier føres frem i den politiske debat, betyder ikke, at kristendommen vinder frem. Tværtimod kan man sige, at det netop er, fordi vi bliver mindre kristne og mere sekulariserede, at kristendommen kan benyttes så markant i den politiske debat. Folk ved ikke, hvad kristendom handler om, og derfor kan enhver lægge sin egen fortolkning ind i det kristne budskab,” siger Grace Davie.