Prøv avisen

EU’s strategiske toppost har altid været omkæmpet

Kampen om at finde EU-kommisær Jean-Claude Junckers efterfølger går ind i sin sidste fase ved et ekstraordinært EU-topmøde i morgen. Foto: Aa / Abaca / Ritzau Scanpix

Den, der får posten som EU-kommissær, vil sidde i midten af det edderkoppespind, hvor EU’s politiske retning udstikkes, og hvor Margrethe Vestager igen får plads, uanset hvad det ender med i morgen

Måske bliver de først enige på mandag, men så skal EU’s stats- og regeringschefer også have sat navn på den, der skal erstatte den luxembourgske veteran Jean-Claude Juncker i spidsen for EU-Kommissionen. Den mu-lige forlængelse af fristen vidner om, at kabalen fortsat er langt fra at gå op før et ekstraordinært topmøde i Bruxelles i morgen aften. Det er dermed en politisk hvepse-rede, der venter Mette Frederiksen (S) ved hendes første EU-topmøde som dansk statsminister.

Den tyske kristendemokrat Manfred Weber har ikke op-givet at gå af med sejren, selvom de såkaldte spidskandidater fra det nylige europa-parlamentsvalg blev meldt ude efter det seneste topmøde i sidste uge. Den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager (R) vil heller ikke give fortabt og har fået fornyet opbakning i europæiske medier såsom Financial Times, nu da Mette Frederiksen har genudnævnt hende som dansk kommissær.

Selvom alle topposterne i Kommissionen, Det Europæiske Råd, centralbanken og EU’s udenrigstjeneste er i spil, samler spændingen og magtkampene sig især om navnet på den nye kommissionsformand. Og det til trods for, at EU-Kommissionen og dens formand formelt set ikke har nogen politisk magt.

”Det er stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd og medlemmerne af Europa-Parlamentet, der vedtager al EU-lovgivning og træffer de politiske beslutninger. Men forslagene kommer fra Kommissionen, og dens formand har derfor afgørende indflydelse på, hvad Rådet og Parlamentet kommer til at stemme om,” siger Sébastien Maillard, direktør for tænketanken Notre Europe i Paris.

Intet forslag fra Kommissionen får ben at gå på, hvis ikke det kan samle politisk flertal i de andre fora. Kommissionsformanden er derfor både en slags topembedsmand og en superdiplomat. Men kommissionsformanden sidder dermed også i midten af det europæiske spindelvæv. Og lige siden, at den første europæiske kommission med ni medlemmer trådte sammen i januar 1958 med tyske Walter Hallstein for bordenden, har de skiftende formænd udkæmpet en grænsestrid om den politiske magt.

”I princippet har vi ingen politisk magt. Men vi har et politisk ansvar, for vi er et politisk, ikke et økonomisk projekt. Fællesmarkedets formål er Europas samling,” skrev Walter Hallstein i nyhedsmagasinet Der Spiegel i juli 1965 to år før sin fratrædelse.

Han var da i åben konflikt med den franske præsident Charles de Gaulle, som to uger tidligere havde indledt ”den tomme stols politik”, som endte med at indføre en de facto vetoret.

Storbritannien var endnu ikke medlem af EF, da premierminister Harold Wilson i 1972 arrigt kaldte den hollandske kommissionformand Sicco Mansholt for ”en emsig international embedsmand”. Hvortil Mansholt, faderen bag EU’s landbrugspolitik, lige så skarpt svarede, at ”jeg er politiker”.

Senere fik luxembourgske Gaston Thorn den utaknemmelige opgave at finde en løsning på Margaret Thatchers vrede over at betale mere til EU, end Storbritannien fik tilbage. Den britiske jernlady fik sin ”sine penge tilbage”, og derefter var vejen ryddet for franske Jacques Delors, der som kommissionsformand i to perioder var arkitekten bag det indre marked og Maastricht-traktaten om unionen og den fælles mønt.

”Jacques Delors betragtes i dag som en af Europas fædre af samme støbning som for eksempel Jean Monnet, arkitekten bag Kul- og Stålunionen,” siger Sébastien Maillard.

Jean-Claude Juncker har i sine fem år i spidsen for Kommissionen ikke lagt skjul på, at han er mere end en neutral embedsmand. Hans mislykkede forsøg på at få fordelt de asylansøgere, der kom til EU under flygtningekrisen i 2015, blandt medlemslandene illustrerer på én gang kommissionsformandens centrale position i det politiske spil og begrænsninger. Det er stats- og regeringscheferne, der bestemmer i sidste ende.

”Kommissionsformanden er Europas ansigt udadtil. Men det er ikke Europas præsident, for en sådan findes ikke i traktaterne. Det kan blive tilfældet, hvis man, som nogle ønsker, vælger at fusionere med posten som formand for Det Europæiske Råd. Men der er vi ikke endnu,” siger Sébastien Maillard med henvisning til det embede, der i daglig tale går under navnet EU-præsident.