”Lad aldrig en god krise gå til spilde,” skal Winston Churchill, den britiske leder under Anden Verdenskrig, have sagt. Bemærkningen skal være faldet, da konflikten var ved at være slut, og De Forenede Nationer kunne dannes.
I disse dage bruges coronapandemien til et raskt, lille angreb mod EU. Der tales om unionens ”vaccine-nøl”, og der henvises til, at lande som Israel og Storbritannien er længere fremme med at beskytte sine borgere end for eksempel Tyskland eller Frankrig.
Det er en i mange dele af Europa hæderkronet disciplin: Hvis der er noget galt, skub skylden på EU. Hvis noget går godt, tag selv ansvaret for det. Briterne har perfektioneret den. Det meste, som har ført til deres udmeldelse af unionen – ringe social mobilitet, økonomisk fokus på London, dårlig uddannelse og et afmagret sundhedsvæsen – har intet med EU at gøre. Heller ikke produktiviteten, der er væsentligt lavere end i Frankrig, Tyskland eller USA, kan tilskrives bureaukrater i Bruxelles. Den frie bevægelighed inden for EU har givet Storbritannien masser af eftertragtet arbejdskraft, såvel ufaglærte som for eksempel læger og sygeplejersker. Indvandringen andetsteds fra har unionen intet at gøre med; den skyldes ikke mindst landets koloniale fortid.
Guderne skal vide, at vaccinedistributionen ikke er EU’s fineste øjeblik. Man var længe om at finde sine ben (om end man var ret hurtig med fælles indkøb af værnemidler). Der var ikke fælles fodslag om forholdsregler og restriktioner. Og nu er der kritik af, at EU har bestilt for få vacciner og fra de forkerte producenter.
Lad os tage den indledende klage – at Tyskland og Frankrig ikke har vaccineret nær så mange som Israel eller Storbritannien. Det er rigtigt. Men er det EU’s skyld? Avisen Die Welt har berettet, at mange tyskere ikke trænger sig på for at få et stik. I Saarbrücken er der eksempelvis oprettet et stort vaccinecenter med hundreder af pladser og talløse informationsskærme, men kun 200 mennesker om dagen tager imod tilbuddet. Man kunne klare 10 gange så mange.
I Frankrig er det værre. Den såkaldte Grande Nation vaccinerede i den første uge 516 mennesker. Præsident Emmanuel Macron skal være blevet stiktosset, da han hørte det. Og nej, hverken den franske eller den tyske situation kan tilskrives EU.
Tyskland er også blevet kritiseret for ikke bare at skovle vacciner fra Pfizer-Biontech, der er udviklet i landet, til sig. Kan man forestille sig, hvad der ville være sket, hvis Tyskland havde gjort det? Et godt gæt er demonstrationer i europæiske hovedstæder med ”Deutschland über alles” og forbundskansler Merkel i SS-uniform på plakaterne. Tyskland trådte, som så ofte før, et skridt tilbage til fordel for Europa. Men er det EU’s skyld?
Der er to grundlæggende problemer med kritikken mod EU i stort og småt. Det ene er, at man af unionen med 27 medlemmer forlanger et mere gnidningsfrit forløb, end man kan præstere i de enkelte lande. I betragtning af de mislyde, der kan opstå i et lille samfund som det danske, mellem for eksempel regeringen, Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, for ikke at nævne minksagen, er det nok vel optimistisk.
Man kan tværtimod hævde, at det er temmelig utroligt, så meget der kan lade sig gøre i dette europæiske selskab.
Det andet problem er, at EU ikke har den store indflydelse på social- og sundhedsforhold i EU. Det er noget, de enkelte lande, ikke mindst Danmark, har frabedt sig.
Man har ikke noget imod at få penge, men der skal helst ikke følge for mange krav med. Og ”Bruxelles” skal i hvert fald ”ikke blande sig”, hedder det. Hvilket jo er en ærlig sag, men så burde man måske rette sin forargelse mod andre ting.
Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver internationale klummer med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.