Hundredvis af hjem evakueres efter sprængning af dæmning i Ukraine

Der er frygt for omfattende oversvømmelser, efter at dæmningen Nova Kakhovka i Ukraine er sprængt i luften.

Rusland og Ukraine anklager hinanden for at være skyld i dæmningens ødelæggelse.
Rusland og Ukraine anklager hinanden for at være skyld i dæmningens ødelæggelse. Foto: Maxar Technologies/Reuters.

Evakueringen af området nær dæmningen Nova Kakhovka er begyndt, efter at den er blevet sprængt i luften tidligt tirsdag morgen.

Det oplyser Oleksandr Prokudin, den ukrainske guvernør i regionen Kherson, hvor dæmningen ligger.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Ifølge Prokudkin befinder 16.000 personer sig i en "kritisk zone" langs Dnepr-flodens bred, som er i fare for at blive oversvømmet.

Otte områder langs floden, hvor dæmningen ligger, stod under vand omkring klokken 08.

Ifølge den russisk indsatte borgmester i Nova Kakhovka, Vladimir Leontjev, bliver beboerne i omkring 300 huse langs flodbredden evakueret.

Det siger han til tv-kanalen Rossiya-24 ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Den 30-meter høje og 3,2 kilometer lange dæmning blev bygget i 1956 som en del af et vandkraftværk.

Dæmningen på Dnepr-floden holder på et 18 kubikkilometer stort bassin, der ud over at forsyne Krim-halvøen med vand også bruges til nedkølingen af atomkraftværket Zaporizjzja.

Præsident Volodymyr Zelenskyj vil ifølge det nationale ukrainske sikkerhedsråd holde møde om nødsituationen.

Rusland og Ukraine anklager hinanden for at være skyld i dæmningens ødelæggelse.

Begge lande har også tidligere anklaget hinanden for at planlægge at ødelægge dæmningen.

Andrij Jermak, præsidentens rådgiver, kalder på Telegram den påståede sprængning for "ecocide".

Ifølge instituttet European Law Institute er det et udtryk for en ødelæggelse af miljøet med menneskelige konsekvenser til følge.

Ifølge Andrij Jermak er dæmningens ødelæggelse til fare for Zaporizjzja.

En embedsmand i det russisk-indsatte bystyre har dog sagt, at sprængningen ikke på nuværende tidspunkt er kritisk for atomkraftværket.

Ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass oplyser en russisk embedsmand i beredskabet, at omkring 80 landsbyer er i fare for oversvømmelse.

Kherson-regionen er under krigen i Ukraine blevet delvist annekteret af Rusland.

Den ligger lige nord for Krim-halvøen, som blev annekteret af Rusland i 2014.

/ritzau/Reuters