For evangelikale i USA handler Jerusalem om de sidste tider

Præsident Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad glæder USA’s evangelikale, der ser byen som en hjørnesten i en bibelsk profeti

USAs præsident Donald Trump udtalte i sidste uge, at den amerikanske ambassade flyttes fra Tel Aviv til Jerusalem for at markere byen som Israels hovedstad.
USAs præsident Donald Trump udtalte i sidste uge, at den amerikanske ambassade flyttes fra Tel Aviv til Jerusalem for at markere byen som Israels hovedstad. . Foto: AP.

Gud gav Jerusalem til jøderne for næsten 4000 år siden, og det er i den hellige by, at Jesus vil få sin genkomst og oprette sit evige rige på Jorden. Det mener mange amerikanske evangelikale, der i årevis har lobbyet for USA’s officielle anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad.

Det ønske gik i opfyldelse i onsdags, da præsident Donald Trump bekendtgjorde, at ”det er på tide, at vi anerkender Jerusalem som Israels hovedstad”, og at USA vil forpligte sig til at flytte sin ambassade dertil fra Tel Aviv. Meldingen, som er et brud på årtiers amerikansk politik på området, udløste vrede i den arabiske verden, hvor Jerusalem betragtes som hovedstaden i en fremtidig palæstinensisk stat.

Evangelikale ledere derimod roser Trumps tiltag som ”bibelsk”.

”Evangelikale er ekstatiske, fordi Israel er et helligt sted for os, og det jødiske folk er vores nærmeste venner,” siger tv-evangelisten Paula White, der er chefprædikant i megakirken New Destiny Christian Center i Florida og medlem af præsidentens uformelle gruppe af evangelikale rådgivere, til avisen The Wall Street Journal.

De amerikanske evangelikales ubøjelige solidaritet med Israel er baseret på en meget bogstavelig fortolkning af Bibelen. Særligt betydningsfulde i denne sammenhæng er de passager i Det Gamle Testamente, hvor Gud cirka 1000 år f.Kr. giver Jerusalem til Abraham og hans slægt og lover at velsigne de, der velsigner jøderne. Disse 4000 år gamle bibelske løfter gælder ifølge disse evangelikale også det moderne, sekulære Israel, forklarer Calvin M. Burge, professor i bibelstudier ved Calvin Theological Seminary, i nyhedsmediet The Atlantic.

”Vi er forpligtet til, lyder argumentet, at velsigne det moderne Israel. I USA betyder det at velsigne Israel at anerkende landets eneeje af Jerusalem,” skriver han.

Samtidig er mange konservative evangelikale formet af dommedagsprofetier, hvori Israel og jøderne vil spille en stor rolle i de nært forestående ”sidste tider”, der vil være præget af lidelse og nød, inden Jesus vender tilbage til Jorden, og slaget ved Armageddon skal udkæmpes. Ifølge disse profetier er Jerusalem det fysiske sted, hvor dette apokalyptiske drama vil udspille sig, forklarer Diana Butler Brass, der er forfatter til en række bøger om amerikansk religion og kultur.

”For mange konservative evangelikale handler Jerusalem ikke om politik. Det handler ikke om fredsplaner eller palæstinensere eller tostatsløsninger. Det handler om Bibelen. Og det handler, ganske afgjort, om de sidste tider,” skriver Diana Butler i et indlæg på tv-stationen CNN’s hjemmeside.

Konservative amerikanske evangelikale er blandt Israels mest stålsatte støtter i USA. Ifølge en undersøgelse fra tænketanken Pew Research Center i 2014 mener 82 procent af amerikanske hvide evangelikale, at Gud gav Israel til det jødiske folk, mens kun 40 procent af amerikanske jøder mener det samme.

”For evangelikale er Israel ikke et politisk emne. Det er et spørgsmål om identitet. De ser sig selv som forbundne,” siger Robert Nicholson, der er formand for den konservative kristne interessegruppe The Philos Project, til avisen Los Angeles Times.

Ifølge en nylig undersøgelse fra den religiøse gruppe LifeWay Research siger 80 procent af evangelikale amerikanere, at ”den moderne genfødsel” af Israel i 1948 var en opfyldelse af en bibelsk profeti, der viser, at ”vi nærmer os Jesu genkomst”.