På Forest Lawn Memorial Park-kirkegården i Glendale i Los Angeles er døden ikke grim og mørk, men snarere smuk og skinnende. Som i underholdningsmekkaet Hollywood få kilometer derfra er overfladen perfekt og alt, der minder om forfald, belejligt gemt væk bag scenen.
En asfalteret vej snor sig gennem kirkegårdens frodige grønne bakker, der stædigt trodser Los Angeles’ tørre ørkenklima og bringer den besøgende forbi pittoreske haver beskyttet af stendiger og gravpladser. Haverne bærer lyriske navne såsom ”Slumberland” (Blundeland), ”Sweet Memories” (Søde minder), ”Kindly Light” (Venligt lys). ”Whispering Pines” (Hviskende fyr-træer) og ”Inspiration Slope” (Inspirationsskråningen). For små børn er der ”Babyland” og ”Lullabyland” (Vuggeviseland), formet som en moders hjerte, og veteraner fra USA’s nylige krige lægges til hvile i ”The Victory Section” (Sejrssektionen).
Kirkegårdens evne til at dyrke illusionens kunst forstærkes af dens arkitektur og kunst, der omfatter tro kopier af engelske landsbykirker og europæiske religiøse mesterværker. En af dens tre kirker, The Little Church of the Flowers (Den lille bloms-terkirke), er en kopi af en landsbykirke i Buckhamshire i England. En anden, The Wee Kirk o’ The Heather (Den lille kirke i lyngen), hvor skuespiller og senere præsident Ronald Reagan blev gift i 1940, er en kopi af en 1500-tals landsbykirke i Glencairn i Skotland. Den tudoragtige bygning ved kirkegårdens indgang, der huser kontorer og blomsterbutik, er baseret på greven af Northamptons hjem i Warwick-shire i England.
Blandt de mange hollywoodstjerner, der er stedt til hvile på kirkegården, er Humphrey Bogart, Elizabeth Taylor, Walt Disney, Clark Gable og Michael Jackson. Forest Lawn Memorial Park er imidlertid kendt for at gøre livet vanskeligt for gravjægere og giver ingen oplysninger om, hvorpå den enorme grund berømthederne er at finde. Flere af dem, heriblandt den excentriske poplegende Michael Jackson, der ligger balsameret i en sarkofag af guld, har deres sidste jordiske hvilested i private områder af kirkegårdens enorme og prangende mausoleum, der er inspireret af kirkegården Campo Santo i Genova i Italien.
Det var fra begyndelsen Forest Lawn-stifteren Hubert Eatons hensigt at skabe en ny slags kirkegård, der var ”dedikeret ikke til døden, men til det evige liv”. I Forest Lawn Memorial Park er døden behagelig og abstrakt og betragtes ikke nødvendigvis som en afslutning. Som Hubert Eaton skrev i en bekendelse fra 1917, der i dag er inskriberet i en meterhøj marmortavle uden for mausoleet:
”Jeg tror på et lykkeligt evigt liv. (…) Derfor ved jeg, at vor tids kirkegårde er forkerte, fordi de skildrer en ende, ikke en begyndelse. De er følgelig blevet uskønne stengårde, fulde af ukunstneriske symboler og deprimerende skikke; steder, der ikke gør noget for menneskeheden bortset fra en praktisk gerning, som de ikke udfører godt.”
Ifølge journalisten Adela Rogers St. John, der er forfatter til en biografi om Hubert Eaton ved navn ”First Step Up to Heaven” (Første trin op til himlen), ville kirkegårdsstifteren ”vise os, hvordan vi berøver graven dens grimme sejr”. Han forsøgte at opfylde sin målsætning ved blandt andet at overstrø den mere end 121 hektar store kirkegård med overdådig kunst og arkitektur og ved at forbyde opretstående gravsten til fordel for flade mindeplader indlagt i de grønne plæner. Han chokerede en gruppe italienske billedhuggere ved at bede dem om at skabe ”en Kristus-figur, der udstråler glæde”, og blandt de værker, som han indkøbte til kirkegården, var tro marmorkopier af den ikoniske italienske kunstner Michelangelos statuer af David og Moses samt den polske maler Jan Stykas enorme skildring af Jesu korsfæstelse, som i dag er det største permanent udstillede religiøse maleri i verden. Eatons vision for en positiv parklignende kirkegård, der eksisterer lige så meget for de levende som de døde, var banebrydende og fik stor betydning for amerikanernes idé om, hvad en sidste hvileplads kan være.
Forest Lawn Memorial Park er i sin 113 år lange historie ofte blevet latterliggjort af især europæiske besøgende, der håner dens arketypiske amerikanske ubekymrethed, dens sterile forbrugerkultur og dens smagløse hang til overflod, og kirkegården har fået tilnavnet ”Disneyland for de døde”.
Blandt kritikerne er den afdøde britiske forfatter Evelyn Waugh, der blev inspireret af kirkegården til at skrive den satiriske roman ”The Loved One” (Den elskede) fra 1948, og den britiske afdøde kulturkritiker Jessica Mitford, der gik i rette med Hubert Eatons koncept og den amerikanske kulturs ”endeløse barnagtighed” i ”The American Way of Death” (Den amerikanske måde at dø på) fra 1963.
Indtil underholdningsparken Disneyland blev bygget i 1955, var Forest Lawn Memorial Park en af de største turistattraktioner i Los Angeles. På grund af de mange berømtheder, der ligger begravet her, kaldes den også, med henvisning til den berømte klosterkirke i London, for ”den nye verdens Westminster Abby”.
Selvom Forest Lawn Memorial Park ser skævt til dem, der kun kommer for at opsøge de kendtes gravsteder, er kirkegården åben for offentligheden alle ugens dage.