Prøv avisen

Fængslet for islam-kritik på facebook

En palæstinensisk mand har gennem flere år kritiseret islam på en række facebook.sider. Efter at en internetcafe sendte oplysninger videre til den palæstinensiske efterretningstjeneste, står han nu til livsvarigt fængsel. Foto fra netcafe i byen Nablus på Vestbredden. Foto: Scanpix.

Palæstinenser står til livsvarigt fængsel for islam-kritik. Hamas holder øje med facebook for at fange kritikere

En 26-årig palæstinensisk mand er blevet fængslet og har nu udsigt til livsvarigt fængsel for at kritisere islam.

Den palæstinensiske mand, som er søn af en islamisk lærd, har gennem flere år skrevet ateistiske og islam-kritiske indlæg i forskellige fora på internet-netværket facebook.

Den nu fængslede mand, der bor på Vestbredden, har blandt andet beskrevet islams profet Muhammed som "en primitiv beduin" ligesom han har kritiseret hele religionen islam for at være "en blind tro, der vokser og overtager folks sind, hvor der opstår irrationalitet og ignorance".

Gennem flere år har manden luftet sin kritik fra en computer i sine forældres hjem. Men da hans mor opdagede det, besluttede hun at nedlægge internetforbindelsen, hvilket dog kun fik sønnen til at rykke til en internet-cafe, hvor han flere timer dagligt skrev sine indlæg fra en computer i cafeens fjerneste hjørne, skriver nyhedsbureauet Associated Post.

Udover sine kritiske indlæg oprettede den 26-årige palæstinenser flere facebook-sider, hvor han blandt andet præsenterede sig selv som gud og lavede grin med koranen, blandt andet i forhold til legalisering af hash. Disse sider havde til tider mere end 70.000 besøgende, primært fra arabiske lande.

Fornyligt gik det så galt for den unge mand, hvis opførsel længe havde undret ejeren af internet-cafeen. En af cafeens ansatte har derfor gemt billeder fra den unge mands hjemmesider og efterfølgende sendt disse til den palæstinensiske efterretningstjeneste.

Nu er den 26-årige palæstinenser så blevet sigtet for at krænke islam, hvilket kan medføre livsvarigt fængsel. Flere konservative muslimer har krævet, at den unge mand henrettes for sine skriverier, og selv flere familiemedlemmer har talt for livsvarigt fængsel.

Netop facebook er blevet et vigtigt redskab for den islamiske Hamas-bevægelse, der har magten i Gaza. Blandt andet har Hamas oprettet flere falske facebook-sider for at lokke islam-kritikere til at deltage i debatten, hvorefter man kan opspore dem, skriver The Associated Post.