Facebook går bodsgang: Sociale medier kan true demokratiet

I en usædvanlig indrømmelse erkender Facebook, at sociale medier kan blive misbrugt og har en forpligtelse til at drøfte negative følger af deres virke

For blot et år siden betegnede Facebooks stifter og direktør, Mark Zuckerberg, påstanden om, at hans virksomhed havde påvirket udfaldet af det amerikanske præsidentvalg som ”temmelig skør”. Han har siden sagt, at han fortryder sin udtalelse.
For blot et år siden betegnede Facebooks stifter og direktør, Mark Zuckerberg, påstanden om, at hans virksomhed havde påvirket udfaldet af det amerikanske præsidentvalg som ”temmelig skør”. Han har siden sagt, at han fortryder sin udtalelse. Foto: Noah Berger/ Ritzau Scanpix.

Den voksende kritik af de sociale mediers rolle i udbredelsen af såkaldte falske nyheder får nu teknologi- giganten Facebook til offentligt at erkende, at der er en samfundsmæssig slagside til dets egen enorme globale popularitet. I et opsigtsvækkende nyt blogindlæg advarer Facebook om, at de sociale medier kan være gift for demokratiet.

”I bedste fald lader sociale medier os udtrykke os selv og skride til handling. I værste fald lader de folk sprede misinformation og underminere demokratiet,” skriver Samidh Chakrabati, der er Facebooks chef for medborgerligt engagement.

”Jeg ville ønske, at jeg kunne garantere, at det positive opvejer det negative, men det kan jeg ikke,” tilføjer han.

Samidh Chakrabati fastslår også, at russiske aktører under det amerikanske præsidentvalg i 2016 brugte Facebook som et informations- våben.

”Altimens vi ikke vidste det på det tidspunkt, skabte disse russiske aktører 80.000 indlæg, der nåede ud til 126 millioner mennesker i USA over en toårig periode,” skriver Chakrabati, der betegner det som ”en moralsk forpligtelse” at drøfte sociale mediers mulige negative følgevirkninger.

Indrømmelsen, der markerer et usædvanligt toneskifte fra Facebooks side, er del af en ny serie blogindlæg, hvori netværkets ledere og udefrakommende eksperter gransker de sociale mediers betydning for samfundet og demokratiet.

Selvransagelsen kommer, efter at et voksende kor af politikere, eksperter og medier er begyndt at advare om, at de sociale mediers voksende indflydelse og udbredelse ændrer vilkårene for ytringsfriheden og endda udgør en alvorlig trussel mod de vestlige demokratier.

Facebook og andre amerikanske internetgiganter står nu over for et voksende politisk pres for at gøre en større indsats for at bekæmpe russiske internettrolde og andre udbydere af falske nyheder. I efteråret indkaldte Senatets retsudvalg chefer for Facebook, Twitter og Google, der står bag videodelingstjenesten YouTube, til en to dage lang høring, hvor de for første gang blev tilskyndet til offentligt at erkende at have spillet en rolle i Ruslands forsøg på at øve indflydelse på udfaldet af amerikanernes valg.

I et kritisk essay, der følger med det nye blogindlæg, fastslår professor i jura på Harvard University Cass R. Sunstein, at Facebook og andre sociale medier skader demokratiet ved at fremme ”fragmentering, polarisering og ekstremisme”. Facebooks nyhedsfeeds, som skræddersyes til den enkelte bruger ud fra hans eller hendes interesser og synspunkter, er ”et mareridt” for demokratiet, advarer Sunstein.

”Hvis du lever i en informationspuppe, vil du tro på mange ting, som er falske, og du vil undgå at lære talrige ting, som er sande. Det er forfærdeligt for demokratiet. Som vi har set, vil dem med særlige interesser – heriblandt politikere og nationer såsom Rusland, der har til formål at forstyrre den politiske proces – forsøge at bruge sociale medier til at fremme disse interesser,” skriver han.

For blot et år siden betegnede Facebooks stifter og direktør, Mark Zuckerberg, påstanden om, at hans virksomhed havde påvirket udfaldet af det amerikanske præsidentvalg som ”temmelig skør”. Han har siden sagt, at han fortryder sin udtalelse og har erklæret, at hans målsætning for 2018 er at ”reparere” Facebooks mange eksistentielle problemer og blandt andet oprette et ”forsvar” mod ”nationalstaters indgriben”.

Facebook har flere end to milliarder aktive brugere og er dermed verdens største sociale netværk.