Prøv avisen

Facebook presses af ny etisk skandale: Har betalt teenagere for at installere overvågnings-app

Den nye sag kommer mindre end en uge efter, at Mark Zuckerberg i en kronik i den amerikanske avis Wall Street Journal forsøgte at dulme brugernes frygt for, hvordan det sociale netværk anvender deres data. Foto: Marcio Jose Sanchez/Ritzau Scanpix

Den amerikanske teknologigigant er blevet afsløret i at betale teenagere for at få adgang til deres private data

Facebook er ramlet ind i en politisk storm efter afsløringen af, at teknologigiganten har betalt teenagere og andre brugere for at installere en særlig overvågnings-app på deres smartphones. App’en er omgærdet af hemmelighed.

Den markedsføres som ”forskning” og gør det muligt for Facebook at følge med i alt, hvad brugerne beskæftiger sig med på deres telefoner, men tilsyneladende uden at de er blevet fuldt ud oplyst om det.

Afsløringen, som blev bragt til torvs af teknologimediet TechCrunch i tirsdags, kommer på et tidspunkt, hvor Facebook i forvejen er under heftig kritik for uetisk omgang med brugernes private oplysninger, og hvor både offentlighedens og politikernes tillid til det sociale medie er i frit fald. Flere amerikanske senatorer gik da også omgående i rette med teknologi- giganten, der har hovedsæde i Californien.

”At udspionere teenagere er ikke forskning, og det bør aldrig være tilladt. Dette er endnu et forbløffende eksempel på Facebooks fuldstændige ligegyldighed over for databeskyttelse og virksomhedens iver efter at engagere sig i konkurrencefjendtlig opførsel,” siger den demokratiske senator Richard Blumen-thal i en udtalelse til TechCrunch.

En anden demokratisk senator, Edward Markey, opfordrer nu til, at den amerikanske kongres vedtager ny lovgivning, der ”opdaterer reglerne for beskyttelse af børns privatliv i det 21. århundrede”.

”Det er grundlæggende manipulerende at tilbyde teenagere penge til gengæld for deres personlige oplysninger, når yngre brugere ikke har en klar forståelse for, hvor meget data de leverer, og hvor følsomt det er,” siger han i en udtalelse.

App’en, som Facebook som følge af kritikken har deaktiveret på visse typer af smartphones, giver teknologigiganten fri adgang til blandt andet indholdet af private beskeder, emails, videoer og fotos samt information om brugerens søgeaktivitet og geografiske bevægelser. Ifølge nyhedsmediet Vox forsøgte Facebook specifikt at rekruttere 13-17-årige til at bruge app’en.

Facebook siger i en udtalelse, at teenagere udgjorde færre end fem procent af app’ens deltagere, og at mindreåriges medvirken kun skete med deres forældres samtykke.

”Det var ikke ’udspionering’. Alle de mennesker, der skrev sig op til at medvirke, gennemgik en klar tilvalgsproces, hvor de blev bedt om samtykke og blev betalt for at deltage,” lyder det fra Facebook, der dog ikke vil oplyse, hvor mange mindreårige, der skrev sig op til at bruge app’en.

Afsløringen af Facebooks mulige invasion af brugeres privatliv kommer på et tidspunkt, hvor det sociale medie har dårligt råd til denne slags skandaler.

Facebook er i løbet af de seneste to år kommet under pres for at beskytte brugernes personoplysninger langt bedre og for at tage ansvar for fordækte aktørers misbrug af dens platform til at sprede politisk propaganda.

I april i fjor måtte Facebooks stifter og topchef, Mark Zuckerberg, stå skoleret i den amerikanske kongres for at redegøre for, hvordan dataanalysefirmaet Cambridge Analytica havde kunnet misbruge op mod 87 milioner Facebook-brugeres private data samt for russiske propagandagruppers brug af Facebook til at sprede misinformation forud for det amerikanske præsidentvalg i 2016. Skandalerne har forstærket debatten om, hvorvidt Facebook er en trussel for demokratiet.

Den nye sag kommer mindre end en uge efter, at Mark Zuckerberg i en kronik i den amerikanske avis Wall Street Journal forsøgte at dulme brugernes frygt for, hvordan det sociale netværk anvender deres data.

”I sidste ende mener jeg, at det vigtigste princip angående data, er gennemsigtighed, valgfrihed og kontrol. Vi er nødt til at være tydelige omkring de måder, vi anvender oplysninger på, og folk er nødt til at have tydelige valg omkring, hvordan deres oplysninger anvendes,” skriver han.8