Prøv avisen
Interview

Fængslet Jehovas Vidner-dansker i Rusland: Jeg er helt overbevist om, at Gud er med mig

"Var jeg kommet i fængsel for en dårlig gerning, havde jeg slået en ældre dame ned eller røvet en bank, ville jeg have dårlig samvittighed, og så havde det været lidt sværere at sidde i fængsel. Men helt ærligt, jeg har ikke dårlig samvittighed,” siger Dennis Christensen, der her ses blive ført i håndjern til retsmødet, hvor han fik sin fængselsdom i februar i år. – Foto: Mladen Antonov/AFP/Ritzau Scanpix

Det danske medlem af Jehovas Vidner Dennis Christensen har siddet varetægtsfængslet i Rusland i to år og står til seks års fængsel i en straffelejr efter en dom om ekstremisme. ”Jeg er ikke blevet sur på Gud over alt det her, for jeg vidste, det kunne og måske ville ske,” siger han. I dag begynder hans ankesag

Forbindelsen skratter lidt. En stille, fjern susen, som kom den fra verdens ende. Så lyder en klar stemme. Der spørger til journalistens velbefindende – på trods af, at stemmens ejer nærmest er blevet personificeringen af den manglende religionsfrihed i Rusland:

”Hej, det er Dennis! Jeg ringer for at høre, hvordan du har det, og jeg vil også gerne fortælle lidt om mit liv her i fængslet.”

Det ikke umiddelbart til at høre på ham. Men det 46-årige danske medlem af Jehovas Vidner i Rusland, Dennis Christensen, er omdrejningspunktet i en af de mest spektakulære russiske straffesager mod et medlem af et trossamfund siden Sovjetunionens sammenbrud for tre årtier siden. Efter at være blevet anholdt af kampklædt politi under et bibelstudie i maj 2017 fik han i februar i år en dom på seks års fængsel for at ”organisere aktiviteter i en ekstremistisk organisation”. Han har anket dommen, og i dag begynder appelsagen ved distriktsdomstolen i byen Orjol syd for Moskva.

Man fristes til at sige, at Ruslands sympati for den grundlovssikrede religionsfrihed kan ligge på et meget lille sted – mere præcist 18 kvadratmeter, som er størrelsen på den celle, Dennis Christensen har siddet varetægtsfængslet i gennem to år. Hans ”tre gange seks meter liv”, som han kalder tilværelsen i cellen, afbrydes kun en time i døgnet, hvor han får lov til at gå omkring i en gård af samme størrelse med udsigt til himlen bag et gitter øverst oppe.

Man kunne derfor forvente sig en mand med munden lukket og nakken dukket. Men det er ikke et kuet menneske, der ringer til Kristeligt Dagblad fra fængslet i Orjol.

”Jeg er ikke visnet i ånden, hvis man kan sige det på den måde. Selvfølgelig er det ikke supersjovt at sidde varetægtsfængslet. Men jeg er glad og i god behold efter forholdene,” siger han.

Nogle mennesker smiler, mens de taler. Det giver stemmen en særlig klang. Dennis Christensen er en af dem.

”Jeg ser frem til, hvad der kommer til at ske med ankesagen. Jeg forventer ikke super meget af den. Jeg tror, jeg vil bibeholde den dom, jeg har fået. Men jeg vil gøre alt, jeg kan fra min side for at kæmpe videre og forsvare det, jeg mener er rigtigt – trosfriheden i Rusland,” siger danskeren, som har boet i Rusland i næsten 20 år.

Han har efter eget udsagn kun gjort sig skyldig i at læse i Bibelen og dyrke sin tro. Uanset hvad udfaldet bliver af ankesagen, er der én ting, Dennis Christensen glæder sig til mere end noget andet: at holde sin russiske hustru i armene. Stadfæster domstolen hans dom, bliver han sendt i fængselslejr, hvor livet er mere åbent. Man lever i barakker og kan gå på arbejde og få ”lange stævnemøder”, det vil sige bo to-tre dage sammen med familien. Siden han i 2017 blev anholdt, har han kun kunnet se sin hustru en time to gange om måneden – altid adskilt af tremmer og en glasrude.

”Ingen berøring, ingen fysisk kontakt overhovedet. To år uden at have krammet min hustru, det er noget af det sværeste. Hvad er min hustru anklaget for? Ingenting. Så hvorfor skal hendes familieliv ødelægges på grund af det her? Det er umenneskeligt,” siger han og smilet i stemmen forsvinder for et øjeblik.

Dennis Christensens celle består af fire metalkøjesenge, et lille køleskab, en håndvask og et bord og en bænk, hvor man kan sidde og spise og læse, og en kabine på en gang en meter med toilet. Cellen har også et stort vindue med udsigt til en lille park, fængslets køkken og et springvand.

”Så jeg kan holde øje med fuglene og naturen – det er mit fjernsyn, for jeg har intet fjernsyn,” siger han.

Han har siddet sammen med en del forskellige fanger og indimellem også alene. For øjeblikket sidder han sammen med én mand, som han kommer godt ud af det med.

”Selvfølgelig støder man på mennesker, som har det lidt svært ved samvær med andre, og så kan det være svært at bo sammen, for man bor ret tæt,” siger han.

To af fangerne, han har mødt, har reageret negativt på Jehovas Vidner. Den ene var fra Armenien og sagde, at Dennis Christensen skulle være glad for, at han ikke sad i armensk fængsel, for så havde han fået tæsk. Den anden, en russisk mand, sagde, at Dennis Christensen helt klart måtte være ekstremist, for i Rusland skulle der kun være én religion, den russisk-ortodokse.

”Men de er nogle krystere og bangebukse. For jeg ville gerne diskutere det med dem, for alle har ret til at have den tro, de vil, men det ville de ikke. Man må stå op for sine ord, man kan ikke bare bakke ud. Men ellers har jeg det godt med folk. De fleste har hørt om Jehovas Vidner og ved godt, vi ikke er ekstremister, og at det er noget pjat og noget makværk at stemple os som sådan,” siger han.

Hans dag begynder klokken seks, hvor en stemme i dørtelefonen siger ”stå op”. Han bliver overvåget alle døgnets timer. Det vænner man sig til, fortæller han. Så reder han sin seng og lægger sig lidt oven på tæppet, inden han får morgenmad klokken syv.

”Nu er sommeren ved at komme, og fuglene synger, og så er det nemmere at stå op. I vinter var det sværere. Man kan blive enormt træt af at sidde i fængsel. Jeg plejede jo at arbejde, men her laver jeg ikke så meget, og alligevel bliver jeg dødtræt.”

Derefter læser han i sin bibel. To skriftsteder hjælper ham til at holde de mest dystre tanker på afstand. ”Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand” fra Ordsprogenes Bog og ”Alt har jeg styrke til på grund af ham, der giver mig kraft” fra Paulus’ Brev til Filipperne – siger han med henvisning til Jehovas Vidners egen bibel-oversættelse.

”Hvis jeg tænker på, at jeg foran mig har mindst tre år i fængselslejr og allerede har siddet to år i lukket fængsel, så kan man godt blive vanvittig og nedtrykt, men det gider jeg ikke. Det er forbudt at gå og sige, ’nej hvor har jeg det dårligt’. Folk i fængslet er nervøse og bange. Men min tro sætter en dæmper på de negative følelser. Jeg er helt overbevist om, at Gud er med mig.”

”Var jeg kommet i fængsel for en dårlig gerning, havde jeg slået en ældre dame ned eller røvet en bank, ville jeg have dårlig samvittighed, og så havde det været lidt sværere at sidde i fængsel. Men helt ærligt, jeg har ikke dårlig samvittighed. Jeg har ikke begået noget ekstremistisk, sådan som de beskylder mig for. Det gør det nemmere at sidde her,” siger han.

Har du en religiøs tolkning af din situation? Er det en prøvelse?

”Det er en trosprøvelse. Jeg er ikke blevet sur på Gud over alt det her, for jeg vidste, det kunne ske og måske ville ske. I Bibelen står der, at det vil ske fra tid til anden, at man vil blive forfulgt. Jesus sagde selv, at vil de forfølge mig, vil de også forfølge jer. Og jeg kunne godt se, i hvilken retning vinden blæste i Rusland. Siden 2009 er Jehovas Vidner blevet trykket på alle kanter. Så jeg kunne se, det gik den vej, men havde ikke forestillet mig, at det ville gå så grelt til, at man ville sætte mennesker i fængsel på grund af deres tro,” siger han og henviser til, at den russiske højesteret i 2009 dømte en række af Jehovas Vidners publikationer som ekstremistiske.

Dagen går i øvrigt med at lave armbøjninger og være aktiv i den ene daglige time, han har i fængslets gård, besvare breve fra familie og venner, bede bønner og læse bøger. For øjeblikket læser han en Agatha Christie-krimi med den selvhøjtidelige detektiv Hercule Poirot i hovedrollen og storværket ”Gulag Øhavet” – et frontalangreb på Sovjetregimets undertrykkelse af uskyldige mennesker – af den afdøde russiske systemkritiker og forfatter Aleksandr Solsjenitsyn. Fængslets eneste radiokanal har programmer om, hvordan man skal opføre sig i et fængsel, men spiller også musik, indimellem musik af danske kunstnere som popbandet Lukas Graham. Under VM i fodbold hørte han sågar sange i radioen på sit modersmål af Kim Larsen og Thomas Helmig.

”Så skruede jeg helt vildt op og dansede rundt i cellen. Det var herligt,” siger han.

Hvad er din analyse af den politiske situation i Rusland? Hvad sker der?

”Jeg ved det ærligt talt ikke. Vladimir Putin (Ruslands præsident, red.) sagde i december, at han heller ikke forstod, hvorfor Jehovas Vidner bliver forfulgt, og at han ville tage det op med højesteretspræsidenten, men nu er vi i maj måned, og hver uge foretager politiet arrestationer og ransagninger af uskyldige menneskers hjem. Det er, som om Rusland er gået totalt tilbage og bruger metoder, vi kender fra Stalin-tiden,” siger han med henvisning til, at over 100 vidner er blevet anklaget for ekstremisme-relaterede forbrydelser, over 20 er varetægtsfængslet, og endnu flere sidder i husarrest.

”Det eneste, jeg kan se, er, at det er politisk motiveret trosforfølgelse, og at det er planlagt højt oppefra, for man kan ikke gøre noget så koordineret uden ordrer højt oppefra. Jeg er ikke blevet udsat for andet end verbale angreb og trusler. Men min hustru fortæller mig om, at efterforskere har brugt tortur mod andre Jehovas Vidner, givet dem poser over hovedet, givet dem elektriske stød og slået dem. Det er jeg ved at gå op i limningen over,” siger han.

En russisk mandestemme mumler noget i baggrunden. Det er fængselsbetjenten.

”Jeg er nødt til at gå om et minut,” siger Dennis Christensen i røret.

Vil du blive i Rusland, når du kommer ud?

”Rusland er blevet et hjem for mig, og jeg havde besluttet, at jeg ville blive her for altid, men hvis jeg nu får en fængselsdom, vil jeg blive smidt ud af landet bagefter. Jeg har en opholdstilladelse, og så må man ikke begå straffehandlinger. Det kan ikke altid gå, som man ønsker. Og min hustru kan godt lide Danmark.”

Dennis Christensens russiske hustru, Irina, der her ses tale med pressen efter domsfældelsen i februar, har siden hans anholdelse i 2017 kun set sin mand en time to gange om måneden og altid adskilt af tremmer og en glasrude. – Foto: Mladen Antonov/AFP/Ritzau Scanpix