Forestil dig to byer ved siden af hinanden, der er 100 procent ens bortset fra én detalje: Den ene bys indbyggere har en gennemsnitsalder på 28 år. Den den andens bys borgere er i gennemsnit 58 år. Selvom der er samme uddannelsesniveau, økonomiske muligheder og på overfladen ens forudsætninger for vækst i begge byer, vil de formentlig lide vidt forskellige skæbner.
I den yngste af byerne vil langt flere være villige til at oprette en virksomhed, til at investere og tage chancer. Byens arbejdere vil være motiverede af ønsket om at klatre op ad karrierestigen, de vil være mere åbne for at prøve nyt og arbejde overtid.
I den ældste by er borgerne mere optaget af at bevare status quo. Er man 58 år, er perspektivet for fremtids-investeringer kortere. Man er langt mere tilbøjelig til at værne om det, man har, for at sikre sig en tryg pensionisttilværelse. Der vil også være flere sygedage i denne by, og den gennemsnitlige borger vil have mindre mod på ekstra arbejde og forandringer.
Med al sandsynlighed vil økonomien i den ældste by stagnere. Borgerne vil holde på deres penge frem for at investere dem i samfundet. Det skaber dårlige forhold for forretningerne, skaber ingen nye arbejdspladser og lokker ingen nye til. Den yngste by vil derimod vokse. De unges risikovillighed vil gøde jorden for flere arbejdspladser, hvilket vil føre til mere dynamik, flere forretninger, mere fritidsliv.
Alt i ovenstående scenarie er baseret på forskning i befolkningsadfærd fordelt på aldersgrupper, og det blev brugt som eksempel for snart 10 år siden af klummeskribenten Megan McArdle i det amerikanske magasin The Atlantic. McArdles pointe var, at de faldende fødselsrater i hele den rige verden vil få reelle konsekvenser.
I de seneste 10 år er billedet kun blevet mere dystert. For at en befolkning skal kunne reproducere sig selv, skal enhver kvinde i gennemsnit føde 2,1 barn. Kun ét land i den rige verden – Israel – formår at gøre det. Alle andre lande ligger under dette niveau, hvilket betyder, at befolkninger i denne del af verden bliver ældre og ældre.
Vil ramme tyndtbefolkede områder
I Danmark fik kvinder i den fødedygtige alder (15-45 år) i gennemsnit 1,7 børn i 2021. Lavere end de 2,1, reproduktion kræver, men dog højere end det europæiske gennemsnit på 1,6 og dobbelt så højt som Sydkorea, der slog en ny bundrekord i 2021 med et gennemsnit på 0,84 børn pr. kvinde i den fødedygtige alder.
Fortsætter udviklingen, er der grund til at frygte, at den rige del af verden kan ende i stagnation på grund af en aldrende befolkning, der tager færre chancer, investerer mindre i fremtiden og skaber færre arbejdspladser. Det er blot én af de mulige konsekvenser, som de faldende fødselstal kan føre til verden over. Men der er mange andre siger Mark Mather, der er næstformand i den amerikanske tænketank Population Reference Bureau, der samler viden om befolkningsudvikling verden over.
“De kortsigtede konsekvenser af faldende fødselstal ser vi allerede mange steder i tyndtbefolkede områder, hvor skoler lukker på grund af mangel på elever. Det vil fortsætte i mange år endnu og formentlig skabe en ond spiral, hvor de tyndtbefolkede områder vil blive endnu mere affolkede i takt med, at skoler lukker. De langsigtede konsekvenser er, at arbejdsstyrken vil blive markant ældre, hvilket vil sætte sit præg på økonomien.”
Det er svært at pege på én ting som årsagen til, at Vestens befolkninger langsomt er ved at skrumpe ind. Ét bud på en forklaring kom fra den amerikanske sociolog og demografi-forsker Warren Thompson, som i 1929 udviklede den såkaldte demografiske transitionsmodel. Her sammenlignede han befolkningsudviklingen i industrialiserede lande ved at se på dødstal og fødselstal.
Thompsons teori var, at fremkomsten af moderne medicin og lavere børnedødelighed var årsagen til, at folk begyndte at få færre børn. Jo færre børn der døde efter fødslen, desto færre var det nødvendigt at få. Warren Thompson vurderede, at antallet af fødsler ville blive ved med at falde, indtil det ville nå et niveau, hvor befolkningerne ville kunne reproducere sig selv.
Gennem tiden har der været mange bud på, hvorfor Warren Thompsons forudsigelse ikke holdt stik. Kulturkonservative peger ofte på den seksuelle revolution og udviklingen af p-piller som drivkraft i udviklingen. At sex og ægteskab blev koblet fra hinanden betød færre ægteskaber og en højere skilsmisseprocent. Men den forklaring giver ikke et godt svar på, hvorfor udviklingen fortsætter den dag i dag, hvor unge har mindre sex og i mindre grad praktiserer 68'ernes frie kærlighed.
Andre peger på afkristningen af Vesteuropa som en årsag. Religiøse mennesker vil føle sig mere forpligtede til at blive frugtbare og talrige. Men den forklaring svarer ikke på, hvorfor et stærkt katolsk land som Italien er ramt så meget hårdere af faldende fødselstal end et sekulært land som Sverige – 1,3 barn pr. kvinde over for 1,8 barn pr. kvinde.
Sociale fremskridt har bidraget
Blandt et hav af andre forklaringer er fremkomsten af sociale medier, computerspil og andre muligheder for at leve et virtuelt liv afkoblet fra fysisk social samvær. Andre har peget på klimaforandringer som en årsag til, at færre vil sætte børn i verden. Det tyder imidlertid ikke på, at sidstnævnte bekymring har sat et væsentligt aftryk i fødselstallene. Ifølge Mark Mather fra Population Reference Bureau er den primære årsag udtryk for en positiv udvikling.
“Der er mange forskellige forklaringer, men en af hovedårsagerne til de faldende fødselstal er uden tvivl positive sociale forandringer inden for ligestilling. Kvinder er kommet på arbejdsmarkedet og har i højere grad fået lige muligheder for at gøre karriere. Det har for mange familier betydet en udsættelse af det at få børn gjort muligt af en udvidet adgang til prævention," siger han.
Mens det kan være svært at pege på én hovedårsag til, at Vesten ikke kan reproducere sig selv, er det endnu sværere at gætte på, hvad konsekvenserne kan blive. Og der er blevet spekuleret rigeligt.
Forfatteren Margaret Atwoods populære bog “The Handmaid’s Tale” (Tjenerindens fortælling), der senere blev til en tv-serie, beskriver for eksempel en dystopisk fremtid, hvor børn er en mangelvare. Ingen ved, hvorfor antallet af fødsler har nået et nulpunkt, men resultatet er et samfund, hvor en teokratisk elite har overtaget magten og håndhæver et kvindeundertrykkende, autoritært regime. En anden dystopisk roman, der senere blev filmatiseret, “Children of men” (Børn af mænd), behandler samme tema, hvor verden ikke har set en ny fødsel i 18 år, og kaos, anarki og vold hærger som resultat deraf.
Uden for fiktionens verden er der knap så dystre bud på konsekvenser. Men ikke desto mindre er der bekymrende udsigter, som det indledende eksempel med de to byer med henholdsvis en ung og en ældre befolkning illustrerer. En aldrende befolkning kan betyde en stagneret økonomi, der vil give færre muligheder, færre jobs og mindre innovation i en verden, der har brug for nytænkning til at imødegå problemer som for eksempel klimaforandringerne. Andre har peget på sociale konsekvenser for fremtidens befolkning, der vokser op med mindre netværk, færre onkler, mostre, fætre og kusiner. Det er endnu et aspekt, der bør holdes øje med, mener Mark Mather fra Population Reference Bureau.
“Coronapandemien gav os et meget stærkt billede på, hvad social isolation betyder for menneskers mentale helbred. Jeg kender ikke til studier af faldende fødselstals påvirkning på social kapital, men det er uden tvivl et bekymrende aspekt af udviklingen. At vi får færre søskende og andre familiemedlemmer er uden tvivl noget, der vil påvirke generationerne i fremtiden."