Fæstebønder lever stadig på samfundets kant

De frigivne gældsslaver har stadig alt for svært ved at finde et arbejde og få en plads i samfundet, menerinternational organisation for kasteløse

Tidligere fæstebønder i en bananplantage i landsbyen Shobhatal i det sydlige Nepal. Det Internationale Dalit Solidaritets Netværk (organisation for kasteløses rettigheder) kritiserer regeringen i Nepal for ikke at støtte de tidligere livegne, så de kan blive en del af samfundet.
Tidligere fæstebønder i en bananplantage i landsbyen Shobhatal i det sydlige Nepal. Det Internationale Dalit Solidaritets Netværk (organisation for kasteløses rettigheder) kritiserer regeringen i Nepal for ikke at støtte de tidligere livegne, så de kan blive en del af samfundet. Foto: Kishor Sharma.

Den internationale anerkendelse var stor, da Nepal i 2002 frigav de første såkaldte gældsslaver ved lov. Godsejere i det vestlige Nepal holdt mindst 40.000 landarbejdere fra det oprindelige folk tharuerne som fæstebønder. Systemet indebar, at landarbejdere fra begyndelsen af et ansættelsesforhold optog meget højt forrentede lån hos godsejerne for at betale deres egne leveomkostninger. Det betød, at de reelt var slaver, og at gælden gik i arv til nye generationer.

Seks år senere i 2008 frigav regeringen mindst 20.000 kasteløse gældsslaver. Dermed var slaveri og gældsarbejde officielt afskaffet i Nepal. Men 13 år efter, at de første slaver blev fri, er status, at regeringen ikke har formået at hjælpe dem med en ordentlig indslusning i samfundet.

Samtidig viser flere rapporter, at gældsarbejdet stadig fortsætter i dele af Nepal. Det siger Rikke Nöhrlind, der er direktør for Det Internationale Dalit Solidaritets Netværk (netværk for kasteløse), der arbejder for kasteløse og gældsarbejdere. Rikke Nöhrlind henviser til, at FN's rapportør for slaveri i 2013 fremhævede, at der stadig findes tusindvis af kasteløse gældsarbejdere i Nepal.

”En lov, der forbyder slaveri, er ikke tilstrækkelig. Rapporter fra blandt andet Asia Human Rights Commission (uafhængig asiatisk menneskerettighedsgruppe, red.) viser, at forarbejdet til frigivelsen af slaver ikke er gjort godt nok. Der er ikke afsat tilstrækkelige ressourcer til at give gældsslaverne et sted at bo. Desuden skal de have adgang til jobs og rehabilitering. Også her er indsatsen mangelfuld,” siger Rikke Nöhrlind.

Hun peger på, at Nepals regering har forsømt at indføre en løbende overvågning af de tidligere gældsslavers forhold.

Rikke Nöhrlind fortæller, at gældsslaveriet og det nepalesiske kastesystem er tæt forbundet, og at den traditionelle hierarkiske tankegang i det nepalesiske samfund er en væsentlig barriere for afskaffelse af både kastesystem og gældsslaveri.

”Sammenlignet med Indien er kastesystemet og gældsslaveriet mindre brutalt i Nepal. I Indien ser vi, at der i de fleste tilfælde reelt er straffrihed for forbrydelser begået mod dalitter (kasteløse, red.). Det er meget almindeligt, at politifolk afviser at modtage en anmeldelse, hvis en kvinde fra en lav kaste er blevet voldtaget af mænd fra en høj kaste. Den grundlæggende attitude er et problem i alle lande med kaster, inklusive Nepal,” siger Rikke Nöhrlind.

Hun forklarer, at gældsslaveri og kastesystem har rod i en samfundsstruktur, hvor uligheden er stærkt rodfæstet.

”Det handler om, at man ikke betragter andre mennesker som ligeværdige. Det er et samfund, hvor alle kender deres plads. Det er dybt indgroet, at det er højkastefolk, der først har adgang til vandpumpen i landsbyen og også er de første, der skal forfremmes på det offentlige kontor. I Nepal ser vi i disse år en reaktion mod kastesamfundet og en ny lovgivning på området, og der er et positivt samarbejde mellem det nepalesiske civilsamfund og staten om at forsøge at bekæmpe gældsslaveri og kastesystem,” siger Rikke Nöhrlind.