Prøv avisen

FAKTA: Her er tidsplanen for briternes vej ud af EU

EU-traktatens artikel 50 giver to år til at forhandle briternes exit og fremtidens forhold til EU på plads.

Den britiske exit-proces fra EU har formelt været i gang i over en måned, og klokken tikker mod deadline om to år.

EU-Kommissionen har onsdag vedtaget sit direktivforslag til forhandlingerne om den britiske exit fra EU.

Udspillet udmønter den strategi, som de 27 lande, der bliver i EU, vedtog på et topmøde i lørdags.

Her er den tidsplan, som EU forventer, at den britiske exit-proces vil følge:

* Onsdag 29. marts: Storbritannien meddelte officielt EU, at de vil melde sig ud af samarbejdet. Det startede en nedtælling på to år til exit.

* Fredag 31. marts: EU-præsident Donald Tusk sendte et udkast til retningslinjer for exit-forhandlinger til stats- og regeringscheferne for de 27 lande, der bliver i EU.

* Lørdag 29. april: Stats- og regeringscheferne for EU27-landene holdt ekstraordinært topmøde i Bruxelles. Her vedtog de EU's retningslinjer for exit-forhandlingerne.

* Onsdag den 3. maj: EU-Kommissionen har onsdag vedtaget sit direktivforslag til forhandlingerne om den britiske exit fra EU.

* Mandag 22. maj: De 27 landes europaministre vedtager efter planen et detaljeret brexit-mandat til EU's chefforhandler, Michel Barnier.

* Efter det britiske parlamentsvalg 8. juni: Michel Barnier og den britiske chefforhandler - i dag brexitminister David Davis - ventes at indlede forhandlingerne om den britiske exit fra EU.

* I efteråret: EU27-landene afgør på et topmøde, om der er sket tilstrækkelige fremskridt i forhandlingerne om exit-betingelserne. Hvis der er det, kan forhandlingerne om en frihandelsaftale gå i gang i oktober eller november.

* Oktober 2018: EU ønsker at afslutte exit-forhandlingerne med Storbritannien for at give tid til oversættelse til alle EU-sprog, nationale procedurer og vedtagelse i Europa-Parlamentet.

* Senest fredag 29. marts 2019 ved midnat: Storbritannien forlader EU. Overgangsordninger til fremtidens frihandelsaftale kan i givet fald træde i kraft.