Prøv avisen

FAKTA: Se hvilke mål EU-toppen udstikker for fremtiden

EU-toppen har i Rom underskrevet en ny erklæring, der sværger sammenhold og udstikker nye mål for fremtiden.

EU-toppen er lørdag samlet i Rom, hvor de fejrer 60-års-dagen for underskrivelsen af det europæiske samarbejdes dåbsattest, Rom-traktaten.

Her har stats- og regeringscheferne for de 27 lande, der bliver i EU efter den britiske exit, sammen med lederne af Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen underskrevet en såkaldt Rom-erklæring.

I den nye erklæring roser EU-toppen fortiden, lover sammenhold i nutiden og udstikker nye mål for fremtiden.

Her kan du i uddrag læse mere om de vigtigste elementer i Rom-erklæringen:

* Vi, lederne af 27 medlemslande og af EU-institutionerne, er stolte af, hvad Den Europæiske Union har opnået.

* Vi har opbygget en enestående union med fælles institutioner og stærke værdier, et fællesskab med fred, frihed, demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper, en stor økonomisk magt med enestående niveauer af social beskyttelse og velfærd.

* Den europæiske enhed startede som drømmen for få, den blev håbet for mange.

* EU står over for udfordringer uden fortilfælde: Regionale konflikter, terror, voksende migrationspres, protektionisme og sociale og økonomiske uligheder.

* Vi vil gøre Europa stærkere og mere modstandsdygtigt.

* Vi vil agere sammen, i forskellige hastigheder og intensitet hvor det er nødvendigt, mens vi bevæger os i samme retning, som vi har gjort tidligere, i overensstemmelse med traktaterne, mens vi holder døren åben for dem, der vil gå med senere.

* I de kommende 10 år vil vi have en union, der er tryg og sikker, velstående, konkurrencedygtig, bæredygtig og socialt ansvarlig, og med vilje og kapacitet til at spille en afgørende rolle i verden og med at skabe globaliseringen.

* I disse tider med forandring er vi opmærksomme på borgernes bekymringer. Vi forpligter os til Rom-dagsordenen og til at arbejde hen imod:

1. Et trygt og sikkert Europa, (…) hvor vores ydre grænser er sikrede, med en effektiv, ansvarlig og bæredygtig migrationspolitik, der overholder internationale standarder. Et Europa fast besluttet på at bekæmpe terror og organiseret kriminalitet.

2. Et velstående og bæredygtigt Europa. En union, der skaber vækst og job. En union med et stærkt, sammenhængende og udviklende indre marked, der omfavner teknologiske forandringer, og en stabil og yderligere styrket fælles mønt.

3. Et socialt Europa, (…) der tager de nationale systemers forskelligheder i betragtning og arbejdsmarkedets parters afgørende rolle. En union, der bekæmper arbejdsløshed, diskrimination, social eksklusion og fattigdom.

4. Et stærkere Europa på den globale scene (…) ved at videreudvikle eksisterende partnerskaber og opbygge nye. En union, der vil styrke fælles sikkerhed og forsvar, også i samarbejde med og som supplement til Nato.

* Vi vil have en union, der er stor på de store sager og lille på de små.

* Vi (…) vil sikre, at dagens dagsorden bliver ført ud i livet, så den bliver morgendagens realitet.

* Vi er gået sammen for vores fælles bedste. Europa er vores fælles fremtid.

Kilde: EU's Rom-erklæring