Måske talte han mod bedre vidende. Måske var det et bevidst forsøg fra det iranske regime på at dæmpe de protester, der har varet i 11 uger. Måske noget helt tredje. Men meget tyder på, at Irans generalanklager, Mohammad Jafar Montazeris, udtalelser fra weekenden om, at det iranske moralpoliti er blevet afskaffet, ikke har noget på sig.
Efter “nyheden” gik verden rundt via sociale og internationale medier, har iranske medier med tæt tilknytning til regimet gentagne gange afvist, at moralpolitiet skulle være blevet afskaffet.
Ifølge den regimevenlige tv-kanal al-Alam blev generalanklageren bevidst fejlciteret. Student News Network, der også anses for at tale det iranske regimes sag, skriver ifølge BBC, at de vestlige mediers overskrifter er “falske”.
Men hvis historien om moralpolitiet er falsk, hvorfor sagde generalanklageren så, at denne instans var blevet afskaffet?
Den måske mest oplagte årsag er, at regimet er presset af de vedvarende protester og forsøgte at virke en anelse imødekommende. Siden Mahsa Aminis død den 16. september har demonstrationer mod regimet fundet sted i flere end 100 iranske byer. Og indtil videre er der ingen tegn på, at demonstranterne har tænkt sig at give op. Tværtimod slutter stadig flere grene af det iranske erhvervsliv sig til protesterne med strejker.
Hvis generalanklagerens udtalelser virkelig var designet til at dæmpe protesterne, havde de den modsatte effekt. For demonstranterne har bevæget sig forbi det punkt, hvor de vil tage sig til takke med en lille indrømmelse fra regimets side. Demonstranterne ønsker det iranske regimes bortgang, ikke kosmetiske ændringer. En reel afskaffelse af moralpolitiet vil blot overbevise demonstranterne om, at protesterne rent faktisk ryster styret, og at det derfor er nødvendigt at fortsætte.
En anden årsag til generalanklagerens udtalelser kan være, at det reelt set var et forsøg på at distancere sig selv og de juridiske myndigheder fra moralpolitiet og dets gerninger. I Iran er moralpolitiet i øjeblikket den instans, alle andre forsøger at tage afstand fra.
En tredje årsag kan være interne magtkampe i regimets øverste led mellem dem, der mener det er nødvendigt at imødekomme nogle af demonstranternes krav, og dem, der mener det modsatte. Regimets håndtering af de seneste 11 ugers uroligheder har været præget af en overbevisning om ikke at lade sig rokke en enkelt centimeter. Irans åndelige leder, Ali Khamenei, og præsident Ebrahim Raisi omtaler demonstrationerne som et resultat af en vestlig konspiration mod Iran og afviser udadtil, at protesterne kan være næret af regimets egen undertrykkelse.
Inden for de mure, der omgiver regimets ledelse, tales der i mindre omfang om konspirationer. For regimet ved inderst inde godt, at det kun kan takke sig selv og ikke Israel, USA og resten af Vesten for demonstranternes frustration. Men i modsætning til tidligere protester, hvor regimet har været vant til at kunne dæmpe gemytterne ved at bruge magt, er det nu ved at gå op for ayatollahstyrets inderkreds, at det ikke er tilfældet denne gang.
Ved parlamentets åbningssession i begyndelsen af november støttede et flertal af regimets parlamentarikere at straffe adskillige af de hidtil 18.000 anholdte med døden. Deres håb var, at det ville skræmme demonstranterne og knække oprøret. De tog fejl. I det lys kan den mest nærliggende tolkning af den seneste “moralpoliti-saga” måske være, at det iranske regime er ved at løbe tør for gode idéer til at bremse protesterne. Derfor lækker man forskellige tiltag for at se, hvordan de bliver modtaget, og benægter alt, når reaktionen er lunken.