Familien er terrorismens nye kampenhed

Indonesien er de seneste dage blevet ramt af to terrorangreb, som har kostet mindst syv mennesker livet og såret flere end 50. I begge tilfælde var det familier med børn, der stod bag, og det er en helt bevidst strategi, vurderer forskere

Angrebene i Indonesien vidner om, hvordan familien er den ny foretrukne enhed i Islamisk Stats internationale terrorisme, mener danske og udenlandske forskere. Her sørgende til en af de dræbte.
Angrebene i Indonesien vidner om, hvordan familien er den ny foretrukne enhed i Islamisk Stats internationale terrorisme, mener danske og udenlandske forskere. Her sørgende til en af de dræbte. Foto: Juni Kriswanto/Ritzau Scanpix/AFP.

Søndag var sidste gang, familien så hinanden, før den delte sig i tre for at udføre hvert sit selvmordsangreb på tre forskellige kirker i Indonesiens næststørste by, Surabaya. Faderen kørte en bil med bomber ind i én kirke, to teenagesønner kørte en motorcykel med bomber ind i en anden kirke, og moderen med to døtre på 9 og 12 år gik iført bombebælter ind i en tredje kirke. Mindst syv mennesker blev dræbt og omkring 40 såret.

I går angreb så en anden familie med forældre og tre børn, herunder en datter på otte år, politistationen i Surabaya på to motorcykler med bomber. Omkring 10 mennesker blev såret. Familien blev, med undtagelse af den otte-årige pige, slået ihjel. Indonesisk politi mener, at familierne var medlemmer af terrorgruppen Jamaah Anshar Daulah, en del af Islamisk Stats netværk.

Angrebene vidner om, hvordan familien er den ny foretrukne enhed i Islamisk Stats internationale terrorisme, mener danske og udenlandske forskere.

”Islamisk Stat har længe brugt børn som selvmordsbombere og krigere og i sin propaganda – og de har i stigende grad trukket kvinderne ind i den voldelige kamp. Men der er noget nyt i, at vi ser dem bruge hele familien på denne måde,” siger Simone Molin Friis, ph.d.- stipendiat ved Københavns Universitet, hvor hun forsker i politisk vold og militant propaganda med særligt fokus på Islamisk Stat.

Hun peger på, at i takt med, at terrorgruppen blevet mere presset i krigene i Irak og Syrien og har mistet mange unge mænd, har man valgt at gøre en dyd ud af at inddrage kvinderne.

”Der er brug for alle. Kvinderne er ikke kun vigtige for at opfostre familier i kalifatet. De har også en kamp- rolle. Spørgsmålet er så, om familieterroren sker på direkte opfordring fra Islamisk Stat eller som en konsekvens af, at hele familien nu indgår i kampen,” siger Simone Molin Friis.

Givet er det, at det giver en ekstra skræmmende effekt, når forældre med børn begår terror, siger Tore Refslund Hamming, gæsteforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med militant islamisme og terrortruslen mod Vesten.

”Der er intet, Islamisk Stat hellere vil end at skabe maksimal frygt. For dem er det ekstremt fantastisk, når angreb bliver foretaget af en hel familie. Det strider mod alle gængse opfattelser af familieværdier og viser, hvor stærk troen er, når den kan få folk til at ofre sig som familie,” siger han.

Brugen af hele familien er en udvidelse af den dynamik, som har været kendt længe i jihadistiske miljøer med makkerpar af typisk to brødre eller fætre som terrorister, selvom historien også rummer flere eksempler på kæreste- eller ægtepar, blandt andet to af grundlæggerne af den italienske terrorbevægelse De Røde Brigader, Renato Curcio og Margherita Cagol.

Rommel C. Banlaoi, direktør for Centret for efterretninger og studiet af national sikkerhed i Filippinerne, fremhævede sidste år i en analyse med udgangspunkt i den lokale Maute-gruppe familieterrorisme som et nyt globalt fænomen, hvor familiemedlemmer bliver involveret i forskellige dele af terroren. Han hæftede sig også ved, at Islamisk Stat opmuntrer til, at familier udfører terror.

”ISIS (et andet navn for IS, red.) foretrækker, at familiemedlemmer bliver inddraget, fordi familieterrorisme gør det lettere at rekruttere og nedsætter risikoen for forræderi betydeligt. Ved at bringe medlemmer fra samme familie skaber man en stærkere loyalitet over for terrororganisationerne og konsoliderer organisationerne,” skriver han.

Samme vurdering har Mohammed M. Hafez, lektor ved den amerikanske flådes akademi i Monterey, Californien, og specialist i islamisk vold. Han forudså allerede i 2016, at verden ville se mere terrorisme udgå fra familier, fordi den skærpede sikkerhed og overvågning fra myndighedernes side gør det farligere for terrorister at rekruttere nye medlemmer uden for kendte, snævre cirkler. Familien er et trygt sted at søge medsammensvorne.

”Et svigt af gruppen rummer et dobbelt forræderi – man svigter både sagen og sin egen familie,” skrev han i magasinet CTC Sentinel i februar 2016, som udgives af det amerikanske militærakademi West Point.