Prøv avisen

Fantastiske fortællinger om døden mejslet i marmor

Den mest berømte skulptur på Staglieno-kirkegården i Genova er denne engel ved familien Onetos grav. Skulpturen er skabt af den italienske billedhugger Giulio Monteverde. – Foto: AKG IMages/Ritzau Scanpix

På Staglieno-kirkegården i Genova i Italien findes en kæmpemæssig marmorstatue af Genopstandelsensenglen. Den står i dag som arketypen på et af de fineste eksempler på kirkegårdskunst, men er kun ét eksempel på ganske særlige og berømmede skulpturer

Det er en lidt fortabt og eftertænksom engel, skøn at skue, der om noget har sat Staglieno-kirkegården i Genova på verdens skulpturelle landkort. Med et sørgmodigt og bevægende udtryk vogter den androgyne skikkelse over familien Onetos grav, klar til at forkynde genopstandelsen med en trompet i højre hånd.

Skulpturen, der er blevet det billedlige symbol på Staglieno, er et mesterværk i marmor fra 1882 af den italienske billedhugger Giulio Monteverde. Kunstneren var selv så glad for den, at han lavede en kopi til sit eget gravsted i Rom. Det i Genova blev lavet til en lokal, velhavende bankmand, Francesco Oneto. Genopstandelsesenglen er i dag en af de mest kendte skulpturer og globalt berømmet som et af de fineste eksempler på kirkegårdskunst, men der er mange flere på Staglieno.

Cimitero Monumentale di Staglieno, der også kaldes Camposanto di Genova, blev åbnet i 1851, næsten et halvt århundrede efter at den franske general og senere kejser Napoleon Bonaparte havde beordret nye gravpladser anlagt uden for byerne for at forhindre epidemier. Byens arkitekt, Carlo Barabino, stod for det oprindelige projekt på en bjergside, men døde af kolera, inden han kunne gå i gang med arbejdet, og det blev fuldført af kollegaen Giovanni Battista Resasco.

Genova var et kraftcenter med formuende borgere, der gerne ville sætte monumenter over egne præstationer. Det lagde grunden til en produktion af kirkegårdskunst, som allerede i 1800-tallet gjorde Staglieno berømt i hele Europa og et mål på rejsen for datidens aristokrater og andre velhavere, kunstnere og forfattere. Kirkegården anses for at være en af de smukkeste i Europa og er stadig en stor turistattraktion.

Den amerikanske forfatter Ernest Hemingway bliver ofte citeret af Genova kommunes turistkontor og andre for at have sagt, at Staglieno er et af verdens vidundere. Men som Richard Owen skriver i sin bog ”Hemingway i Italien”, er det ikke til at finde en kilde, der kan bekræfte det. I romanen ”Farvel til våbnene” skriver den amerikanske forfatter tværtimod, at ”Genova var stedet at se dårlige marmorskulpturer”, og nævner, at der er en fin kirkegård. Den i Pisa.

Var Hemingway ikke imponeret, faldt den britiske forfatter Evelyn Waugh til gengæld for Staglieno, hvor byens borgere har ”konkurreret om at rejse templer for familien”, som han skriver i rejsebogen ”A Tourist in Africa” (En turist i Afrika). Waugh konkluderer ligefrem om Staglieno, at hvis ”Père Lachaise og The Albert Memorial blev jævnet med jorden, ville tabet være uden betydning, så længe dette hvilested bevares”.

Også forfatteren Mark Twain var begejstret og skriver i ”The Innocents Abroad” (De uskyldige i udlandet), at ”vi vil huske den, efter at vi har glemt paladserne”, og noterer med glæde mange skulpturer, ”der er udsøgt formet med stor ynde og skønhed”.

Staglieno blev opført i neoklassisk stil med flere rækker af gallerier, søjlegange og helt centralt en kopi i lidt mindre størrelse af Pantheon i Rom, som er et kapel for nogle af byens fremtrædende borgere gennem tiderne.

Hele kirkegården er en syntese af kunst, kultur og historie og det samfund, som arkitekturen og skulpturerne er arven fra. Her læser man 1800-tallets værdier frem til det tidlige 20. århundrede. Mange af gravstederne blev bestilt og udført, mens den borger, der skulle hvile der, stadig var i live og kunne nyde sit minde.

Familien Rattos gravsted fra 1890 er et af dem, der ikke lægger skjul på afdødes dyder og viser, at juristen Giuseppe Ratto, som det blev bygget til, var en bedsteborger, som udøvede velgørenhed. Mens manden selv står på en piedestal i toga, så knæler en fattig mor med barn for hans fødder.

Et andet bemærkelsesværdigt monument er endnu en berømt engel, billedhuggeren Onorato Tosos udsmykning af Ribaudo-familiens grav, hvor en engel ligger henslængt på dramatisk og ret dekadent vis. Der er også et gravsted, hvor et marmor-barn kysser afdøde, og ét andet, hvor en kone løfter på ligklædet.

Hos Da Passano-familien sidder en ung kvinde på sin seng og ser ud, som om hun beder om mere tid. Hun døde kort før sin bryllupsdag, og skulpturen gjorde billedhuggeren Pietro Costa til et kendt navn. Giulio Monteverde er ud over sin berømte engel også mester for en bronzeskulptur, der går under navnet ”Det evige drama”. Det er en dance macabre, hvor en ung kvinde forsøger at undslippe dødens favntag.

Kirkegården er anlagt i flere afsnit med stier, der leder rundt til gravsteder og kapeller, nogle steder gennem vildnis og skov. Et af de mest iøjnefaldende monumenter er det 28 meter høje Raggio-kapel, et gravsted for familien af samme navn, der blev bygget i 1896 af arkitekten Luigi Rovelli. Inspireret af domkirken i Milano står kapellet gotisk med mange spir mod himlen. Der gik 150 tons marmor til at bygge det.

Af berømte navne på kirkegården finder man blandt andre Giuseppe Mazzini, en af nationens fædre. Han ligger i et stort gravkammer, der nærmest er hugget ind i klippen. En anden grav, der får mange besøgende, er mindre pompøs, nærmest ydmyg, med et enkelt kors og en inskription, der fortæller, at her hviler enken efter Oscar Wilde. Mary Constance Lloyd flygtede til Genova, da Wilde blev sat i fængsel og døde dér i 1898.

Efter hendes død besøgte Oscar Wilde graven en enkelt gang. I et brev beskrev han kirkegården som ”en have for foden af dejlige bakker, som klatrer op i de bjerge, der omgiver Genova”. Han kaldte det ”sørgeligt” at se sin hustrus navn mejslet ind i en gravsten og konstaterede, at ”hendes efternavn, mit navn, selvfølgelig ikke står nævnt”. Det blev tilføjet år senere.

Staglieno fortæller om datidens forestillinger om døden, giver os et billede af europæisk kultur dengang og er med sine mange fantastiske statuer indbegrebet af det potente borgerskabs formåen. Alligevel er det en ydmyg gadesælger, der står tilbage som den måske mest bemærkelsesværdige historie af dem alle.

Gravstedet for Caterina Campodonico er i hvert fald en af de mest berømte statuer på kirkegården. Hun var en ydmyg kvinde, som levede af at sælge brød og kæder, sat sammen af udhulede nødder. Historien går, at da hun engang blev alvorligt syg, og alle troede, hun skulle dø, begyndte hendes arvinger at skændes om de penge, hun trods alt havde fået sparet sammen.

Dét blev den ærlige gadesælger vred over. Da hun blev rask i stedet for at dø, besluttede hun derfor at bruge alle sine midler på at få lavet en skulptur af sig selv og et gravsted på Staglieno. Dér står hun nu i fuld størrelse og al sin pragt med brød i hænderne. Inskriptionen sørgede hun også selv for, inden hun døde i 1882. Ud over at fortælle, at hun var en kvinde ”af folket”, som tjente ærligt til gravstedet, har hun også en ydmyg forespørgsel: ”Hvis I, der går forbi mig, kan lide disse ord, så bed en bøn om fred for mig.”

Staglieno-kirkegården er anlagt i et kuperet landskab, hvor stier leder rundt til gravsteder og kapeller. Et af de mest iøjnefaldende monumenter er det 28 meter høje Raggio-kapel, der er inspireret af domkirken i Milano. – Foto: Kurt Schraudenbach/Süddeutsche Zeitung/Ritzau. Scanpix