I mere end 50 år har colombianske regeringsstyrker og den marxistiske oprørsgruppe Farc udkæmpet en blodig borgerkrig. Men ifølge FN har Farc nu afleveret alle sine våben som led i den fredsaftale, som oprørsbevægelsen indgik med den colombianske regering i december 2016. Ifølge aftalen skulle oprørsgruppens omkring 7000 medlemmer i løbet af det følgende halve år aflevere alle våben, ligesom bevægelsen skulle omdannes til et politisk parti.
Krigen mellem regeringssoldater og Farc er den største og længstvarende konflikt i Colombias historie med flere end 260.000 døde og mange millioner internt fordrevne som følge.
Derfor har afleveringen af våbnene stor betydning for landet både symbolsk og i praksis, forklarer lektor på Københavns Universitet Jan Gustafsson.
”I forhold til at bremse for volden er det vigtigt, at våbnene nu er afleveret,” siger han.
Julia Suárez-Krabbe, som er lektor ved Interkulturelle Studier på Roskilde Universitet, er enig i, at det er først og fremmest er en positiv udvikling, at Farc nu afleverer sine våben. Men hun er også afdæmpet i sin begejstring.
”Det kan godt være, at de har afleveret våbnene, men det er først nu, at alle udfordringerne kommer,” siger hun og understreger, at selvom Farc og regeringen er de to mest betydelige parter i Colombias mange konflikter, er de langtfra de eneste. Højreorienterede paramilitære militser tilknyttet det colombianske militær opererer nemlig også i store dele af landet.
”De paramilitære grupper udgør et kæmpe problem og har været enormt aktive, siden fredsaftalen blev underskrevet,” siger hun.
Begge forskere er derfor forbeholdne over for at tale om varig fred i landet i lyset af endnu uløste konflikter mellem andre oprørsbevægelser, regeringen og de paramilitære grupper.
”Den væsentligste trussel lige nu er, at Farc-medlemmer kan blive udsat for hævn i form af vold, trusler og drab fra paramilitære og andre højreorienterede grupper, som stadigvæk har masser af våben,” siger Jan Gustafsson og pointerer, at flere konflikter kan blusse op.
Et andet problematisk scenarie er, hvis den integrationsindsats, der som en del af fredsaftalen skal hjælpe tidligere Farc-medlemmer ind i det colombianske civilsamfund, ikke lykkes, forklarer Julia Suárez-Krabbe.
”Hvis den del ikke kan implementeres, er der stor sandsynlig for, at de vil gå ind i andre væbnede grupper,” siger hun.
Begge forskere understreger, at selvom der er et forsigtigt håb blandt mange i befolkningen om, at fredsaftalen vil holde, er der også en stor modstand fra andre dele af befolkningen, som ikke vil acceptere en straffrihed for Farc-medlemmer.
”Der er en meget magtfuld del af befolkningen, som er imod, og som gør meget for at stikke en kæp i hjulet på fredsprocessen,” siger hun.
I oktober 2016 blev en foreløbig fredsaftale nedstemt med et beskedent flertal på 50,2 procent af befolkningen, og den colombianske regering vedtog i stedet en revideret fredsaftale i december.
Den colombianske præsident, Juan Manuel Santos, modtog efterfølgende Nobels fredspris i 2016 for fredsaftalen.
I sin takketale benyttede han lejligheden til at kritisere nul-tolerance-strategien i den såkaldte ”krig mod narkotika”. Ifølge ham har Colombia betalt det største offer i form af døde i ”krigen mod narko”, og i talen sagde han blandt andet:
”Det er tid til at ændre vores strategi.”
Colombia lider stadig under kæmpemæssige problemer med organiseret narkokriminalitet, og både Farc og de paramilitære grupper finansierer sig af kokainhandel. Derfor er det en vigtig pointe, præsident Santos kom med i sin tale, mener Julia Suárez-Krabbe.
”Det vil først være muligt at skabe en varig fred i Colombia, når man på internationalt plan formår at gribe narkotikahandlen an på anden vis,” siger hun.