Farvel fredsaftale, velkommen intifada

Barack Obamas omfavnelse af Netanyahu og manglende konkrete skridt i retning af en fredsaftale tolkes i brede palæstinensiske kredse, som om alt er overladt til endnu en voldelig omgang i kampen for en selvstændig stat

Præsident Barack Obama hilser på medlemmer af en dansegruppe efter en forestilling på et center i Ramallah på Vestbredden. Bag Obama ses den palæstinensiske præsident, Mahmud Abbas. –
Præsident Barack Obama hilser på medlemmer af en dansegruppe efter en forestilling på et center i Ramallah på Vestbredden. Bag Obama ses den palæstinensiske præsident, Mahmud Abbas. – Foto: Mandel NganAFP.

Teorien om at USAs præsident Barack Obama ville skrue bissen på over for Israel og premierminister Benjamin Netanyahus regering fra begyndelsen af sin anden periode som præsident er ikke bare død. Den er nu også blevet begravet under Obamas besøg i Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre.

Fra begyndelsen har besøget været en fysisk og næsten historisk og ideologisk omfavnelse af den israelske premierminister. Obama har smidt om sig med hebraiske gloser til israelerne. I Ramallah var han køligere og mere kortfattet. Et enkelt arabisk ord blev det til. Ikke mere. Hans kropssprog var mindre varmt og imødekommende, efter at han steg ud af helikopteren i Ramallah.

De seneste dage har Obama talt om Israel som en jødisk stat. Han har refereret til jødernes historiske tilknytning til Israel og har kun med overfladiske penselstrøg ladet Netanyahu forstå, at USA stadig mener,at en palæstinensisk stat først kan opstå, når Israel rømmer de jødiske bosættelser på Vestbredden. Men der er intet pres. Ingen krav om fastfrysning af byggeriet i bosættelserne, og den amerikanske præsident opfordrer parterne til at begynde at tænke kreativt for at være i stand til at nå en aftale.

Gentagelsen af den vision i går i Ramallah foran palæstinensiske studenter og herefter også den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas rammer hårdt.

De politiske aspekter er komplicerede, og jeg anerkender, at det (bosættelserne red.) ikke er et emne, der kan løses øjeblikkeligt, sagde Obama i går i Ramallah.

LÆS OGSÅ: Israel anklages for at indføre "etniske busser"

At sige til palæstinenserne, at de israelske bosættelser er et problem uden at antyde, at USA vil stille krav til Israel på den konto, er som at sige: Kære venner, vi mener, I har fortjent en stat, men vi har ingen konkrete forslag til, hvordan eller hvornår det skal ske

Obamas ros til den palæstinensiske ledelse for sin kamp mod terror og for anstrengelserne, man bruger på at bygge velfungerende institutioner, given ingen genlyd.

Slet ikke hos befolkningen, der mener, at Selvstyrets kamp mod terror i forvejen er til for at pleje israelske og amerikanske interesser, eller hos dem, der opfatter Selvstyrets institutionsbygning som den gamle gardes led i at bevare magten og holde Selvstyret kunstigt oven vande med internationale donorpenge.

Hos moderate palæstinensere tolkes Obamas tale i Ramallah som en ordflom uden noget nyt indhold. Hos de mere frustrerede og de er efterhånden talrige opfattes Obamas uvilje til at presse Israel som en indirekte opfordring til at tage sagerne i egne hænder.

Obamas sætning: Jeg mener stadig, at fred er absolut muligt, men det er vanskeligt, runger tungt hos mange palæstinensere.

Logikken er, at hvis Israel har en ny regering, hvor størstedelen af ministrene åbenlyst støtter udvidelse af de jødiske bosættelser, og USA er uvillig til at presse Israel til andet, så må palæstinenserne forsøge at presse selv.

Den ikke-voldelige bevægelse, der udøver civil ulydighed over for Israel i protest mod bosættelserne, vil fortsætte sine handlinger. Men spørgsmålet er, om de grupper, der for få år siden bar våben, vil genoptage den væbnede kamp mod Israels bosætterprojekt.

Historisk set er de to tidligere intifadaer startet på tidspunkter, hvor frustrationen hos befolkningen var høj og udsigten til et politisk gennembrud lav. Palæstinenserne føler, at Obamas tale efterlader dem i nøjagtig sådan en situation.

Israel og palæstinenserne forstår begge, at Barack Obama ikke prioriterer en fredsløsning mellem parterne særlig højt. De ser, at Det Hvide Hus til forskel fra tidligere præsidenter ikke engang har udnævnt en særlig mellemøstudsending. De ved, hvad det betyder rent tidsmæssigt, når den amerikanske præsident siger, at parterne må forsøge at tænke ud af boksen for at nå en aftale.

For Israel og palæstinenserne betyder det, at der vil gå lang tid, hvis overhovedet, før en fredsaftale bliver mulig.

For den israelske regering er den situation opmuntrende, fordi man kan beskæftige sig med de mere presserende problemer som Iran og Syrien uden at bliver uvenner med USA.

For palæstinenserne er det noget nær en katastrofe, at USA holder sig i baggrunden. For dem betyder det flere bosættelser og en situation, hvor regeringen i Ramallah skal forklare sin egen befolkning, hvorfor man ikke formår at levere den vare, alle venter utålmodigt på: en selvstændig stat.