Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Fattigdøre udstiller de sociale skel i London

De velhavende lejere i One Commercial Street-boligkomplekset har en langt mere mondæn indgang til deres boliger end deres fattige naboer, der må tage til takke med den såkaldte fattigdør i en gyde tæt på Whitechapel i London. - Foto: Anna Klitgaard

Når Muhammad Shevaz går ud ad gadedøren i det centrale Østlondon, bliver han dagligt mindet om, at han og hans familie tilhører den fattigere del af hovedstadens indbyggere. Hans gadedør er nemlig én af et stigende antal fattigdøre, entreprenører opretter, når de bygger nye boligkomplekser

41-årige Muhammad Shevaz' gadedør ligger kun få skridt fra undergrundsstationen Aldgate East - på grænsen mellem det finansielle centrum, City, og det fattigere Østlondon. Den ligger også kun få skridt fra indgangen til Muhammad Shevaz' rigere naboer, der har lov til at bruge den hyggeligt oplyste foyer med bløde sofaer, tale med dørmanden, der står klar til at tage imod 24 timer i døgnet, og som har sikkerhed bag en låst dør.

Samme sikkerhed og service får Muhammad Shevaz, hans hustru og lille barn ikke. For selvom de deler adressen One Commercial Street med de rigere naboer, så er de forvist til en smal gyde, hvor sikkerhedskameraet dingler slapt ned fra husmuren, skraldet suser rundt i vinden, og gadedøren på trods af flere henvendelser til udlejeren ikke låser efter dem.

”Vi bor i en lille toværelseslejlighed. Den koster 211,74 pund (2555 kroner) om ugen. Den er udlejet under et program, der skal sikre overkommelig husleje til Londons indbyggere, men da jeg sagde ja til lejligheden, vidste jeg ikke, at jeg skulle bruge en separat indgang - en fattigdør. Det er nedværdigende, og jeg føler mig som en andenrangslejer,” fortæller Muhammad Shevaz, som gerne vil fortælle sin historie, men ikke have sit billede i avisen.

Ordningen blev indført i 2011, da mange familier, par og enlige ikke længere havde råd til at betale de ekstremt høje huslejer, som manglende byggerier af lejligheder i hovedstaden igennem flere år har skabt. Den kroniske boligmangel fik nogle politikere til at frygte, at kun rige investorer ville kunne købe og leje Londons centrale boliger, og derfor pålagde man entreprenører, at en procentdel af boligerne ved opførelse af nye boligkomplekser skulle udlejes til 80 procent af markedshuslejen.

Den daværende borgerligt-liberale regering mente på den måde at kunne sikre, at selv folk med en almindelig indtægt ville kunne betale for en bolig. Dog har entreprenørerne flere steder i London svaret igen ved at bygge separate indgange til de fattigere lejere, således at de rige ikke risikerer at støde ind i deres mindre bemidlede naboer.

Selv forklarer flere entreprenører deres opdeling af indgange med, at de fattigere beboere ikke har råd til de serviceydelser, der følger med hyggeligt oplyste foyerer og dørmænd, men den forklaring køber hverken kritikere eller Labours borgmesterkandidat Sadiq Khan.

”Fattigdøre adskiller naboer, de driver en kile ned igennem vores lokalsamfund. Jeg ønsker et London, der hylder social sammenhængskraft, ikke en by, der separerer mennesker ud fra deres socialklasse,” har Labour-politikeren sagt.

Det mener også Muhammad Shevaz efter at have boet i One Commercial Street i snart to år. Den dag, han kom for at bese lejligheden, var den fine indgang gemt bag et stillads, og derfor gik det først op for ham efter noget tid, at der også var en anden indgang end fattigdøren.

”Jeg har ikke lyst til, at min lille søn vokser op vel vidende, at han ikke er fin nok eller god nok til at bruge den rigtige gadedør. Vi er gemt væk i en gyde, hvor overvågningskameraet ikke virker, hvor gadedøren står åben, eftersom låsen altid er i stykker, og hvor folk tisser lige udenfor. Lige rundt om hjørnet går mine rige naboer ind i en femstjernet lobby - det er en forkert måde at opdele folk på.”

Muhammad Shevaz, der arbejder i et printfirma i City, vil flytte med familien til en anden bolig, så snart det er muligt. Men selv med en såkaldt overkommelig husleje er det svært at spare op på en almindelig løn, når man skal lægge lidt over 10.000 kroner om måneden blot i husleje, sukker han:

”Vi kommer ikke til at bo så centralt, men i det mindste vil vi kunne føle os lige så meget værd som vores naboer. Jeg har i flere måneder forsøgt at få udlejeren til at reparere døren og overvågningskameraet overfor, så vi får lidt mere sikkerhed her, men som brugere af fattigdøren er det åbenbart ikke en prioritet.”

Indtil det sker, må Muhammad Shevaz og hans familie acceptere, at de dagligt bliver mindet om deres sociale status i millionbyen, og at enhver, der kommer ind i gyden, kan skaffe sig adgang til lejlighedskomplekset.